Kristian blev tvunget til at stoppe sin fodboldkarriere på grund af en skulderskade, der gjorde ham fodboldinvalid.
Ditte blev fyret to gange på ét år.
Og Rikke kæmper stadig med at komme i job efter fire års sygemelding, der startede med en kræfttumor i låret og endte med et amputeret ben.
De har alle mærket frustrationerne ved pludselig at få revet deres karriere og fremtidsdrømme fra sig og skulle starte forfra.
Men de har rejst sig igen. Ved hjælp af deres egen viljestyrke, men også med hjælp fra folk omkring dem.
Her fortæller de - baseret på deres egne erfaringer - hvordan du som ven, familiemedlem eller kollega kan hjælpe en person, der også oplever en pludselig 'karriere-knockout'.
Rikke fik for fire et halvt år siden fjernet en kræfttumor i det ene lår. Som følge af strålebehandling og arvæv fra operationen fik hun et stift ben. Det blev hun opereret for i 2018, men hun udviklede kompartmentsyndrom, som ødelagde muskelvævet i hendes underben. Hun valgte at få amputeret benet frem for et liv i kørestol. I dag er Rikke stadig sygemeldt på fjerde år, men hun håber snart at kunne komme i fleksjob.
Hvis du er ven
Det handler om at være der og hjælpe. Uden at man bliver bedt om det. Det kan være, man kommer på besøg og siger: 'Jeg kommer lige og støvsuger hele hytten', eller: 'Kom, nu tager vi i biografen for at lave noget andet'.
Fordi man er syg, betyder det ikke, at man ikke kan deltage i ting. Lad være med at tage for meget hensyn, så man føler sig udelukket og bliver tillagt nogle begrænsninger, man ikke har.
Hvis du er kæreste
Det er vigtigt, at personen støtter én. Det er også vigtigt, at en kæreste kan skubbe til én og sørge for, at man kommer ud og laver nogle ting, så man ikke sidder i sofaen hele dagen og har ondt af sig selv.
Og så handler det om at tage over, hvor der er behov for det, uden at bebrejde den syge for det ekstra ansvar.
Hvis du er kollega
Mine kolleger havde samlet sammen til nogle gaver til mig, mens jeg lå sygemeldt med kræft. Det betød mere for mig, end jeg havde regnet med, at jeg ikke var glemt, selvom jeg havde været væk i længere tid.
Medlidenhed er noget af det værste i verden. Man skal i stedet sige, at det hele nok skal gå, for nogle gange vil man bare gerne fokusere på noget andet. Det gælder alle - ikke bare kolleger.
Hvis du er familie
Jeg var indlagt i flere måneder efter amputationen og havde endnu større behov for min familie end før. Nogle dage trængte jeg bare til min mor. Man blev lidt barn igen. Hendes mange besøg betød rigtig meget for mig, og hun hjalp med mine tre børn og vaskede vores tøj. Min bror kom også tit på besøg.
Med familien kan man tale om de særligt svære ting, man ikke taler med venner og kolleger om.
Ditte Lyhne oplevede at blive fyret to gange i 2018. Først som del af en fyringsrunde på arbejdspladsen. Senere fra et vikariat i en anden virksomhed. I dag har Ditte fået job hos virksomheden TGOD Genetics, hvor hun arbejder som quality assurance specialist.
Hvis du er ven
For mig er det vigtigste, når mine venner vil hjælpe mig med jobsøgningen. Mange får jo job gennem netværk. Derfor er det en stor hjælp, hvis de vil have en føler ude i forhold til deres arbejdsplads. Måske hører de om en stilling, der endnu ikke er slået op.
Det kan også være, de vil lægge et godt ord ind for én eller videresende ens uopfordrede ansøgning til deres chef.
Hvis du er kæreste
Har I fællesøkonomi, er det vigtigt, at din partner er indforstået med, at der må skæres ind til benet, når den ene går ledig. Det var min kæreste heldigvis helt med på. Til gengæld kunne vi godt komme op at skændes, når han blandede sig i min jobsøgning.
Spørg ikke, hvor mange job din partner har søgt, og om han eller hun ikke snart kommer til samtale. Træd varsomt, og spørg, om der er kommet nogle fede jobopslag - og lad den så ligge dér.
Hvis du er kollega
Det er helt ok at spørge ind til den fyrede, når man kommer tilbage på arbejdspladsen. Men bevar så normal en hverdag som muligt i opsigelsesperioden.
Lad være med at hænge andre kolleger ud og sige 'hvorfor var det ikke hende eller ham, der røg?' Også selvom det er i bedste mening. Det stiller den fyrede i en træls situation.
Hvis du er familie
Spring til, hvis du kan! Første gang, jeg blev fyret, ringede jeg til min faster, der boede i den by, jeg arbejdede i. Hun kom og hentede mig i bilen i flere centimeters sne. Som en selvfølgelighed. Hun varmede boller, og vi havde nogle timer sammen, hvor jeg kunne køle ned og reflektere, indtil jeg kunne køre hjem med nogle kolleger gennem vores fælles kørselsordning.
Anden gang, jeg blev fyret, tog jeg hjem til min søster. Det er rart ikke at være alene, når man lige er blevet fyret. For mig er det vigtigt at få snakket en fyring igennem og få sagt det højt til nogen. Især når jeg er ked af det.
Kristian var på toppen af sin karriere som professionel fodboldspiller, da han kom til skade med sin skulder. Skaden gav ham så store smerter, at han til sidst var nødt til at indstille sin karriere i en alder af 26 år. I dag arbejder han som fotograf med egen virksomhed.
Hvis du er ven
En tæt ven kan man snakke med om alt. Man kan dele sine svagheder og inderste tanker. Som ven skal man turde tage initiativ til at tage de svære snakke og stille de spørgsmål, der kan nedbryde barrierer.
Der var folk, der sagde til mig, at jeg bare kunne ringe. De mente det 100 procent, men jeg gjorde det aldrig. Telefonen blev liggende i lommen. Det er bare rart, når andre tager initiativet i en situation, hvor man ikke selv er i stand til det, selv om man har lyst.
Hvis du er kæreste
Kæresten har en helt særlig rolle i ens liv, når man har det svært, og der bør ikke være noget, man ikke kan snakke helt åbent om. Hun er en relation, der intet har med jobbet at gøre, og det er vigtigt, at man skelner mellem tingene, så ens bekymringer omkring jobbet og fremtiden ikke går ud over hende.
Hun skal samtidig give én plads og tid, hvis man har brug for at gå ind og lukke døren efter sig. Det gælder også den anden vej.
Hvis du er kollega
Arbejdspladsen kan være et sted, hvor man lukker ned for ting i hverdagen. Hvor man tager en maske på og opretholder en professionel facade. Men en tæt kollega skal ikke være bange for at spørge, hvordan man går og har det. Så må man selv vurdere, hvor meget de skal vide.
Mine tætteste kolleger spurgte ind til mig, og jeg følte i starten, at jeg blottede mig ved at snakke med dem om mine følelser. Det blev nemmere, da jeg kunne mærke, at vi havde en fortrolig cirkel.
Hvis du er familie
Det vil være forskelligt fra familie til familie, hvordan man snakker sammen om de svære ting i livet. Nogle er tættere end andre, men familien skal gøre det klart, at de står til rådighed og støtter én.
I mit tilfælde var mine forældre én af de helt store årsager til, at jeg ikke røg endnu længere ned, og det er jeg meget taknemlig for. Vi mødtes og snakkede sammen, og vi ringede til hinanden. Tog i sommerhus. Den slags. Jeg var altid en glad knægt fuld af energi. Jeg ved, det var svært for dem at se deres søn have det skidt, fordi jeg aldrig havde haft det sådan før.