- Der er albinoen!
Hvorfor fanden kunne de ikke bare kalde ham Mathias?
Han var 13 år og husker det tydeligt, for han blev sur. Også selvom de ikke nødvendigvis sagde det for at genere ham.
Mathias er med sin klasse til gymnastikopvisning på en idrætsefterskole i Holstebro. Nogle af hans klassekammerater er faldet i snak med en flok piger, der konsekvent omtaler ham som "albinoen".
Ham med den brede næse. Det lyse, genstridige, krusede hår. Huden uden farvepigment. Og de grønne øjne, der som følge af en medfødt defekt konstant flakker fra side til side, så han har svært ved at holde øjenkontakt.
Det var det værste, de kunne kalde ham på det tidspunkt, for det var lige præcis, hvad han ikke ville være: Albino.
- Som om jeg ikke var andet end det. Jeg ville bare gerne være normal. Jeg var jo normal, selv om jeg på nogle måder adskilte mig fra de andre børn, hvis man kun fokuserede på mit udseende, siger 27-årige Mathias Foley.
"Den mand kan da umuligt være far til det barn. De ligner jo ikke hinanden."
Rygtet løb hurtigt i den lille landsby Skibbild-Nøvling nær Herning, hvor Mathias er vokset op sammen med sine søskende.
Her boede kun nogle få hundrede mennesker, da Mathias var barn i 90'erne. I så lille en by er det svært ikke at blive bemærket og umuligt at gemme sig.
Alle kender hinanden, og man følger med i andres liv på en måde, man ikke oplever det i større byer.
Sådan er det, når der kun er én idrætsforening, købmandsbutik, børnehave og skole.
Mathias' far er fra Lomé i det vestafrikanske land Togo. Hans mor er fra Fredericia.
Det var det, der skabte rygtet om, at Mathias' storebror, Daniel, havde en anden far ude i byen.
Daniel var ligesom Mathias født med albinisme, så han lignede ikke sin far, mens en to år yngre søster som mulat var en klar blanding af forældrene.
I 1991 kom Mathias til verden, og hans albinisme fik rygterne og snakken til at forstumme:
"Okay, den er sgu nok god nok. Nu er der to af dem."
Da Mathias var otte år, flyttede familien til Vildbjerg nogle få kilometer længere mod vest.
Mathias blev hængende på skolen i Nøvling i nogle år, før han skiftede til Vildbjerg i sjette klasse.
Det gjorde han med en fuck-jer-allesammen og nu-skal-jeg-videre-følelse rettet mod de tidligere klassekammerater. Som en slags motivation til sig selv til at flytte.
Der var kun ni elever i klassen, og de var opdelt i to kliker og nogen, der stod alene uden tilknytning til den ene eller anden side.
På alene-siden stod Mathias, der tit havde følt, at de andre var imod ham, fordi han skilte sig ud. Særligt de sidste år på skolen.
Den samme følelse fik han på den nye skole, hvor en ældre dreng spredte et rygte om Mathias' næse:
"Den er flad, fordi han går og trykker den mod vinduerne ind til pigernes omklædningsrum."
Andre kaldte ham Krøllebølle eller drillede ham med brillerne.
I dag kan han sagtens grine af den slags, men dengang ramte det ham hårdt. Børn kan være hensynsløst onde.
For det meste skubbede han drillerierne fra sig, selv om han blev ked af det. Men han husker to gange, hvor han lod temperamentet tage styringen, så det endte i tumult mellem ham og en anden dreng, der havde kommenteret på hans dårlige syn.
Det sendte ham en tur forbi rektors kontor, hvor der blev ringet hjem til mor. Man skal ikke slå på andre med et bordtennisbat.
Mathias var 16 år og havde været i Matas efter en tube selvbruner, som han nu stod alene og kiggede på ude på badeværelset.
Da de andre på hans alder begyndte at tage solarie, kunne han "ikke følge med". Det havde været farligt for hans følsomme hud at ligge dér og stege mellem rørene med det kunstige uv-lys.
Set i bakspejlet virkede det desperat med selvbruneren, og resultatet gav nogle mærkelige linjer langs hårkanten og en orange nuance, der fik ham til at se åndssvag ud, husker han.
Han prøvede to gange, før han smed det i skraldespanden.
Den samme følelse - at det var åndsvagt at prøve - sad han tilbage med, da han havde farvet sit hår mørkebrunt, for det fik kun den blege hud til at fremstå endnu tydeligere.
Han drømte om kulør på kroppen, så han kunne føle sig mere attraktiv. Måske endda få lidt selvtillid ind under huden. Det var der ikke meget af endnu.
Han satte slet ikke pris på sin krop, og i hovedet havde han tre kasser, som mennesker skulle passe ind i: Én til hvide, én til mørke og én til mulatter.
Hvor skulle han selv placeres i den konstellation? Hvad var hans tilhørsforhold? Var han dansker eller afrikaner?
Han kunne ikke spejle sig i sin egen familie eller tale med andre om at være en "mixed race", for hans ni år ældre bror døde som teenager, og han kendte ikke andre albinoer.
- Ingen af kasserne passede til mig selv som en farveløs blanding af lys og mørk. Jeg følte mig forkert. Hvorfor skulle jeg være i den her krop, jeg ikke kunne forholde mig til?
Det er først som voksen, han har talt med sine forældre om de tanker, han baksede med dengang. De har heldigvis altid været der for ham, og han har altid følt sig elsket og værdsat derhjemme.
Mathias var begyndt at studere sine afrikanske rødder i jagten på sin identitet. Han gik i farverigt tøj, der vækkede opsigt og fjernede noget fokus fra albinismen.
Håret havde fået lov til at stå i noget tid, og han havde efterhånden groet en velvoksen, lys afro, der fik ham til at rage op over de to meter.
Han fik også øjnene op for det amerikanske hip-hop-miljø, hvor gangstere har heltestatus, han eksperimenterede med dreadlocks, og der blev gearet op med bling-bling-halskæder fra en streetwear-shop i Herning og oversize-tøj af mærket HoodBoyz online fra Tyskland.
Først da han kom på efterskole som 16-årig, oplevede han et vendepunkt.
Her var pludselig nogle nye unge, der syntes, han var interessant og unik, netop fordi han var den eneste af sin slags.
Det gav ham et skud selvtillid at få nye venner på den måde, men han kæmpede stadig med at acceptere sig selv.
Blandt andet havde det med piger aldrig fyldt ret meget hos ham, for han havde overbevist sig selv om, at det var håbløst. Når de alligevel ikke var interesserede, fordi han var så lidt attraktiv, hvorfor så overhovedet bruge tid på at prøve?
Han kunne godt sidde derhjemme og lade op til en bytur med en følelse af, at nu sker det. I aften har jeg modet til at opsøge en pige.
Men det forsvandt, som aftenen skred frem, og han kom hjem til en tom lejlighed med en øv-følelse. "Jeg er ikke god nok," tænkte han som regel.
Byturene handlede derfor bare om at være sammen med de venner, han havde fået på hf, og han blev god til at finde på undskyldninger for ikke at ville score. Mest over for sig selv. "Det var alligevel det, jeg ville bruge aftenen på".
Han var 19, da han datede rigtigt første gang. Det første kys fik han vist nok i folkeskolen. Sådan helt uskyldigt.
Han trænede sin krop i troen på, at store muskler ville forandre noget.
Engagementet var stort, så der blev pumpet løs i træningslokalet, og resultatet var både tilfredsstillende og misundelsesværdigt.
Han havde et godt udgangspunkt efter flere års træning med gymnastik, skateboarding, free running og parkour, som han dyrkede flere timer om dagen.
Men det muskuløse ydre påvirkede ikke selvtilliden så meget, som han havde håbet.
Det var ikke nok for ham, og det hjalp slet ikke på identitetskrisen.
"Du bør gøre noget ved det. Forfølg din drøm."
Mathias læste visuel kommunikation på journalisthøjskolens afdeling i København N.V., og det var en underviser, der snakkede til ham om at forfølge drømmen om en modelkarriere.
Han var i gang med sit andet år, og han var hurtigt blevet populær hos de andre studerende, der så muligheder i at bruge ham foran kameraet, når der skulle laves skoleopgaver.
Én af dem var for skomærket Dr. Martens med taglinen "Stand for something" og et budskab om at værdsætte det unikke og sætte pris på, hvem man er.
Det tænkte han meget over. Det talte jo direkte til ham.
Albinismen blev på den måde hans vej ind i modelbranchen, der blandt andet har sendt ham til Paris, og i januar i år skrev han under på en kontrakt med et professionelt bureau i Dublin, hvor han bor i dag.
Indtil videre er det blevet til nogle mindre opgaver for modemagasiner og stylister. Forhåbentlig bliver det starten på noget stort.
Andre albinoer - som amerikaneren Shaun Ross - har skabt sig en succesfuld karriere i blitzlyset.
På Instagram får han beskeder fra kvinder, der synes, han er spændende, men det bliver ved opmærksomheden, for han dater allerede én fast.
Når han går i byen med venner og kolleger, føler han sig populær. Tit har han så mange tilbud fra folk, der gerne vil se ham, at han ikke har tid til at nå hele vejen rundt.
Det er gamle venner fra Danmark og nye fra hele verden, som han har lært at kende i Dublin.
Der er stadig streetwear fra teenageårene i garderoben sammen med neutrale jeans og ensfarvede skjorter til de dage, hvor hans hvide ansigt skal have lov at træde tydeligt frem.
Med selvtilliden er også modet til at sætte kulør på stofferne og til at skille sig ud kommet op i ham, så skabet er samtidig fyldt med en masse ekstremt spraglet tøj.
Blandt andet otte skræddersyede suits, som hans far har haft med hjem fra Togo.
Uanset hvor han går, fornemmer han stadig, at folk vender sig og kigger efter ham, fordi han skiller sig ud. Lige meget hvilket tøj han har på.
Det er svært at være neutral og forsvinde i mængden, når man måler knap to meter. Uanset om man er Dublin eller Skibbild-Nøvling.
Men det rører ham ikke længere. Folk kan bare kigge.
Han er 27 år nu, og han har med tiden accepteret den krop, han er født ind i.
Alle 198 centimeter.
Også den brede næse, der viser hans afrikanske gener.
De lyse, genstridige, krusede hår, som er svære at arbejde med foran spejlet.
Den følsomme hud uden farvepigment.
De rødlige skægstubbe.
Og de grønne øjne, der ufrivilligt flakker fra side til side, så han har svært ved at fokusere. Det hedder nystagmus, og det gør ham træt, fordi musklerne ved øjnene arbejder 24-7.
Selv bygningsfejlen i det højre øje, der er tvistet en anelse til den ene side, så pupillen ikke sidder rigtigt, har han lært at leve med.
- Jeg hviler i min albinokrop nu, og det føles fantastisk at være ligeglad med, hvad andre tænker. Jeg er ikke som alle andre, men det er superfedt!