Mørklægningsgardinet er trukket godt ned, på væggene hænger plakater med ’The Big Lebowski’ og computerspillet ’Grand Theft Auto’, mens der står vodka og whiskey og Old Spice-deodoranter rundt omkring.
Man er ikke i tvivl om, at det er ung mand, der bor her. 20-årige Markus Iversen bor her på Islands Brygge sammen med sin mor og papfar. Alligevel ligner værelset ikke de flestes.
Sprutflaskerne står på et arbejdsbord med masser af skuffer fyldt værktøj, skruer, ledninger og andre himstregimser.
På bordet ligger en loddekolbe, limpistol, luftpistol og alle mulige former for knibtange. Det ser ud som om, at Georg Gearløs’ teenageværelse er eksploderet.
Markus går på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, hvor han læser til innovationsingeniør. Når han ikke er der, så opfinder og bygger han alt mellem himmel og jord.
Han har for eksempel bygget en drone, som han fløj med på en stor græsplæne på den anden side af vejen, indtil han blev smidt væk.
Hans hænder er ”godt skruet på”, som man siger. Og så alligevel ikke. Markus Iversen er født med muskelsvind, hvilket betyder, at han sidder i kørestol.
- Mine hænder fungerer okay, men jeg kan ikke nå så meget. Men hvis tingene er tæt på, så fungerer det, siger han.
Et eksempel er hans drone. Han har selv bygget den, og han kan godt lodde, men han skal have hjælp til at stramme skruerne.
Når han bruger sin computer, har han ikke noget tastatur foran han sig. Han bruger i stedet musen til at skrive, hvilket går lige så hurtigt som de fleste ”en-finger-skrivere”.
Selvom der er masser af udfordringer ved at have muskelsvind, gider han ikke bruge for mange kræfter på at hverken tænke eller tale om det – slet ikke med fremmede.
- Der er nogle, som spørger om private ting, og der er jeg ikke så høflig. Det gider jeg ikke rigtig svare på, siger han.
Markus gik til regelmæssige tjek på hospitalet hele sin ungdom, men da han var hos lægen sidste gang, da han var 18 år, var der ikke så meget mere at undersøge eller sige. Han fik besked på at ringe, hvis der var noget. Så nu nøjes han med at gå til fysioterapeut én gang ugen.
Markus gider kort sagt ikke være ”endnu en grædehistorie”. Han vil meget hellere bruge tiden på at finde på ting, der kan hjælpe ham i hverdagen eller gøre den sjovere. Hans interesse for at bygge og opfinde ting begyndte allerede, da han var dreng.
- Det første sjove og avancerede jeg byggede, det var nok i 7. klasse. Det var en magnetpistol, eller spolepistol, der lader strøm op i en magnet, og så kan du skyde en lille kugle afsted. Det var lavet af gamle engangskameraer, for der sidder noget strøm inden i dem, fortæller han.
Markus boede de første år af sit liv på Nørrebro i København. I barndomshjemmet var der trapper, så han blev båret op og ned og havde to kørestole – en i lejligheden og en nede på gaden.
Han gik i specialskole op til syvende klasse, men det var ikke med hans gode vilje. Han er ikke i tvivl om, at det er godt for nogle, men de mange begrænsninger på undervisningen var ikke godt for ham.
- Hvis jeg havde fortsat der, havde jeg ikke kunne gå i niende klasse og begynde i gymnasiet. Så der stoppede jeg.
Efter folkeskolen tog Markus tre år på Ørestad Gymnasiums Science-linje, der har fokus på de naturvidenskabelige fag. Og det var her, han for alvor fik smag for at opfinde.
Det hele startede med en elevator, hvor der var lavet en nøgle til, så det kun var dem, der havde brug for den, som brugte den. Nøglehullet sad dog for højt til, at Markus kunne nå det.
- Så jeg 3D-printede nogle ting, så nøglen kunne sidde fast på en pind, og jeg kunne nå elevatoren selv. Siden da har jeg lavet alle mulige ting, der hjælper mig. Som den her hvor telefonen kan sidde, siger Markus og peger på en holder til telefonen, der sidder på kørestolen.
Hans opfindelser betød også, at han ikke havde så meget brug for en hjælper i gymnasiet. Det var dog ikke alt, han kunne klare selv.
- Det var ret smart, for vi brugte ikke bøger – kun computer. Men jeg kunne ikke tage den op af min taske, så det fik jeg mine venner til, fortæller Markus.
Det var også i gymnasiet, han opfandt det, der skulle komme til at præge store dele af de næste tre år af hans liv. I sommeren 2016, da han var ved at være student, fik han idé.
- Der var ingen af os, der kunne finde ud af at lave ordentlige drinks, og jeg kan ikke hælde op. Så jeg lavede en barmaskine. Og den virkede, konstaterer Markus.
Han undersøgte herefter, om der var nogen, som havde lavet noget lignende. Det var der ikke – i hvert fald ikke med succes. Efter gymnasiet tog han et sabbatår, hvor han blandt andet arbejdede videre på barmaskinen, der blev til projektet Barmachina.
Maskinen kan bedst beskrives som en robotbartender. Den fungerer ved, at man sætter slanger i de flasker med spiritus, sodavand og andre væsker, man har lyst til. Så plotter man det ind på en tablet, og så finder Barmachina ud af, hvilke drinks der kan laves, og så mixer den dem selv.
Markus fandt hurtigt en partner i firmaet, som også syntes, at idéen var god. Og det var de ikke de eneste, der syntes. De søgte støtte fra Innovationsfonden, der hører under Uddannelses- og Forskningsministeriet, og det fik de.
I starten var planen at maskinen skulle være til private, men det er de færreste der har flere tusinde kroner at smide efter en robotbartender. Derfor er målet nu at få barmaskinerne ud på barer og hoteller.
Og han tror på, at barmaskinen nok skal blive en succes, men:
- Om et år ved vi, om det kører eller ej. Det ser ud til at virke, men det kan altid gå galt. Lige pludseligt kommer Samsung med noget, siger Markus sarkastisk, men også med en vis portion frygt.
Markus og hans partner har dog patent i Danmark og afventer svar på ansøgningen for hele verden. Men de har i hvert fald idéen for sig selv de næste to år.
Selvom der er fuldt fokus på Barmachina, så har en iværksætter jo altid øjet på den næste idé, og dem har Markus masser af. Og så tænker han på det samme, som mange andre 20-årige – at flytte hjemmefra.
- Jeg vil gerne flytte ud af København, hvor man får mere for pengene. Jeg vil gerne have meget plads og noget natur, fortæller han.
Og når det kommer til fremtidige drømme, så er blikket også rettet benhårdt efter bankkontoen.
- Jeg vil bare gerne tjene nogle flere penge, griner han.