Marcia overraskede sig selv hos psykologen: Det er måske, fordi… at jeg er til kvinder

28. dec. 2018

I artikelserien 'Mit første år' kan du møde fire personer, der hver især har oplevet en stor udfordring i 2018.

34-årige Marcia havde mand og børn, men fandt efter en psykologsamtale ud af, at hun var lesbisk.

Her er hendes historie.

Det var min første arbejdsdag efter sommerferien 2017. Jeg arbejdede som specialkonsulent i Finanstilsynet og havde lige sat mig bag mit skrivebord på arbejdet.

Mit hjerte begyndte at hamre. Jeg havde svært ved at trække vejret. Jeg var i en boble. Resten af verden var udenom. Jeg ville flygte. Klikkede mine højhælede sko af og tog mine sneakers på. Men det var fandme da også dumt. Hvor fanden skulle jeg løbe hen?

I frokostpausen spurgte en kollega: Er du ok? Du ser ikke helt ok ud? Jeg svarede: Ja, ja.

Men det var løgn.

Efter frokosten gik jeg ind på min chefs kontor. Lukkede døren bag mig.

'Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke mere'.

Det var det eneste, jeg kunne sige. Min chef sendte mig hjem. Og jeg måtte ikke tage min computer med. Eller tjekke mails på min telefon.

Nej, nej, nej. Jeg plejede at tjekke mails på min telefon mindst 100 gange om dagen. Der trillede en tåre ned ad kinden på mig. Det var ikke planen, og det gjorde mig vred. Fuck. Hvorfor virker mit låg ikke længere?

Jeg har generelt været fantastisk god til at lægge låg på ting. På mig selv.

Jeg har sat mit arbejde og andres behov og forventninger over alt andet. Om jeg så måtte kaste op i en skraldespand for at klare mig igennem dagen og opgavebunken på mit bord.

Jeg havde været stresset siden 2013. Og det her var mit andet panikangstanfald på jobbet inden for to måneder. Mit fine, tunge 'låg' var gået i stykker.

Det blev starten på en række drastiske omvæltninger i mit liv.

Foråret 2018 – et lille år senere. Jeg sad i stolen hos min psykolog. Det havde jeg gjort cirka en gang om ugen det seneste års tid.

Jeg havde haft to panikangstanfald på jobbet og været sygemeldt af to omgange med stress og depression, men var langsomt begyndt at arbejde mig op på fuld tid igen.

Vi sad og talte om bivirkninger ved den antidepressive medicin. Om hvordan medicinen kan nedsætte sexlysten. Jeg havde også oplevet nedsat sexlyst i perioder, men det var måske ikke kun på grund af medicinen.

- Det er måske, fordi…at jeg er til kvinder.

Det røg ud af mig. Jeg var selv overrasket over det, der kom ud af min mund.

- Kan vi lige glemme, at jeg sagde dét?

Nej. Det kunne vi under ingen omstændigheder, understregede psykologen.

Resten af samtalen husker jeg ikke særlig godt. Jeg havde gemt hovedet nede i trøjen. Sagde bare: 'Nej, nej, nej'.

Jeg havde mand og børn. Konsekvenserne var uoverskuelige.

Men helt ærligt, så var jeg også lettet. På en mærkelig upassende og skamfuld måde.

Siden jeg var 13-14 år, har jeg indimellem mødt kvinder, jeg har været fascineret af. Set i bakspejlet vil jeg nok kalde det forelsket.

Men jeg havde skubbet det væk. Og jeg havde fået det liv, jeg ønskede mig. Med en mand, som jeg elskede, to dejlige børn og et hus nord for København.

Min første tanke var derfor, at jeg måtte være biseksuel. Men det var fornuften, der talte. Mine følelser sagde noget andet. Jeg var ikke biseksuel. Jeg var lesbisk. Men jeg havde lagt låg på mig selv i så mange år, at jeg ikke længere havde kunnet mærke mig selv. Ikke engang min egen seksualitet.

Jeg gik længe og tænkte, hvad jeg skulle stille op. Kunne jeg beslutte, at det ikke fandtes? Det ville være langt det letteste. Men det var selvfølgelig ikke en mulighed.

Hvis der havde været nogen som helst løsning, hvor det kun ville ramme mig selv og ikke andre, havde jeg valgt den. Jeg kan virkelig ikke lide at gøre andre kede af det, og det her havde store konsekvenser for andre end mig selv.

Jeg overvejede også min mands reaktion. Alt fra 'fedt, min kone er til piger - det giver vi den bare gas med' til 'Det kan jeg ikke. Du må ud!'.

Der gik nogle uger, før jeg tog mig sammen til at sige det.

Jeg ønsker ikke at gå i detaljer med hans reaktion, eller hvordan jeg præcis fik det sagt. Men chokeret er nok et meget dækkende ord. Han tog det pænt efter omstændighederne.

I de første måneder talte vi om, om vi skulle blive sammen. Om vi kunne finde nogen løsninger, der kunne fungere, så vi kunne bevare alt det gode, vi havde. Uden nødvendigvis at have et traditionelt ægteskab. Men den løsning ville ikke fungere nogen af os.

Skilsmisse var den eneste udvej.

Vi fortalte vores børn, et lille skolebarn og et børnehavebarn, at mor og far ikke var kærester længere. For det var nok bedre, at mor var kærester med en pige.

Og så blev vi enige om, at jeg flyttede ned i kælderen, indtil jeg fandt et nyt sted at bo.

Fuck, her er virkelig tomt. Det var det første jeg tænkte, da jeg tre måneder senere stod der i min nymalede lejlighed flankeret af mine flyttekasser. Min eks og jeg var blevet enige om at dele vores ting, men min seng og sofa var ikke kommet endnu.

Det var i slutningen af oktober, og jeg havde fået min egen fireværelses lejlighed i nærområdet.

Det eneste, der var på plads, var børnenes køjeseng. De skulle bo hos mig hver anden uge fra nu.

Jeg havde købt et grydesæt i Ikea. Men jeg havde ingen paletknive, ikke noget skærebræt. Jeg følte mig virkelig som en 19-årig, der står med en palle varer fra Ikea. Det var meget mærkeligt.

Og skræmmende.

Men når noget er udfordrende, går jeg i handlingsmode. I stedet for at tænke: Nu er jeg alene, så tænkte jeg: Nu må jeg hellere få gjort dét og dét.

Jeg var også lettet over at have fået mit eget sted. Det havde været svært for alle, da jeg boede i kælderen.

De første, jeg fortalte det til, udover min eksmand, var to veninder på Snapchat. Det var virkelig nervepirrende.

Samtalen gik nogenlunde sådan her:

- Hey…Øh, må jeg fortælle dig noget fuldstændig vanvittigt? Når jeg har sagt det, kan jeg ikke rigtigt tage det tilbage.

- Ja. Kom nu bare!

- Jeg tror nok, jeg er til piger…

Den første svarede:

Nå, hold nu op, har du sagt det derhjemme?

Den anden sendte flere beskeder:

'Shit'.

Ny snap.

'Fuck'.

Ny snap.

'Fuuuuck'.

De var selvfølgelig overraskede, og jeg skyndte mig at fortælle, at jeg altså ikke var forelsket i dem. Jeg var ikke forelsket i nogen lige nu.

Både min familie, mine venner og mit arbejde har taget godt imod mit 'udspring'.

Inden jeg sprang ud, tænkte jeg: Hvad er det, der gør, at nogle homoseksuelle ikke er så åbne omkring deres seksualitet? Hvad har de oplevet, og hvad er det, jeg kommer til at møde derude?

Det havde gjort mig nervøs.

Men jeg har heldigvis ikke oplevet noget ubehageligt endnu.

Hvordan folk ville se på mig, fordi jeg var lesbisk, var dog mit mindste 'problem'. De seneste to år af mit liv havde jeg oplevet stress, depression og en skilsmisse.

Jeg havde større issues. Skilsmissedelen var 100 gange hårdere. Min eksmand og jeg havde været sammen i 14 år. Vi var blevet voksne sammen, og det var mærkeligt pludselig at miste al den historik.

Det var også svært, fordi jeg ikke gav så meget plads til de svære følelser hos mig selv. Det syntes jeg ikke var passende, og dem følte jeg, der var andre, der havde førsteret til. Det var jo mig, der havde været skyld i det her.

Noget af det mest mærkelige ved hele den her situation er at affinde sig med, at man ikke selv har opdaget det. Hvordan kunne det ske? Det er også meget svært at forklare andre, fordi de simpelthen tænker, at man står og lyver dem lige op i ansigtet: 'Seriøst, hvordan kan du ikke have vidst det?'. Det kan være ret ubehageligt, fordi jeg også selv undrer mig.

Derfor var det også fedt at finde ud af, at LGBT havde et netværk, der hedder 'Homo med forsinkelse'. Her tog jeg til et intromøde, hvor jeg mødte andre kvinder, der var sprunget ud i en sen alder. Det betød meget, for jeg fandt ud af, jeg ikke var den eneste i verden, der ikke havde opdaget noget så vigtigt om sig selv.

Kort efter mit udspring mødte jeg en kvinde på datingappen Her.

På vores første date tog vi i Netto og købte nogle jordbær og lagde os på et tæppe i solen.

Jeg var nervøs, men jeg tror, jeg havde været meget mere nervøs, hvis jeg havde været på date med en mand. Så havde setuppet nok været anderledes og mindre afslappet. Her var vi jo bare som to veninder, der sad dér på et tæppe og snakkede.

Én date blev til mange dates, og efter noget tid blev vi kærester. Det bekræftede mig kun i det, jeg allerede vidste: at det, jeg havde følt, var rigtigt.

Min kæreste havde været afklaret med sin seksualitet længe og havde også erfaring med andre kvinder, mens jeg tænkte: Kan jeg nu finde ud af det her?

Jeg havde aldrig været sammen med en kvinde før.

Hun beroligede mig og sagde: Uanset om det er det ene eller det andet køn, man forelsker sig i, så er det jo et nyt menneske, man skal lære at kende.

Det tog toppen af de største bekymringer.

Jeg er ikke blevet en anden, fordi jeg har fundet ud af, at jeg er lesbisk. Nogle siger: 'Nå, så skal du rigtig til at lære et nyt miljø at kende'. Men hele den der miljøsnak forstår jeg ikke.

Jeg har ikke haft noget behov for at skulle tage på homobar og feste hele natten. Jeg er mere sofatypen, der har det helt fint med at bruge en fredag aften med en kop te og noget hæklegrej.

Min garderobe har heller ikke ændret sig, fordi jeg er sprunget ud. Den har altid budt på alt fra hættetrøjer til høje hæle.

Min eksmand og jeg taler stadig sammen i dag. Selvfølgelig er det lidt betændt følelsesmæssigt lige nu. Det er mindre end et år siden, jeg sprang ud og vendte hans liv på hovedet. Men den praktiske hverdagsdel fungerer rigtig godt, og jeg synes, vi har et godt fundament for at få en rigtig god relation i fremtiden.

Det har været et virkelig hårdt år. Men alt det hårde har gjort, at jeg har fået det bedre.

Jeg har ikke længere stress, og jeg klarer sagtens en helt normal hverdag. Jeg er også lige startet i et nyt arbejde, hvor jeg sørger for at passe bedre på mig selv.

Efter jeg sprang ud, har jeg fået det meget bedre. Det at springe ud har betydet noget, men det var ikke min undertrykte seksualitet, der gjorde mig syg.

Jeg havde ikke tillagt mine egne oplevelser og følelser særlig stor vægt i mange af livets sammenhænge. Jeg mente ikke, at det, jeg tænkte og følte, var lige så vigtigt som det, andre følte. Dét gjorde mig syg. Og dét gjorde, at jeg ikke havde opdaget min egen seksualitet.

Nu har jeg lært, at det er ok, det jeg kan mærke. Og at man godt må sige nej. Til en biograftur, til en fest eller til for mange arbejdsopgaver.

Det har virkelig hjulpet.

Men jeg er ked af, at jeg nåede helt derud, hvor jeg måtte sidde og græde på min chefs kontor midt i et panikangstanfald, før jeg stoppede op og fandt ud af det.

Marcias efternavn er udeladt af hensyn til hendes eksmand.