Kamilla hev op i striktrøjen og viste sin mor arrene: Jeg var bange for mig selv

29. dec. 2018

I artikelserien 'Mit første år' kan du møde fire personer, der hver især har oplevet en stor udfordring i 2018.

I januar 2018 fik 23-årige Kamilla Wolff Schwartzkopf en depression. Her er hendes historie.

I starten af december 2017 gik jeg fra min kæreste og flyttede hjem til mine forældre i Ishøj.

Jeg havde ikke lyst til noget. Jeg kunne ikke spise og sov pludselig højst fire timer om natten. På en måned havde jeg tabt mig seks kilo.

Et kærestebrud kan være hårdt. Men jeg følte hele tiden, det ikke var det, jeg var ked af. Der var mere i det.

Jeg sad med mine store hørebøffer på og hørte musik. Jeg forsvandt helt ind i min egen verden. De andre sad ovenpå og spillede spil og så julefilm. Vi var samlet hos min tante og onkel i juleferien i deres store hus i Norge. Det plejer at være super hyggeligt, men jeg brugte det meste af tiden i kælderstuen for mig selv.

Jeg kunne mærke, der var noget helt galt, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg havde bare brug for at få ro.

Første gang jeg skar i mig selv var i den kælder. Jeg havde det virkelig skidt og prøvede bare at finde en måde at få smerten ud. Det blødte, jeg blev forskrækket og skammede mig allerede. Nu var jeg én af dem, der havde skåret i sig selv, men jeg tænkte også: Så syg er jeg jo ikke.

Jeg sendte en sms til min mor og bad hende komme ned til mig. Jeg hev op i striktrøjen og viste hende, hvad jeg havde gjort. Hun blev forskrækket og sur. Mine forældre overvejede, om de skulle køre hjem og så finde ud af, hvad der skulle ske. Men jeg lovede, at det ikke skulle ske igen.

Det løfte kunne jeg ikke holde. Få dage senere, hjemme i Danmark, kom min mor ind på mit værelse og så, at jeg skar i mig selv igen. Denne gang var hun ikke i tvivl. Hun sagde bare: 'Så er det afsted!' Og så kørte vi ud til akutmodtagelsen på Glostrups psykiatriske afdeling.

Jeg sagde: 'Nej, jeg vil ikke', og jeg græd og græd. For jeg kendte ikke noget til psykiatrien. Det eneste jeg vidste var, at så er man virkelig syg, hvis man skal være sådan et sted. Jeg var også lige begyndt som kontorelev hos Midt- og Vestsjællands politi, og jeg ville på arbejde på mandag.

Mine forældre sagde: 'Om vi så skal bære dig ud i bilen, så er det nu', og så kørte min mor mig til Glostrup, mens min far tog ud til min bror og hans kæreste.

Vi kom ind til en samtale om, hvordan jeg havde det. Jeg havde selvmordstanker. Det hele var for mig bare ét sort hul.

Jeg kunne se tårerne i min mors øjne. Hun var bange for at have mig gående derhjemme. Jeg var også bange for mig selv. Jeg kunne ikke tænke rationelt længere, og jeg sagde ja til at blive indlagt.

Jeg fik mit eget lille værelse. 'Her bor Kamilla' blev der skrevet på en tavle på døren. Om aftenen fik min familie lov til at komme forbi med nogle ting. De havde pakket en taske og taget min egen hovedpude med, så jeg kunne føle mig lidt hjemme. Jeg fik også noget medicin, så jeg kunne slappe lidt af og få lidt søvn.

Jeg var der en enkelt nat. Dagen efter fik jeg taget EKG, blodtryksmåling og var inde til en samtale med en læge. Det var to dage før nytårsaften. Jeg vidste godt, at nytårsfesten med de gamle gymnasiepiger ikke blev til noget, men jeg ville gerne hjem.

Det fik jeg lov til – med det forbehold, at jeg tog imod hjælp fra psykiatrien. Men næste gang jeg mødte op, mente de, jeg bare havde været i choktilstand efter bruddet med min kæreste.

Men mine forældre var meget bange, så dagen efter tog min far mig til lægen. Jeg sagde til mine forældre: 'I siger bare, hvad jeg skal gøre, så gør jeg det'. Jeg var helt tom og kunne ikke tage nogen beslutninger selv.

Min læge har kendt mig i mange år og kunne se, den var helt gal. Hun tilbød at indlægge mig igen, for hun var bekymret. Men det sidste, jeg havde lyst til, var at blive indlagt. Jeg følte ikke, jeg kunne udvikle mig der. Bare ligge på værelset og glo ud i luften.

Så hun sagde: 'Nu skal du give mig hånden på, at du ikke gør noget ved dig selv. Ellers kan jeg ikke sende dig hjem'. Det er det vigtigste, jeg nogensinde har givet hånd på.

Hver gang jeg efterfølgende havde lyst til at skære i mig selv eller ikke havde lyst til at være her mere, tænkte jeg på det, hun havde sagt.

Den 17. januar fik jeg endelig at vide, hvad der var galt. Min mor havde kørt mig ind til visitationszonen i København, hvor jeg havde en lang samtale med en læge. Jeg havde en depression med en gren af angst.

Hun viste mig en plakat på væggen. Et træ med en masse grene. Hver gren var et sted, man kunne få hjælp. Det var det vildeste. Et slags tag-selv-bord: Hvor vil du hen?

Vi valgte Hillerød Hospital, hvor jeg ugen efter fik taget en test. Den viste, at min depression var så alvorlig, at det krævede behandling med det samme. De anbefalede også antidepressiv medicin og gruppeterapi hos dem hver tirsdag.

Jeg kunne ikke tage stilling til noget som helst og sagde bare: 'Ja, ja, jeg gør, hvad I siger'.

På vej hjem fra Hillerød kastede jeg op i bilen. Jeg havde det så dårligt. Heldigvis var der en pose i bilen. Min mor forsøgte at holde den, mens hun kørte. Selvom jeg havde det virkelig dårligt den dag, var jeg lettet. Det var en reaktion på, at nu havde jeg sagt ja til at få hjælp, og nu begynder det hele først.

Jeg tror, jeg fik en depression, fordi jeg har tilsidesat mig selv for længe for andres behov. I folkeskolen blev jeg mobbet. Jeg var én, der stod ved mine egne holdninger og var ligeglad med, hvad andre tænkte. Det har givet mig mange slag.

Efter noget tid begyndte jeg at lave om på mig selv, så folk kunne lide mig. Jeg blev en pleaser, der hele tiden gjorde, hvad andre ville have for at passe ind i.

Jeg havde også mistet nogle familiemedlemmer, jeg holdt meget af, og det havde ramt mig hårdt. Men jeg var typen, der klarede mig igennem de svære ting. Ikke typen, der lagde sig ned. Jeg ville aldrig have troet, jeg ville kunne få en depression.

I slutningen af februar havde jeg været på antidepressiv i nogle uger. Jeg kunne ikke selv se nogen fremgang, men min familie kunne se mere glæde og overskud hos mig.

Jeg gik til psykolog og startede i gruppeterapi hver tirsdag. Min mor, far og mormor tog på skift fri og kørte mig til Hillerød, ventede i fire timer og kørte mig hjem igen. De første par gange sov jeg bare på vej hjem i bilen.

Men jeg kunne mærke, det gik fremad.

I den første tid efter jeg fik konstateret en depression, lå jeg bare i min seng og kunne ingenting, når jeg var derhjemme. Jeg fik ikke børstet tænder, hvis ikke mine forældre kom ind på mit værelse med en tandbørste, og om morgenen kom de ind og vækkede mig og skiftedes til at køre mig på arbejde.

Jeg var blevet deltidssygemeldt, så jeg kunne tage fri til gruppeterapien. Men jeg havde selv ønsket at fortsætte, fordi jeg kunne føle mig 'normal' der. Det var med til, at jeg langsomt fik det bedre.

Jeg begyndte at kunne mærke mig selv igen. Nogle gange havde jeg brug for bare at trække mig væk. Jeg tog ned på stranden, hørte Céline Dion og slog al forbindelse fra på min telefon. Jeg havde brug for at være alene og tænke det hele igennem.

I starten var jeg helt tom. Jeg tænkte, om det nogensinde blev godt igen. Men det var også det pusterum, jeg havde brug for. Det gjorde mine forældre bange, men det var et tegn på, at jeg var begyndt at lytte til mig selv.

I april flyttede jeg ind i min egen lejlighed. Det var et skub, der gjorde mig glad, og det blev en ny, positiv start for mig.

Den første dag i lejligheden sov jeg der sammen med min mor. For første gang meget længe sov jeg seks timer i træk. Det var bare så fedt! Siden den dag har jeg ikke taget nogen som helst form for sovemedicin.

Gruppeterapien gav mig også rigtig meget. Vi delte vores erfaringer og arbejdede sammen. Mine problemer var også deres problemer. Vi hjalp hinanden.

Da jeg fortalte, at jeg sov igennem, var alle sådan: Yes! Nu er vi i mål med det.

I dag har jeg det godt igen. Siden slutningen af august har jeg ikke været tilknyttet psykiatrien længere. Jeg fik taget en ny test. Resultatet svarede til det stadie, hvor man er i risiko for at få en depression. Men jeg var jo på vej ud af depressionen, så jeg var lykkelig for resultatet.

Mens jeg var syg, begyndte jeg at skrive en blog om mit forløb og mine tanker. For at finde ud af, hvad der egentlig er sket med mig. For jeg forstod det ikke. Det var som om, det ikke var Kamilla, der gik igennem det her.

Det var meningen, at det bare skulle være en dagbog for mig, hvor jeg kunne bearbejde mine tanker, men de andre i gruppeterapien opfordrede mig til at offentliggøre den. For nylig følte jeg mig endelig klar til det.

Mit mål med at offentliggøre bloggen er at hjælpe andre. Men det har også været rigtig rart at høre fra andre på min alder. Det hjælper mig at høre deres historie. Og de kan virkelig sætte sig ind i det, jeg har været igennem.

Nogle gange har jeg nemlig følt mig ensom. Selvom man har en hel hær, der støtter én, kan det være svært at forklare, hvordan man har det.

Jeg havde selv søgt på nettet efter andre piger på min alder, der har haft en depression. For at finde nogen, jeg kunne spejle mig i. Men det har været svært. Nu håber jeg, jeg selv kan være den, der kan hjælpe andre gennem min blog – og ved at stå frem.

De positive reaktioner gør, at jeg føler, jeg er i mål nu. Jeg er selvfølgelig bange for at få det dårligt igen, og der er ingen garantier for, at det ikke sker. Men nu har jeg fået nogle værktøjer til at holde depressionen på afstand. For eksempel er min træning i fitnesscenteret blevet rigtig vigtig for mig, og for hvordan jeg har det.

Jeg er så taknemmelig for mine forældre. Uden dem havde jeg aldrig klaret den. Min familie, vores naboer, mine gymnasievenner, min læge, mit arbejde. De har virkelig været der for mig.

Jeg er ked af det, jeg har været igennem, men jeg har lært at passe på mig selv. Jeg fik en depression, fordi jeg har levet efter mottoet: 'Hvis andre er glade, så har jeg det også godt'. Men jeg havde glemt mig selv og trådt på mig selv. Det gør jeg ikke mere.

Den følelse, jeg havde den dag, jeg var færdig med forløbet på Hillerød og trådte ud af hospitalsdøren, kan slet ikke beskrives. Jeg var så stolt. Og det var mine forældre også.

Jeg vil ikke sige, jeg er lykkelig for, at jeg har haft en depression. Men jeg har virkelig lært mig selv og mine medmennesker at kende og lært at være taknemmelig på en helt anden måde.