Hormonerne og tankerne hamrede rundt i kroppen på Lars Rasmussen, da han iklædte sig mundbind, handsker, hårnet og lyseblå overtrækskittel.

Han var sindssygt spændt, men han var også helt vildt klar, for han havde ventet længe på det her.

Tre dage tidligere var han fløjet fra København, og nu stod han på en fødestue i North Carolina i USA og ventede på at følge med i en fødsel som kulminationen på fem års følelsesmæssige op- og nedture.

Kort efter klokken ti om formiddagen blev snittet lagt i maveskindet på amerikanske Anna, mens Lars sad på en stol og fulgte med på en skærm - side om side med Annas mand.

- Jeg følte mig som en fremmed, der pressede sig på i et ekstremt intimt øjeblik. Men altså - det var jo mit barn. Jeg havde ligesom ret til at være der.

10.07 stod han med et barn i armene og forberedte sig på sit nye liv som alenefar. Han valgte at kalde hende Pippi Marie.

Det var i juni 2019, og Pippi Marie har ikke mødt Anna siden.

For Anna er ikke Pippi Maries mor, selv om hun har født hende. Det har Lars papirer på, som de danske myndigheder har stemplet og godkendt.

Anna var graviditetsvært - også kaldet rugemor - for 43-årige Lars, som på den måde fik opfyldt sin store drøm om at blive far.

Hvert år rejser danske mænd til udlandet for at få et barn med hjem uden at have en kvinde at dele det med, og Lars Rasmussen er én af dem.

Der er ingen officielle tal for, hvor mange danskere der får børn fra en udenlandsk graviditetsvært, for myndighederne registrerer det ikke.

Vurderingen fra forskere på området er på baggrund af sammenligninger med Sverige, at antallet ligger på mellem 50 og 100 børn om året, og tallet er stigende, kunne man læse på dr.dk i marts 2019.

Her får du hele historien om, hvorfor og hvordan Lars endte med at betale 900.000 kroner for at opfylde sin drøm om at blive far.

Lars var sidst i 30'erne, da han blev ramt af følelsen.

Han havde et liv bag sig, hvor alting handlede om at 'blive til noget' og opleve så meget som muligt.

Han havde rejst verden rundt flere gange og prøvet at bo og arbejde uden for Danmark i perioder.

På jobfronten havde han med sin antropolog-uddannelse opnået en vellønnet chefstilling i en større dansk konsulentvirksomhed, så det kørte sgu egentlig meget godt for ham.

Han gjorde, præcist hvad han havde lyst til. Livet var meningsfyldt og givende.

Men så stoppede han op, mærkede efter og stillede sig selv en række spørgsmål:

'Hvad pokker skal der ske med mig?'

'Skal jeg være alene resten af livet?'

- Jeg kunne sagtens fortsætte med at arbejde hele tiden, rejse verden rundt en gang til og købe en masse materielle ting, men jeg blev ramt af en længsel og en kæmpestor lyst til at få et barn. Til at give noget videre og til ikke at være alene.

Sådan havde han ikke haft det før, men han vidste, at han skulle handle på følelsen. Det virkede rigtigt.

Tal fra Danmarks Statistik viste i januar 2020, at 20 procent af danske mænd over 50 år aldrig har fået børn. Det tilsvarende tal for kvinder er 12 procent.

Den statistik ønskede Lars ikke at være en del af.

Lars forsøgte sig i første omgang med 'baby-dating', hvor en mand og en kvinde mødes for at vurdere hinandens forælderpotentiale og fornuften i at lave et delebarn sammen i en såkaldt regnbuefamilie.

Over en periode på tre år mødtes han flere gange med en kvinde, han havde fået kontakt til gennem et online forum for regnbuefamilier.

Det endte faktisk med, at kvinden blev gravid, men hun aborterede spontant, og de gik hver til sit.

Lars var udmattet efter flere års 'arbejde' uden resultat og ikke mindst efter de mange besøg på fertilitetsklinikker, men han var stadig sikker på, at han ville være far.

- Jeg havde brug for at få noget mere ind i livet og én at passe på.

Så fik han øjnene op for surrogati som en vej frem.

Rugemorskab, som det også kaldes, er en dyr løsning, men Lars havde arbejdet hårdt og lavet en pæn opsparing, og det var ikke nogen svær beslutning for ham at træffe.

Han var klar til at betale prisen, for han var garanteret et barn på den her måde.

Israelsk-ejede Tammuz Family er én af de virksomheder, der tjener penge på at hjælpe barnløse par og enlige med at få børn med udenlandske rugemødre.

De har kontor i blandt andet Sverige, hvor det er lovligt for dets danske medarbejdere at formidle kommercielt rugemoderskab til danskere, og det benyttede Lars sig af.

Processen var lang og involverede blandt andet advokater, en stor bunke detaljerede forsikringspapirer, login til et ægdonorregister og kontakt til en indisk fertilitetsklinik.

Det kom til at koste cirka 900.000 kroner, og hele forløbet tog omkring to år fra den første kontakt til surrogathjælps-formidleren i Sverige til Pippi Maries fødsel i USA i juni sidste år.

- Tiden løber stærkt, når man sidst i 30'erne beslutter sig for at ville være forælder. Særligt når man er single og homo, så jeg var ikke i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige.

Lars sad derhjemme og tjekkede ægdonorer ud på en hjemmeside, han havde fået et login til som en del af processen. Han følte sig lidt som én af de dér mænd, der sidder og vælger sig en udenlandsk hustru.

På mange måder totalt akavet.

Hans søgning endte ud med tre sydafrikanske kvinder, og så var det bare at vælge én af dem. Han tog hende med blå-grønne øjne, som fysisk mindede lidt om hans kusine.

Hun havde en kreativ profil med blandt andet en bachelorgrad i fotografi. Det tiltalte ham.

Så var han klar til næste step - en tur østpå.

I New Delhi i Indien er fertilitetshjælp en milliardforretning.

Det var her, Lars skulle aflevere sæd og blodprøver på en klinik, som Tammuz samarbejder med.

Han blev også testet for kønssygdomme, og alt så fint ud, men det var den mest overvældende oplevelse i hele forløbet frem mod kulminationen med fødslen.

- Det var grænseoverskridende at sidde dér bag en papmachédør og rykke i stiverten med et pornoblad i den anden hånd. Det var jo ren business.

Ægdonoren gennemgik samtidig et hormonforløb, inden hendes æg blev taget ud på den samme klinik i Indien, hvorfra de blev sendt til USA, hvor kommerciel surrogati er lovligt og reguleret i 29 stater.

Lars betalte alle udgifterne. Nu manglede han bare den kvinde, der skulle bære barnet for ham.

Hans første 'møde' med Anna var et Skype-opkald, der tog en halv times tid.

Lars havde fundet hende igennem en matchingproces hos et amerikansk firma, og han havde en god fornemmelse helt fra starten.

Hun var en 'grounded woman' med et godt socialt netværk, fast job som plejehjemsassistent og tre børn i forvejen.

Lars var ikke specielt godt forberedt, da han ringede hende op, så han var nervøs.

Heldigvis er han gennem sit job som antropolog vant til at interviewe folk, så han tog den 'på rutinen'.

- Det lyder pragmatisk og ikke ret følelsesbetonet at sige det sådan, men jeg greb ned i værktøjskassen og havde en meget praktisk tilgang til det. Jeg fik stillet en masse spørgsmål til hendes liv og personlighed, og hun hørte lidt om mig.

Sådan lærte de hinanden at kende.

Anna blev insemineret på en privat klinik i Los Angeles, hvor hendes mand deltog, mens Lars fulgte med via Facetime hjemme i København.

Forbindelsen var ustabil, men Lars følte, han var en del af det.

Efter et par uger dokumenterede en test, at det hele gik efter planen: Anna var blevet gravid, og Lars kunne nu pludselig begynde at tælle månederne og forberede sig på den totale livsændring.

Lige dér begyndte han at blive ekstra bekymret for, at noget skulle gå galt.

- Det var for vildt at rende rundt herhjemme og vide, at en kvinde ovre i North Carolina bar rundt på mit barn, mens al kontrol var ude af mine hænder. Tænk, hvis hun mistede det. Eller hvis hun ikke levede sundt og passede godt nok på sin krop.

- Jeg havde svært ved at lægge det fra mig i hverdagen, og det var trættende. Der hang en tåge over mit hoved. Måske har andre mænd det på samme måde, selv om de har kvinden ved siden af sig hele tiden.

Lars rejste over og besøgte Anna og hendes familie første gang i påsken 2019. Han havde taget dansk Summerbird-chokolade med til dem for at have ét eller andet som et tegn på hans ydmyghed og anerkendelse.

Det var kæmpestort for ham at se den voksende bule på Annas mave. Det hele blev pludselig meget ægte.

- Jeg følte, jeg stod i dyb gæld til hende. Mest moralsk. Vi var på den ene side fysisk tæt forbundne og på den anden side i et meget ulige magtforhold, fordi jeg betalte hende for så vild en ydelse.

Lars ved ikke præcist, hvor mange penge Anna fik ud af det foruden dækning af reelle udgifter, for det er ikke vigtigt for ham at kende beløbet.

Lars fik den vigtige underskrift fra Anna og hendes mand, hvor de officielt fraskrev sig retten til barnet - helt efter bogen i forhold til de amerikanske regler.

Så var han sikker på at have forældremyndigheden alene, og hvis de skulle fortryde og pludselig gøre krav på barnet, ville han med garanti vinde en retssag med de papirer.

Sådan en kontrakt fylder typisk et sted mellem 40 og 50 sider, og det er blandt andet arbejdet med den, der får prisen for den her form for surrogati op i den høje ende.

Det er i øvrigt lige så meget en garanti for kvinden, så hun ikke pludselig 'hænger' på barnet, hvis den biologiske far fortryder.

Tre dage før fødslen i juni fløj Lars igen til USA. Denne gang sammen med sin gode ven og støtte Paolo.

Han husker det som en vanvittig oplevelse at følge med i fødslen, men han var lykkelig, da han let bagoverbøjet stod og klippede navlestrengen og forbindelsen mellem Anna og den knap fire kilo tunge Pippi Marie den 10. juni 2019.

Alle de tanker, samtaler, flyrejser rundt i verden og ikke mindst krydser i kalenderen. Og nu er hun her.

Som aftalt blev hun taget fra Anna, så Lars havde det fulde ansvar med det samme, mens lægerne vejede hende og lavede de obligatoriske undersøgelser.

Anna havde ifølge kontrakten ret til en times samvær med barnet, men hun takkede pænt nej. Hun var helt afklaret.

I stedet kiggede Lars, Paolo og Pippi Marie ind til hende et par gange, før de tog afsked nogle dage efter.

- Jeg havde blandt andet brug for at spørge ind til, om hun var okay. Hun havde lige fået skåret maven op på grund af mig. Selvom det var frivilligt, havde hun udsat sig selv for en vis risiko, og jeg var lykkelig for, at det hele forløb problemfrit.

Lars forlod hospitalet med hormoner bankende rundt i kroppen og nu med en baby, han skulle lære at give sutteflaske, tøj på og ren ble.

- Jeg var fuldstændigt fyldt op af følelser og bekymringer. Helt sikkert de samme tanker som alle andre nye forældre: Spiser hun nok? Hvorfor gylper hun? Ligger hun godt? Er den dér hikke et tegn på, at hun er ved at dø? Trækker hun overhovedet vejret?

Alt var nyt, men læringskurven var stejl, og Lars fandt sig hurtigt til rette i sin nye rolle.

Den 27. juni var de klar til at flyve hjem til København, da Pippi Marie havde fået et pas.

Lars var nervøs, da han nærmede sig kontrollen, selv om han vidste, der var styr på det hele. Det var 'hvad nu hvis-tankegangen', der sad i ham.

Ville nogle undre sig og begynde at stille spørgsmål?

Bekymringen var selvfølgelig ubegrundet, for der var jo styr på papirerne.

Pippi Marie fik det stempel i passet, hun som amerikansk statsborger skal have for at opholde sig i Danmark, og så tog de hjem og tog hul på livet.

- Jeg havde ikke gjort noget, der var i strid med den danske lovgivning, men jeg brød helt sikkert med nogle danskeres opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert, når man sætter et barn i verden på den måde: At en mand ikke skal få et barn uden en mor, selv om mange kvinder gør det omvendte uden at høre for det.

Lars bestilte tid på Borgerservice, lagde Pippi Marie i barnevognen og trillede afsted med de nødvendige dokumenter. Blandt andet dommerkendelsen, hvor Anna og hendes mand fraskriver sig alle rettigheder til barnet.

Han mødte en sagsbehandler, der ikke ligefrem var imødekommende. Sådan føltes det i hvert fald, da de sad over for hinanden, husker han.

- Det er selvfølgelig okay, at myndighederne tjekker op på det hele. At jeg ikke har tyvstjålet et barn, som jeg nu vil have registreret i Danmark. Det føltes bare lidt som om, jeg skulle bevise ét eller andet ekstra.

Sagsbehandleren fik trykket på de rigtige knapper, så Pippi Marie kunne få det sygesikringsbevis, hendes danske indfødsret giver hende ret til.

Lars og Pippi Marie brugte herefter det meste af juli og august alene i et sommerhus, inden hverdagen for alvor begyndte igen.

Hans ven Paolo er der stadig til at tage sig af Pippi Marie i dagtimerne, når Lars er på arbejde. Han er en stor hjælp, når Lars skal have hverdagen til at hænge sammen som alenefar.

Han har rejst verden rundt flere gange, mens hans liv handlede om at opleve noget og 'blive til noget', men den vildeste rejse af dem alle er kun lige begyndt for ham.

Og han er vild med det.

- Jeg elsker det store ansvar, jeg har nu. At der er mere i livet end mig selv, og at det er mig, der er den hele tiden. Selvfølgelig er det også pissehårdt i perioder, men det er mit valg.

Hans venner og familie har spurgt interesseret ind til forløbet uden så meget som en snert af fordømmelse, selv om ingen havde set det komme, at Lars pludselig skulle have et barn.

Han havde forventet at blive mødt af folk, der rystede på hovedet og undrede sig over hans beslutning, men det er ikke sket.

- Måske skyldes det min omgangskreds. Måske skyldes det, at folks holdninger ikke er i tråd med den lovgivning, der forbyder den her form for surrogati i Danmark, siger han.

- Jeg tror, man skal meget langt ud på landet for at finde nogle, der ikke forstår og accepterer, at vi i dag har andre familieformer end mor, far og børn. At en familie godt kan bestå af en far og et barn. Og det er helt okay.

Lars ved allerede nu, at han vil være helt ærlig over for Pippi Marie, når hun en dag spørger efter sin mor, for den dag kommer.

- Så får hun at vide, at sådan én har hun ikke: 'Du har kun en far og nogle andre personer omkring mig. Og vi elsker dig ubetinget'.

Redaktionen har efter aftale med Lars Rasmussen og af hensyn til rugemoderens anonymitet valgt at bruge navnet 'Anna' i denne artikel frem for hendes rigtige navn.