Kira har søgt job i snart et år: Det er lidt pinligt, at jeg ikke har været til nogen samtaler

27. dec. 2018

I artikelserien 'Mit første år' kan du møde fire personer, der hver især har oplevet en stor udfordring i 2018.

30-årige Kira Bak Lassen er nyuddannet akademiker og har været jobsøgende siden februar. Her fortæller hun, hvordan det påvirker hende.

Jeg blev uddannet i februar i år. For mig var det kæmpestort at aflevere mit speciale i Psykologi og Socialvidenskab på RUC. Jeg havde skrevet det, mens jeg var på barsel med min datter. Det var en stor sejr.

Den følelse varede dog ikke særlig længe.

Efter et par uger kom det første opslag på en stilling, jeg rigtig gerne ville have. Jeg brugte meget tid og energi på at søge den.

Det var første gang, jeg fik det svar, jeg sidenhen har fået rigtig mange gange:

'Tak for din ansøgning. Vi har besat stillingen til anden side'.

Nogle dage er jeg meget motiveret. Tænker, at det giver så meget mening, hvis den her virksomhed ansætter mig. Jeg er virkelig kvalificeret, og det er lige det her, jeg vil.

Men når jeg så får endnu et afslag, mister jeg modet igen.

Der er dage, hvor jeg tænker: Får jeg mon nogensinde et arbejde?

For det er som om, der er en kode, jeg ikke ved, hvordan jeg skal knække.

Jeg har ikke været kaldt til nogen samtaler endnu. Nogle gange synes jeg, det er lidt pinligt. Når jeg er sammen med andre, får jeg behov for at tilføje:

'Det er faktisk meget almindeligt som humanistisk akademiker, at man går ledig i hvert fald et år. Det er der mange statistikker, der viser'.

Jeg går ikke selv og tænker om andre ledige, at det er pinligt, at de ikke har noget job. Jeg har heller ikke oplevet nogen negative reaktioner. Alligevel føler jeg, der er noget skam og tabu forbundet med det.

Jeg kan jeg godt være bange for, om andre synes, det er pinligt. Og nervøs for, om de tænker, at det siger noget om mig som person.

At jeg er doven, og at det nok er min egen skyld.

Men jeg er ikke doven. Jeg har været i otte ugers virksomhedspraktik og stoppede i starten af december i en løntilskudsstilling hos Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. Her arbejdede jeg med strategi- og organisationsudvikling inden for udvikling af samarbejdet med frivillige og civilsamfund i fire måneder.

Jeg var rigtig glad for jobbet, og der er mange gode ting at sige om det.

Men det var en udfordring at finde tid og overskud til at lave ansøgningerne så gode, som jeg gerne ville, når jeg samtidig havde et arbejde, der skulle passes om dagen.

Derfor er jeg også glad for at have mere tid og overskud til ansøgningerne igen.

Jeg har lavet den regel, at jeg kun skriver ansøgninger i hverdagene, så jeg kan slappe af i weekenderne. Men det er også stressende, for jeg får dårlig samvittighed overfor min kæreste og mig selv og tænker: Burde jeg også sidde hele lørdagen og skrive ansøgninger?

Så længe jeg ikke har et job, begrænser det vores muligheder for at komme videre med vores fremtidsdrømme. Vi vil gerne flytte i noget større. Og vi vil gerne have et barn mere på et tidspunkt.

Vores datter giver mig til gengæld rigtig meget energi. De fleste dage er det mig, der henter hende fra vuggestuen. Så holder jeg pause med ansøgningerne, indtil hun skal i seng, så jeg kan være der 100 procent for hende. Hun er sjov og livsbekræftende at være sammen med, og jeg bliver tvunget til at flytte mit fokus over på noget andet. Det er rigtig godt for mig.

Min drømmestilling ville være et job inden for en NGO, hvor jeg kan skabe bedre vilkår for unge mennesker. Jeg har mange års erfaring med arbejde inden for frivillige organisationer. Men NGO'erne får virkelig mange ansøgninger. Så for nylig droppede jeg med at søge den slags stillinger.

Det er én af de ting, jeg har lært i løbet af det seneste år. At være realistisk i min jobsøgning. Jeg investerer så meget håb og så mange følelser i de her ansøgninger. Derfor er det rigtig hårdt, når det så ikke bliver til noget. Så det er også et valg om at passe på mig selv.

Som nyuddannet får man tit at vide, at man skal sætte ord på hvilken værdi, man konkret kan skabe for en virksomhed. Men hvad er det for en værdi? Jeg synes, det kan være svært at vide, når man ikke har særlig meget praktisk erfaring endnu.

For nylig begyndte jeg at bruge a-kassen til at give mig feedback på mine ansøgninger. De har hjulpet mig med at oversætte dét, jeg kan, til nogle konkrete kompetencer, og de kan se nogle koblinger til arbejdsmarkedet og bestemte brancher, jeg ikke selv kan.

Det har hjulpet mig meget.

Jeg har derfor ikke mistet troen på mine evner, selvom det er super svært at formidle mine kompetencer og få 'solgt' mig selv.

Men jeg prøver at fokusere på, at det netop er det, det handler om. At jeg skal blive bedre til at formidle det, jeg kan. Det drejer sig ikke om, at jeg ikke kan noget eller ikke har de rette kompetencer.

Jeg tror på, at jeg nok skal få et job inden for det næste år. Jeg har fået et halvt års erfaring mere på CV'et og har søgt ind på et kursus i projektledelse. Hvis det stadig ikke hjælper, vil jeg gerne være selvstændig.

Men som min familie og venner siger: Det skal nok komme, Kira.