Der hænger et stort verdenskort over Maja Grønholdt Jensens dobbeltseng i andelslejligheden på Nørrebro.
Kortet er en gave fra hendes mor, og det lægger ikke ligefrem en dæmper på Majas rejselyst, at hun ser det som det første og sidste hver dag.
- Jeg kigger tit på det om aftenen, inden jeg går i seng. Ser jeg et sted, jeg ikke kender, googler jeg det og får lyst til at pakke mine ting og tage afsted med det samme, siger hun.
Sådan har det været det meste af hendes 29-årige liv.
Sulten efter rejser og oplevelser er enorm, og Maja har et lille håb om, at hun har været hele verden rundt, den dag hun skal herfra. Sådan ’for good’.
Særligt de seneste fire år som færdiguddannet har hun givet den gas på rejsefronten. Det er en klar prioritering for hende.
- Jeg joker indimellem med, at jeg har en ’nedsparingskonto’ i banken, for jeg har altid brugt mine penge hurtigt og gjort, hvad jeg havde lyst til, siger Maja Grønholdt Jensen.
Mens andre i vennekredsen er begyndt at investere i større lejligheder og formere sig, som hun siger, drejer Majas liv sig stadig om at få så mange gode oplevelser som muligt.
Hun er slet ikke nået dertil, hvor hun overvejer at flytte uden for byen eller få børn.
- Jeg lever stadig, som om jeg er 22 år med byture hver weekend og flere rejser om året. Rekorden er ti udlandsture på et år.
Hendes samlede liste over besøgte lande tæller 32, og den tæller alt fra Brasilien over Marokko til Nordkorea.
- Nogle synes måske, vi skal se at blive voksne, eller at vi er ufornuftige, fordi vi ikke sparer op til huskøb og så videre. Det her er bare vores måde at leve livet på. Det føles rigtigt, og hvem bestemmer i grunden, hvad der er rigtigt og forkert?
Maja lever gerne af havregryn i nogle dage, hvis det betyder, at hun så kan gå på restaurant og i byen både fredag og lørdag.
- Det er jeg ikke for fin til. Det hele handler om prioritering, hvis man som mig vil have et liv med masser af oplevelser. Det kan lade sig gøre, hvis man giver afkald på andre ting, og hvis man er villig til at knokle ekstra for det, siger Maja.
Da hun var i praktik som journaliststuderende, tog hun eksempelvis et deltidsjob i en isbutik, så hun kom hjem efter midnat og mødte ind på redaktionen klokken 8.30.
Hårdt? Ja. Men så var der råd til at leve det liv, hun gerne ville.
Hendes kæreste, Stefan Bech Landgreve, har det heldigvis på samme måde.
Han er også en eventyrer, der ikke lader sig diktere af omgivelsernes forventninger til en knap 30-årig.
Nu er de klar til at tage det helt store skridt sammen, når de 22. september forfølger drømmen om at genstarte tilværelsen på den anden side af kloden.
De sætter sig ind i et Qatar Airways-fly i Kastrup med en oneway ticket, og så stiger de ud på Bali uden en detaljeret plan for, hvad der så skal ske.
De tager det hele, som det kommer.
- Vi aner ikke, hvor vi skal bo, hvad vi skal lave, eller hvornår vi kommer hjem igen, men det bekymrer os ikke. Det her er noget, vi har villet i lang tid. Det er vores jagt på det frie liv og en hverdag uden arbejde fra ni til 17, siger Maja.
Maja og Stefan har en andelslejlighed på Nørrebro i København, som de har lejet ud til et par fra Barcelona. Manden er britisk og kvinden vist nok russisk. ’Very international’.
I første omgang har de lejet den ud i et halvt år, så hvis de afbryder turen inden da, må de rykke ind i Majas mors kælder hjemme i Herning. Eller i Stefans forældres kælder i Lyngby.
Ellers må de crashe på en sofa hos nogle venner, til de finder en mere permanent løsning.
- Vi tager det hele, som det kommer. Den slags plejer altid at løse sig på én eller anden måde, siger Maja.
Stefan har kvittet sit job som associate advisor i en større international virksomhed, og Maja siger farvel til en stilling som SoMe-manager i Københavns Zoo, så de er ikke bundet af noget på jobfronten.
I banken står der lige nu 120.000 kroner på fælleskontoen, og der er ikke noget sikkerhedsnet i form af en ekstra pose penge gemt ét eller andet sted.
Maja og Stefan har regnet ud, at de bør kunne leve i syv måneder for de 120.000, hvis de holder sig i det sydøstlige Asien og overnatter på hostels og i såkaldte ’homestays’, hvor man indlogeres sig privat og ofte til en overkommelig pris får morgenmad med i købet.
De dyre hoteller vil de helst undgå.
De må altså hver bruge cirka 8.500 kroner om måneden, og det beløb skal dække alle udgifter til overnatning, mad, telefoni, forsikringer, visum, tøjvask, transport, oplevelser og medlemskab af a-kassen.
De har begge været på Bali før, så det er ikke helt ukendt land, de kommer til med deres 30 dages visum.
Så tager de livet, som det kommer, derfra. Pakker rygsækkene og ser, hvor de ender. Med fly, færge, tog eller bus. Det er ikke vigtigt.
- Det er det, der er så superfedt ved det her. Det er ikke-planlagt. Jeg er helt vildt glad for mit job og mit liv herhjemme, men jeg vil hellere ud og lave noget andet. Nu tager vi sammen et skridt tilbage og spørger: Hvad er det, vi gerne vil? Det, håber vi, at vi finder ud af på turen.
Deres håb er, at de kan tjene lidt ekstra ved at freelance inden for sociale medier og content marketing, skrive rejseartikler og webtekster, måske blogge og udnytte det netværk, de har skabt hjemme i Danmark i de fire-fem år, de har været på arbejdsmarkedet.
- Jeg skal bare have en computer med en stabil netforbindelse. Så er det lige meget, om jeg sidder i en lejlighed på Nørrebro eller på en café på Bali eller Sri Lanka, så længe jeg overholder mine aftaler. Jeg vil gerne være et eksempel på, at man kan skrue sit arbejdsliv sammen på en måde, hvor man kombinerer det med noget andet, siger Maja.
Hun vil ikke møde ind på et kontor, gå til frokost klokken 12 og hjem klokken 17 mandag til fredag.
Det bliver for surt med alle hverdagens faste pligter, andres forventninger og den trummerum, man tit havner i.
Det dræbende kedelige hamsterhjul, hvor alting starter forfra mandag morgen.
Maja føler, at hun indimellem har så mange pligter herhjemme, at hun glemmer, hvorfor hun gør ting, og for hvis skyld hun gør det.
Stefan har det på samme måde med aftaler fra morgen til aften. På Bali - eller hvor de nu ender ude østpå - kan de selv indrette dagen og fordybe sig i andre ting.
Blive bedre til at surfe, læse en bog, se Netflix i regnvejr, køre en tur på en lejet scooter ud i en rismark eller bare stoppe op og nyde en flot udsigt.
- Ja, og så arbejde freelance, så vi har flere penge at leve for. Det motiverer mig helt vildt, og jeg håber, vi kommer hjem rige på oplevelser, selv om økonomien er hamret helt i bund.
Maja og Stefan har kendt hinanden i fire år.
Hun skulle til USA i to måneder nogle uger efter at have mødt ham, og hun havde kun været hjemme i fire dage, da han tog på udveksling i et halvt år på Bali.
Maja tænkte, at de kunne se, om forholdet skulle fortsætte, når han kom hjem.
'Det vrimler jo med lækre, australske surfer-chicks derovre. Lad os nu se', tænkte hun, men de kunne ikke undvære hinanden, så hun købte en billet og besøgte ham.
- Vi har altid rejst meget og været vant til at bo andre steder end i Danmark i kortere perioder. Den del skræmmer os ikke, men det er da lidt nervepirrende at tage af sted uden at have en plan for, hvornår vi skal hjem.
De er enige om, at hvis hun får hjemve, tager han med - og omvendt. De er sammen fra start til slut.
- Det kan jo være, at græsset slet ikke er grønnere på den anden side. At det liv, vi håber på at få, slet ikke er så skidefedt, når det kommer til stykket. Måske står vi om to måneder og savner alle pligterne og den skemalagte hverdag, eller vi ærgrer os over at misse vennernes bryllupper og deres børns fødselsdage, siger Maja.
- Sker det - så sker det. Så kommer vi hjem igen.
Hun er indstillet på, at rygsæk-tilværelsen ikke er så glamourøs, som den indimellem tager sig ud på eksempelvis Instagram. Heriblandt hendes egen side, der er spækket med solrige pletskud fra det meste af verden.
- Der er selvfølgelig dage, hvor alting er noget lort, og hvor intet fungerer. Nogle af dine ting er væk, og resten er beskidte. Jeg ved det, for jeg har prøvet det, siger hun.
- Jeg ved bare også, at der er mange bekymringer, der aldrig bliver til noget, og af den grund bekymrer jeg mig sjældent. Det er noget, jeg forsøger at lære mig selv at lade være med at bruge kræfter på.
- Heller ikke i forhold til økonomien?
- Nej. Uden at det skal lyde forkert - eller for den sags skyld forkælet - så har jeg aldrig bekymret mig om penge, for jeg kommer fra et hjem, hvor jeg kunne låne 500 kroner og betale dem tilbage måneden efter. Som 13-årig fik jeg mit første job som piccoline, og jeg har altid arbejdet så meget, at jeg har haft råd til at gøre, hvad jeg ville.
Hun kan sagtens brænde 10.000 kroner af på drinks og burgere på to-tre festivaler hen over sommeren uden at fortrække en mine.
Så sælger hun bare ud af kjolerne i garderoben gennem Trendsales, eller hun lejer en stand på et loppemarked og kommer hjem med 4.000 nye kroner på lommen. Det har hun også prøvet.
Så begynder det hele ligesom at løbe rundt for hende.
Maja har mødt forskellige reaktioner fra sin omgangskreds, da hun offentliggjorde rejseplanerne.
Nogle synes, det er modigt at rejse væk fra trygheden herhjemme og over til en ukendt skæbne.
Andre synes bare, det er cool. Dem er der heldigvis flest af, og der er ingen tvivl om, at det her er et ego-projekt all the way.
And so what?
- Vi har begge to den der følelse af, at vi har gjort, hvad samfundet forventer af os: taget en uddannelse, blevet kærester, flyttet sammen, fundet arbejde og sørget for at vedligeholde vores vennekreds og tage med til babyshowers, barnedåbe og bryllupper. Det er også rigtig fint alt sammen. Nu tager vi selv hundrede procent kontrollen og gør det, der gør os glade. Der er ingen plan b, og det føles så rigtigt.