Er det muligt at nå til tops i karrierehierarkiet, selv om du holder længere pauser undervejs i arbejdslivet og laver aftaler om, at overarbejde er no go i en periode?

Ja.

Det var det i hvert fald for 40-årige Heidi J. Jensen, som netop er blevet udnævnt til partner i revisions- og rådgivningshuset Deloitte.

- Når du tager de stop undervejs, som jeg har gjort, må du acceptere, at du kan blive overhalet. Jeg har oplevet, at folk, som er startet efter mig, er blevet færdige med nogle ting før mig, og det har jeg haft svært ved at acceptere.

- Men det får mig ikke til at fortryde noget.

Partner er det højeste hierarkiske niveau i virksomheden, og med udpegningen blev Heidi en af endnu få kvinder i Deloittes partnergruppe, hvor kun 10 procent er kvinder.

En af forklaringerne på det kan være, at virksomheden har haft svært ved at holde på særligt kvinderne, når to bliver til tre derhjemme.

Derfor har man iværksat en stribe tiltag, som skal gøre det lettere at forene arbejds- og privatliv.

Heidi har selv skullet få karriereambitioner og rollen som forælder til at hænge sammen.

Med udgangspunkt i sit cv giver hun her et indblik i sin vej op ad karrierestigen. Men der er en krølle på halen i forhold til de snorlige cv’er, vi ofte scroller igennem på Linkedin.

I stedet for at vedhæfte chefernes varme anbefalinger vedlægger Heidi her omvejene og de – nogle gange svære – beslutninger, hun har truffet for at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen.

Jeg var 19 år, da jeg startede ved Deloitte. De første år arbejdede jeg hele tiden. Uden fis, det gjorde jeg. Hver aften indtog jeg aftensmaden på kontoret.

Du kan uddanne dig til revisor på flere måder. Jeg valgte den vej, hvor du er elev ved et firma og læser HD om aftenen.

Jeg var drevet af, at jeg synes, jobbet var spændende. Fra dag et fangede det mig at analysere på tal og at arbejde med de mange spændende virksomheder, vi reviderer for.

Men det handlede også om sammenholdet. På kontoret var vi en stor flok unge, som blev hinandens gode venner. Vi skabte en hverdag med en fed kombination af fest og farver og hårdt arbejde.

Den kultur passede mig godt.

Fire år efter, jeg begyndte ved Deloitte, tog jeg min første 'karrierebreak.'

Jeg var lige blevet færdig med anden del af HD. Det naturlige ville være at forsætte på den treårige cand.merc.aud.-uddannelse sideløbende med mit job.

Men jeg skulle lige glæde mig til at læse igen.

Jeg tog tre måneder fri, hvor jeg backpackede i Sydamerika, Asien og Afrika. Efter et års pause fra skolebænken følte jeg mig motiveret til at starte på cand.merc.aud.

Jeg trådte også ud af den daglige arbejdstrommerum efter cand.merc.aud.-uddannelsen.

I halvanden måned så jeg på russiske birketræer og uendelige græsstepper i Mongoliet som passager på den transsibiriske jernbane.

På det tidspunkt oplevede jeg et pres fra min organisation om at blive statsautoriseret revisor. De ville gerne have flere kvinder til at gå den vej.

For at kunne gå til eksamen som statsautoriseret revisor skal du igennem et toårigt krævende forløb.

Den slags synes jeg ikke, du skal kaste dig ud i for andres skyld, så der tjekkede jeg ind med mig selv:

'Er det noget for dig? Hvad drømmer du om? Gør du det her for din egen skyld? Eller fordi andre synes, det er en god ide?'

Det er vigtigt at stille sig selv de spørgsmål. Især i vores uddannelseskultur, hvor vi let kommer til at følge strømmen, fordi der på forhånd er tegnet en naturlig, direkte vej.

Så fortsætter vi bare ligeud i stedet for at spørge os selv, om det måske var bedre at dreje til højre.

Jeg tror, at en af grundene til, at jeg ikke kørte død i forløbet som statsautoriseret revisor, var, at jeg havde givet mig selv tænkepauserne.

Pauserne gav mig tid til at blive skarp på, hvorfor jeg gerne ville tage uddannelsen. Jeg vidste, hvad mit mål var, og uddannelsen ville være et middel til at opnå det.

Målet var at få mulighed for at have en mere fremtrædende rolle hos vores kunder og at kunne blive partner en dag.

Vi skal ikke være bange for at bede om tid til at geare ned og overveje vores muligheder en ekstra gang.

Jeg har aldrig oplevet, at jeg for evigt havde forspildt en chance, fordi jeg sagde 'nej tak' i første omgang.

Jeg har altid kunnet komme senere og sige: 'Nu er jeg klar.'

Men måske kommer du selv til at skulle gøre din chef opmærksom på, at nu vil du gerne. Du skal ikke forvente, at han eller hun husker at prikke dig på skulderen igen.

Jeg tror, at en af de fejl, vi nogle gange begår, er, at vi glemmer at dele vores overvejelser med vores leder. Så går vi og siger til os selv, at et eller andet sikkert ikke kan lade sig gøre. Både når det kommer til ting som muligheden for at kunne gå klokken 14 for at hente unger eller ønsket om at avancere til en bestemt stilling.

Vi gør det lettere for os selv, hvis vi tør sige højt, hvad vi godt kunne tænke os.

Ingen andre kan læse vores tanker.

Jeg blev mor for første gang i sommeren 2012.

Det ville være fedt, hvis jeg kunne sige, at jeg er et pragteksemplar på, hvordan du vender tilbage fra barsel og får karriere og familieliv til at gå op i en højere enhed.

Men det er jeg ikke.

Jeg havde en meget naiv forestilling om, hvad jeg kunne klare. Siden 2010 havde jeg været i 'partner track,' dvs. en af dem man anså for at have potentiale til at blive partner indenfor en overskuelig fremtid.

Efter min barsel startede jeg så på et internt såkaldt HPP-forløb, der skulle hjælpe mig på vej til at blive partner.

Jeg var overbevist om, at jeg kunne fortsætte uhindret fremad. Men jeg blev klogere. For når du ikke sover om natten, giver to plus to bare ikke fire dagen efter.

I flere år havde jeg været afdelingsleder og elsket at være med til at udvikle andre, men jeg syntes, det var hårdt at være der for andre, når jeg knap kunne være der for mig selv.

Det var ren overlevelse den første tid.

Jeg har præsteret at stå til kundemøde iført en kjole, der ikke var lynet bagpå og gylp på armen, jeg havde glemt at tørre bort.

Den slags skal man nu ikke tage så tungt. Jeg har kun mødt forståelse fra kunder, hvad det angår, men for én selv er det selvfølgelig vigtigt at finde den balance mellem karriere og familieliv, som man føler er passende.

Vi fandt først for alvor balancen, da jeg, cirka et år efter vores første datter blev født, blev gravid med nummer to.

Min mand indkaldte mig til 'familiestrategidag' - han kaldte det vist noget mere romantisk - men budskabet var: 'Lad os lige få plantet nogle hjørneflag for, hvad der er vigtigt i vores liv.'

Det var sundt for os at tage den snak.

Da jeg vendte tilbage efter min anden barsel, var jeg mere skarp i mine prioriteringer.

Jeg meldte ud, at hvis jeg skulle være hos Deloitte på den lange bane, havde jeg brug for større fleksibilitet.

Fremover ville jeg komme til at sige nej til nogle opgaver, og det med partner track kunne de stikke et vist sted hen lige nu.

Jeg fortalte, at jeg var glad for at være leder, men at jeg havde brug for en pause fra det. Det næste stykke tid ville jeg koncentrere mig om mine egne kunder og om at skabe en stabil hverdag for mig selv.

Jeg skar også ned på mine arbejdstimer.

Som revisor hos Deloitte er du den ene halvdel af året ansat med en arbejdsuge på 39,5 timer. Den anden halvdel hedder arbejdsugen 34,5 timer. Derudover over står der i vores kontrakter, at der må forventes overarbejde.

Min leder og jeg aftalte, at overarbejdsdelen ikke gjaldt mig i en periode.

Set over et år skulle jeg i gennemsnit arbejde 37 timer om ugen, og jeg måtte gerne gå i 'minustid.'

Jeg tilrettelagde det sådan, at jeg i januar, februar og marts havde helt åndssvagt travlt. Sådan er det i vores branche, det har noget at gøre med, hvornår virksomhederne aflægger regnskaber.

De tre måneder var min mand den 100 procent derhjemme, og det vidste hans arbejdsplads også.

Resten af året udlignede jeg. Tog fri om fredagen, hentede klokken 14 og så videre. På den måde endte jeg set over et år med at have en nogenlunde almindelig fuldtidsarbejdsuge.

Hvis du er i en tidskrævende branche, synes jeg, det er vigtigt at tale med din chef om den form for fleksibilitet. At være åben omkring hvad du har brug for, for at det spiller derhjemme.

Min leder havde fuldstændig forståelse for mine prioriteringer. Der var ingen problemer på den front.

Det var sværest for mig selv.

Jeg havde undervist både internt og eksternt og syntes, det var virkelig spændende, ligesom jeg syntes lederrollen var.

Det var vildt svært at skære den slags fra.

Men det var jeg nødt til. For jeg tror, at det er centralt at gøre sig sit mål klart. Sige: 'Lige nu er det at skabe en hverdag, der fungerer for familien. Okay, så skal de beslutninger, jeg træffer, understøtte det.'

Jeg har aldrig oplevet, at der ikke var forståelse for det fra min arbejdsgiver.

Men når du tager de stop undervejs, som jeg har gjort, må du acceptere, at du kan blive overhalet.

Jeg har oplevet, at folk, som er startet efter mig, er blevet færdige med nogle ting før mig, og det har jeg haft svært ved at acceptere.

Men det får mig ikke til at fortryde noget.

Jeg synes, det er vigtigt at minde sig selv om, at vi skal være på arbejdsmarkedet i 100 år. Okay, måske ikke helt 100, men i hvert fald mange.

Der er ingen grund til at forhaste noget.

Det er vigtigt at huske på, at det er muligt at sige: 'Lige nu holder jeg pause i mit karrieretrack. Jeg går til siden - måske en anelse tilbage, fordi det er det, der passer ind i mit liv lige nu.'

Og den type beslutning er altså ikke en stopklods for noget som helst. Måske for at blive partner nu og her, men da ikke for at kunne blive det på et tidspunkt.

Det handler bare om hastighed, om du bliver partner som 35- eller 45-årig gør nok ikke den store forskel, når du en dag ser tilbage på din karriere.

Efter omkring halvandet år uden ledelsesansvar begyndte jeg at savne det meget. Det fortalte jeg min leder, og han spurgte, om jeg havde lyst til at blive leder for managergruppen indenfor revision i Silkeborg.

Året efter blev jeg så tilbudt stillingen som director og samtidig indlemmet i partnergruppen.

Jeg takkede ja til mulighederne. Både fordi jeg længtes efter at være med til at udvikle andre, men også fordi jeg savnede at sidde med omkring det bord, hvor retningen for virksomheden bliver udstukket.

Vi aftalte, at de nye opgaver ikke skulle være ad on til de ting, jeg havde i forvejen.

Det var vigtigt for mig, mine børn var stadig ret små. Noget andet skulle skæres fra, og det var min leder med på.

For halvandet år siden besluttede jeg mig for at starte på et nyt internt forløb, der skulle hjælpe mig til at blive partner.

Jeg kunne se, at organisationen begyndte at indlemme nogle lidt andre profiler i partnergruppen.

Det handlede ikke kun om, hvor mange timer man lagde og om salg.

Mine børn er fem og seks år i dag, så det var afgørende for mig, at forventningen ikke var, at jeg arbejdede 50-60 timer om ugen året rundt.

De seneste par år har jeg haft en aftale om, at jeg set over et år kan forvente at have 100 overarbejdstimer.

Det er meget lidt i vores branche, og det er svært for mig at overholde, da der er mange spændende opgaver, jeg gerne vil kaste mig over.

Men jeg bruger stadig modellen med at knokle igennem januar, februar og marts, og så kører jeg med en mere almindelig arbejdsuge årets resterende ni måneder.

Under partnerforløbet gjorde jeg det klart, at jeg også forventede den form for fleksibilitet fremover.

Det var alle indforståede med.

Generelt er min oplevelse, at holdningen til arbejdstid er blevet mere nuanceret.

Der bliver ikke talt timer i samme grad, men mere set på om du skaber værdi, den tid du er der.

Det synes jeg er vigtigt at huske på. Vi ville ikke kunne klare os ved Deloitte, hvis alle var nede i tid, men det er vigtigt, at der er mulighed for begge dele.

Mit næste karrieremål er at overtage min chefs job som øverste leder på Deloittes kontor i Silkeborg. Det er han fuldstændig klar over, og så er vi i øvrigt tilbage ved, hvor vi startede.

Vær ærlig omkring dine ambitioner og prioriteter overfor din leder. Min erfaring er, at du kommer længst på den måde. Både i forhold til at få stillet de rammer til rådighed, du har brug for, for at familie- og arbejdsliv hænger sammen, men også for at opnå de karrieremæssige udfordringer du drømmer om.

Og så vil jeg gerne tilføje, at mit karriereforløb bare er én måde at gøre det på. Der findes mange veje, og du skal vælge det, som passer dig.