Undgår du også øjenkontakt med fremmede på gaden, og sætter du dig også altid på det ledige dobbeltsæde i bussen?
Så er det måske dig, 29-årige Mads Søndergaard Thomsen har lagt mærke til. Måske er det faktisk dig, der har givet ham idéen til projektet #Sighejtil100, mens du ved busstoppestedet har været optaget af din telefon i stedet for dem omkring dig.
Projektet går ud på, at Mads vil tale med 100 fremmede mennesker på 100 dage.
- Jeg er ligesom alle andre danskere. Privat og reserveret. Kom for eksempel med ned i det fitnesscenter, jeg træner i. Vi er ofte de samme 25 fyre, der styrketræner på samme tidspunkt efter arbejde. Men vi taler aldrig sammen. Vi går og kigger ned i jorden, tjekker vores telefoner og hører musik i vores høretelefoner, mens vi ind i mellem skuler til hinanden i spejlet. Det er simpelthen så pinligt. Det ville jeg ændre.
Og så gik han i gang. De første, der sagde 'ja', kan du møde lige her - og så kan du følge med på Mads' Instagram-profil: soendergaard89.
- Jeg var vanvittig nervøs, da jeg spottede mit første offer stående alene med hans telefon og høretelefoner. Mine hænder var svedige, og jeg havde hjertebanken: ’Slap af, det er altså bare et andet menneske, du er på vej hen til’, sagde jeg til mig selv, mens jeg gik mod ham. Det var en helt vild reaktion.
’Må jeg tage 10 minutter af din tid?’, spurgte Mads. Og han fik et ja. Men siden har der været en del 'nej'.
Nej. Nej. Nej. Og nej. Sådan er det hver dag. Før der kommer et ja.
Mads tager ikke længere nej’erne så tungt. Det preller af på nordjysk facon: 'Det var da ærgerligt for dem.'
Det er både de ældre og de unge, han henvender sig til. Og medmindre han med det samme får et nej, får han ofte reaktionen: ’Hvorfor vil du snakke med mig? Det er da mærkeligt?’
Netop de svar forklarer, hvorfor Mads har startet projektet.
- Der er kommet den her opfattelse af, at vi ikke skal snakke med fremmede. Hvis nogen vil os noget, tager vi med det samme godt fast i vores tasker eller flytter os en halv meter.
Lidt som den dag, Mads mødte en pensionist nede på en bænk på Aalborg Havnefront.
’Det kan ikke passe, jeg ikke kan sidde her uforstyrret og bare nyde min avis. Du skal ikke sælge mig en skid', svarede han Mads.
’Jamen jeg vil ikke sælge dig noget, og jeg vil ikke irritere dig. Jeg vil bare sidde med dig her og snakke et par minutter. Du siger bare til, hvis jeg bliver irriterende,’ fortalte Mads.
’Jamen, så må du gerne sidde her lidt.’
Mads og Jørn talte sammen i en time på bænken, som Jørn kalder sit kontor.
- Jeg kan godt forstå reaktionerne. Hvis en fremmed henvendte sig til mig for et halvt år siden, havde jeg reageret på samme måde.
En del af afvisningerne har Mads fået i fitnesscentret, efter han har forsøgt med indgangsreplikken: ’Jeg tænkte, at vi kunne tale sammen imellem vores set, når vi nu alligevel holder pauser – i stedet for at kigge på os selv gennem spejlet.’
- Efter flere gange 'nej tak', stillede jeg mig en dag ved siden af en fyr, der styrketrænede. Vi kiggede ind i spejlet og skulede til hinanden, som vi altid gør. På hans t-shirt stod der:'Shut the fuck up and train’, så det var et dejligt budskab at lægge ud med.
Men fitnessfyren var frisk på at tale. Først længere inde i samtalen fortalte Mads om projektet.
- Jeg prøver altid at holde det lidt hen. For folk skal ikke sige ja på grund af projektet. De skal sige ja, fordi de også har lyst til at snakke med folk, de ikke kender. Som for eksempel mig.
Mads vil ikke fortsætte med at forstyrre fremmede hver dag, når de 100 dage er overstået den 2. januar 2019. For det er ikke målet. Målet er at udfordre alle vi reserverede danskere - og sig selv. De kloge siger, at man skal gøre én bestemt ting et vis antal gange, før det bliver en vane og en del af ens adfærd.
- Når jeg har talt med 100 fremmede, er jeg overbevist om, at det er blevet en vane for mig at kigge op, hilse, smile, nikke. Og hvis en person ser spændende ud, vil jeg sige: ’Hej. Har du 10 minutter til at tale lidt med mig?’
- Mit formål er ikke, at vi skal tale til alle dem, vi møder. Men hvis vi har overskud til at kigge op og smile til dem, vi går forbi, stedet for at scrolle gennem Instagram eller LinkedIn, synes jeg, det lyder som en god og overskuelig idé. Så tror jeg på, at enhver vil føle sig lidt mere velkommen ude i det offentlige rum.