Far, mor... og børn! De troede, det skulle være dem for altid. Sådan gik det ikke.
I anledning af DR3-serien 'Doggystyle', som følger 21-årige Asta, der ufrivilligt flytter hjem til sine forældre i Odsherred og forelsker sig i en ung fyr med et barn, sætter DR Mit Liv fokus på virkelighedens singlefædre.
Vi har mødt flere unge mænd, hvis forhold er gået i vasken, så de nu står alene med ét eller flere børn med forskellige aftaler om samvær.
Her møder du Kasper Eskildsen fra Vejle, der har en søn på ti måneder, som han ser to gange om ugen tre timer ad gangen. Det sker som regel hjemme hos hans tidligere svigerforældre, hvor Kaspers søn nu bor med sin mor. Han håber på at få mere samværstid, når sønnen bliver ældre og ikke er så tæt knyttet til moren.
Du møder også Kim Aagaard fra Balling ved Skive, som har sine fire-årige tvillinger Sophia og Oliver syv dage ad gangen, så han holder en uges pause indimellem forælderlivet. Det, synes han, egentlig er ret fantastisk, for så kan han gå på jagt, tage i byen eller arbejde ekstra som deltidsbrandmand.
Vi starter hos Kasper Eskildsen.
- Min største frygt? At Hector glemmer, hvem der er hans far
Jeg var ved at gå op i limningen, da min søn kom til verden i februar. Vi kendte ikke kønnet, og jeg er sindssygt nysgerrig.
Jeg har altid været sikker på, at jeg ville have børn i en tidlig alder, og nu stod jeg dér på fødestuen som 29-årig og ventede på, at det skete. En måned senere blev glæden afløst af frustrationer og tanker om, hvornår jeg kunne se Hector igen.
Hans mor flyttede hjem til sine forældre, mens jeg var ude at rejse, så jeg kom tilbage til en tom lejlighed med gaver til dem begge i kufferten. Det var sgu en mærkelig følelse.
Vi har haft vores op- og nedture, og jeg overvejede flere gange, om forholdet var værd at kæmpe for, eller om vi skulle give slip på hinanden.
Hun endte så med at træffe beslutningen for os begge to, og jeg er ikke sur på hende over det, selv om jeg aldrig vil glemme måden, det skete på. Det vigtigste er, at Hector ikke oplever at have forældre, som altid er uenige.
Tankerne begyndte at køre rundt i hovedet på mig - og gør det stadig - for hvordan skulle det hele nu vendes og drejes? Hvornår, hvor ofte og hvordan kunne jeg se Hector igen?
Jeg havde vildt mange ubesvarede spørgsmål sammen med en masse praktiske ting, der skulle ordnes. Jeg følte mig magtesløs, hvilket jeg også var.
Vi var i Statsforvaltningen i Aabenraa, hvor det endte med en løsning, der indebærer, at jeg besøger Hector cirka tre timer ad gangen to dage om ugen. Som regel hjemme hos mine tidligere svigerforældre, hvor Hector stadig bor.
Her kan jeg godt til tider føle mig som en hyggeonkel, der kigger forbi og finder sin plads på legetæppet, og jeg oplever, at Hector søger de personer, han kender bedst, selv om han er hos mig for at opbygge en relation. Min største frygt er, at han glemmer, hvem der er hans far.
Jeg er dog ikke i tvivl om, at han ved, det er mig. Jeg kan se det på måden, han smiler, når han ser mig, og jeg kan mærke det, når vi krammer hinanden. Men jeg vil meget gerne se ham oftere, så vi kan styrke forholdet, ligesom min familie gerne vil se ham igen. Jeg har en slags skyldfølelse over for dem.
Lige nu accepterer jeg tingene, som de er, selv om jeg ikke ser ham ret meget, for i en situation som den her er samarbejdet altafgørende, og det er et punkt, hvor man kan stikke til hinanden, hvis man ikke er på bølgelængde. Det vil altid på én eller anden måde gå ud over barnet, og det må det ikke.
Jeg har fundet ud af, at det at være singlefar på mange måder handler om kompromisser - lidt ligesom når man stadig er sammen.
Det er lidt specielt at dele et barn med en ekskæreste, for man vil altid være uadskillelige og tvunget til at have noget med hinanden at gøre. Man cutter ikke bare forbindelsen.
Jeg er født og opvokset her i Vejle, og jeg føler mig fastlåst til området, fordi jeg nu har en søn, der bor her. Jeg vil ikke flytte væk fra ham de første mange år, mens han er lille. Han er det vigtigste i mit liv.
Jeg har indrettet mit nye hjem, så han kan være her, men jeg har ikke haft ham her alene endnu, og han har ikke sovet her om natten. Det glæder jeg mig til at prøve.
Heldigvis er der små børn i min familie og hos mine venner, som jeg får lov at "øve" mig på ved at give dem mad og så videre. Så er jeg klar, når jeg en dag får lov at have min søn alene hjemme hos mig i flere dage. Bare os to.
- Det kan faktisk være fantastisk at være far uden en mor
Jeg vidste godt, hvad jeg gik ind til, da jeg blev kærester med en seks år ældre kvinde.
Hun havde tre børn i forvejen - med to forskellige mænd - og jeg var klar på at være med til at opdrage dem, selv om jeg kun var 19 år dengang. Det blev hurtigt naturligt for mig at have den rolle, selv om det var lidt af en udfordring.
På en ferie i Alanya fandt vi ud af, at hun var gravid, og så tænkte jeg: Fuck mand, nu er det alvor! Nu er det mit eget barn, jeg skal tage mig af.
Til scanningen fandt vi ud af, at der var én af hvert køn. Der fik jeg sgu lige en ekstra klump i halsen. Der ryger mange tanker gennem en mands hoved, når han får at vide, at han skal være far til to på én gang. Hvad gør det ved mit liv?
Vi var glade for at blive forældre til de to bavianer, men vi voksede fra hinanden som mennesker. Hun ville den ene vej, og jeg ville den anden. Der er mere gang i hende, mens jeg kan lide at være hjemme og slappe af.
For et år siden flyttede jeg ind i parcelhuset her i Balling, så vi kunne få noget frirum til at finde os selv og hinanden igen.
Vi blev til sidst enige om, at vi ikke skulle være kærester længere. Vi kan ikke bo sammen, for det fungerer ikke, når der går hverdag i den. Jeg synes, vi har kæmpet for det, og gjort, hvad der var muligt. Mest for børnenes skyld.
Nu har jeg indrettet mig her med et børneværelse, som Oliver og Sophia deler.
Jeg sørger for at udnytte tiden fuldt ud, når de er her. Jeg vil ikke spilde et eneste minut eller sekund på ting, der kan vente til senere. Telefonen bliver sat på lydløs og lagt på hylden, og jeg dækker bord til aftensmaden, før jeg henter dem i børnehaven, så jeg ikke skal bruge tid på det, når vi kommer tilbage.
Når de sover ved 19-tiden, støvsuger jeg, gør rent og rydder af bordet. Så har vi haft god tid til at spise, snakke om dagen, lave madpakker og lege sammen.
Det er selvfølgelig hårdt at lave alt husarbejdet selv ved siden af børnepasningen, men det er vigtigt for mig, at jeg giver dem en masse gode oplevelser.
Når jeg afleverer børnene mandag morgen efter en uges samvær, begynder jeg at savne dem efter et par dage. Så er det svært ikke at kunne kysse dem godnat og ønske dem en god dag i børnehaven. De har pludselig syv dage, som jeg ikke er en del af. Så bliver jeg opmærksom på bilerne, der kører forbi ude på vejen og bryder stilheden, og jeg hører urets tikken, fordi her pludselig er meget ro omkring mig.
Til gengæld har jeg god tid til at gøre præcis, hvad jeg selv har lyst til. Så går jeg på jagt om morgenen, eller jeg tager nogle ekstra vagter på brandstationen efter fyraften fra mit job som klargøringsmand på et autoværksted. Eller nogle flere øl i byen, fordi jeg ikke skal tidligt op og stå til rådighed for andre.
Det kan faktisk være ret fantastisk at være singlefar, hvis man samarbejder godt med børnenes mor. Vi er heldigvis enige om langt det meste, så det fungerer for os at være forældre, der ikke længere bor sammen.
Fremtiden? Jeg tror på, at jeg en dag skal være sammen med en ny kvinde. Når det sker, vil jeg være 100 procent sikker på, at vi bliver ved at være sammen, for børnene skal ikke hele tiden møde fars nye kæreste. Jeg tænker meget over, at alt, hvad jeg gør, skal være til det bedste for mine børn.