Hver tirsdag aften lander skatecrewet Don’t Give a Fox ollier og dropper ramper.
Men sammenholdet lige her, midt i en kold betonhal i Roskilde, handler om meget mere end at skate.
Det handler om fællesskabet og den følelse, det giver, når man styrter, men alligevel bliver mødt med high fives og opmuntrende tilråb.
Et fællesskab, der lige nu kan opleves på DRTV.
- Der er mange af os, der i bund og grund har haft dårlig selvtillid. Men når der står 10 piger og råber én ind i hovedet: 'Du kan godt, du kan godt, du kan godt’, så tror man pludselig nok på sig selv til, at man faktisk godt kan spille koncert, gå til eksamen eller whatever, der nu er problemet i ens liv, forklarer 28-årige Sofie Ekerdine, der var med til at stifte både Girls Skate og Don't Give a Fox.
Don’t Give a Fox består i dag af knap 20 medlemmer. Mennesker, som har en stærk kreativ skabertrang og et skævt syn på verden tilfælles, men som nok aldrig havde mødt hinanden, hvis ikke det var for skateboardet.
Lyt til sangen 'Low Life Gang' af Don't Give a Fox-medlemmet Line Thoresen aka Milky Face Pyhton, der handler om netop det fællesskab, mens du læser videre.