Julia Sakskjær Petersen kunne mærke frustrationerne sitre i kroppen, når hun tænkte på sin økonomi og de penge, hun var kommet til at skylde tre forskellige steder.
Den dér følelse af, at et login i netbank er noget af det sidste, man har lyst til at foretage sig. Særligt sidst på måneden!
Hun var 28 år, og hun havde scoret sig en pæn startløn for en nyuddannet i kommunikationsbranchen, men alligevel havde hun svært ved at få sin økonomi til at hænge sammen, fordi hun havde valgt at låne penge, mens hun studerede.
Det forfulgte hende.
- Jeg følte, jeg sad stramt i det, og jeg vidste, jeg skulle i gang med en tilbagebetaling af blandt andet et studielån lige om lidt. Jeg var gået fra at være på SU til at få min første ’voksenløn’, og derfor gik det mig på, at jeg havde det sådan her, siger Julia.
- Hvad var det, jeg gjorde forkert? Og hvad kunne jeg gøre anderledes i min hverdag for at komme videre?
Julia lavede en plan, der involverede en håndfuld tuscher, saks og papir, et lille klistermærke i hjørnet af dankortet og en anderledes måde at tænke på, hver gang hun hev det op af pungen.
På den måde har hun barberet gælden på knap 200.000 kroner ned til 73.000 uden at gå på kompromis med det gode liv med råd til blandt andet rejser, et bryllup og en ny bil.
Hvordan hun præcist har gjort, vender vi tilbage til om et øjeblik.
Først skal vi lige høre, hvordan Julia blev "én af dem, der skylder penge".
Julia er vokset op i landsbyen Vejrum mellem Struer og Holstebro, men hun flyttede til Aarhus, da hun kom ind på jurastudiet.
Her tog hun hul på det frie ungdomsliv i en ny by fyldt med fristelser og ting at kaste sine penge efter.
Hendes mål var at klare sig igennem uddannelsen uden at stifte gæld, og de første to og et halvt år gik det fint. Hun havde mentalt overskud og tid til at arbejde ved siden af studiet, så der var råd til at have det sjovt.
Under en krævende eksamensperiode valgte hun at tage et SU-lån i stedet for at arbejde, og inden længe skyldte hun 20.000 kroner på den konto.
Så skete der det, som sker for en del unge under uddannelse: Hun kunne pludselig ikke se sig selv i den virkelighed, hun befandt sig i, så hun skiftede universitetet ud med journalisthøjskolen, da hun skulle færdiggøre sin kandidat og skrive speciale.
Her løb hun tør for SU-klip, så hun benyttede sig af muligheden for at tage et slutlån, der fik hendes økonomi til at hænge sammen i den periode. Renten var lav, og SU-styrelsens deadline for tilbagebetaling i år 2027 virkede som en fjern fremtid, hun ikke behøvede forholde sig til endnu.
Hun havde egentlig kun brug for cirka 2.500 kroner ekstra hver måned for at klare sig, men reglerne var skruet sådan sammen, at hun skulle have det fulde beløb udbetalt. Derfor rullede der hver måned 7.592 kroner ind på kontoen.
- Jeg fik altså omkring 5.000, jeg ikke havde brug for, og hvad sker der automatisk med ens forbrug, når rådighedsbeløbet stiger?, siger Julia Sakskjær Petersen.
- Det er nemt at være god ved sig selv, når hverdagen er krævende som under en specialeskrivning. Jeg var nådig over for mig selv - lad mig sige det sådan. I dag ved jeg, at jeg burde have begrænset mit forbrug og tænkt mig mere om, siger Julia Sakskjær Petersen, der i dag er 33 år.
Når hun tænker tilbage, var hun hele tiden bevidst om, at hun en dag skulle begynde at betale tilbage, men renten var som nævnt lav, og der er bare mange fristelser for en kvinde i 20’erne, som gerne vil ud at opleve hele verden.
Blandt andet gav hun sig selv en tur til Guatemala sammen med en ven, og hun købte en ny computer, fordi det var nødvendigt. Den gamle var stået af.
Resten af pengene forsvandt sporløst, og da hun afleverede sit speciale, var studiegælden løbet op i omkring 150.000 kroner.
Sideløbende havde hun fået en kassekredit på 25.000 kroner, så hun kunne klare sig i de måneder, hun ikke fik SU, når hun holdt orlov for at rejse.
Julia fik sit første job i Aalborg, mens hun boede i Aarhus, og udsigten til tre-fire timers daglig transport med det offentlige fik hende til at spørge forældrene om et billån.
De sagde ’ja’, for selvfølgelig ville de hjælpe deres datter, som købte sig en VW Lupo til 35.000.
Hun havde forventet, at hun med sin ’voksenløn’ ville have rigeligt med penge til at begynde at afdrage og samtidig have luft i økonomien, men så forsvandt boligstøtten, forsikringerne blev dyrere, hun skulle betale for både a-kasse og fagforening, og sådan en Lupo skal som alle andre biler indimellem til service og have nye dæk på.
- Jeg var pludselig meget langt fra de dage, da jeg kørte rundt i Aarhus og betalte en 50’er for at få lappet cyklen. Det ubekymrede liv som ung. Nu var jeg en voksen, der skyldte penge tre steder, og sådan én havde jeg virkelig ikke lyst til at være.
Juleaften 2014 ændrede tingene sig for Julia, der var taget hjem til forældrene i Vejrum.
Hun havde ønsket sig bogen ’Enklere’ skrevet af den amerikanske præst Bill Hybels, og hun fik den. Julia læste hele natten til første juledag, og hun stod tidligt op og kværnede resten af bogen, mens familien hyggede.
Hybels skriver blandt andet om identitet og menneskets rolle i samfundet, hvor mange er stressede og opkogte over det forventningspres, de oplever. Han skriver også om økonomi, og ét af hans vigtigste budskaber er, at man skal forsone sig med sin privatøkonomi.
- Jeg har aldrig læst en bog så hurtigt. Den ramte mig, så jeg følte mig mødt på en helt særlig måde. Jeg blev inspireret og fik lyst til at leve efter Bill Hybels principper. Han siger, at penge og alle andre ting er noget, vi mennesker har til låns i den tid, vi er på Jorden. Derfor skal vi forvalte dem ordentligt, være taknemmelige for det, vi har, og gøre noget godt for andre, siger Julia.
- Drop din stræben efter mere og vær tilfreds. Der skal være nok til os alle sammen, så lad være med at skrabe til dig.
Julia satte sig ned og gennemgik sit budget i detaljer, og hun læste en masse om økonomi og gode spareråd på nettet.
Sådan kom hun frem til en ny måde at bruge sine penge på.
- Jeg vurderede alle mine udgifter og fandt de steder, hvor det var muligt at skrue på noget. Jeg ville ikke have en gæld, der stod i vejen for mine drømme om en dag at stifte familie, købe hus, rejse og måske arbejde i udlandet. Min gæld var en økonomisk klods om benet, der skulle ryddes af vejen. Det kunne kun gå for langsomt.
Hver måned hævede hun et kontant beløb, hun havde lov til at bruge på mad.
Pengene kom i en kuvert, og hun oplevede med det samme en anden bevidsthed om sit forbrug, fordi der er gigantisk forskel på at betale 500 kroner i kontanter og på at stikke ’onkel Dan’ i terminalen og sige ’på beløbet, tak’.
De penge, der var tilovers sidst på måneden, smed hun i et syltetøjsglas, som hun indimellem gik ned i banken og tømte med et stort smil på læberne.
Resten af Julias løn blev overført til en budgetkonto, hvorfra hun betalte af på sin gæld, og 1.000 kroner endte på en opsparing, der fungerede som buffer til uforudsete udgifter. En slags ’emergency-pulje’.
Lupo’en blev solgt, da hun fik nyt job tættere på hjemmet, så hun kunne klare sig med sin cykel og et rejsekort.
Kassekreditten blev sænket med først 1.000 og så 2.000 kroner om måneden, og hun fejrede det hver gang. Små sejre på vej mod en gældfri tilværelse.
Hun satte et klistermærke på sit dankort med teksten ’Are You Sure?’, som konstant fik hende til at tænke over sit forbrug, når det handlede om andet end mad og dagligdagens fornødenheder.
’Har jeg virkelig brug for den her ting? Er det et ’need’ eller et ’want’ skabt af det forbrugersamfund, jeg lever i?
- Jeg kiggede - og gør det stadig - helt automatisk ned i indkøbskurven på vej hen mod kassen, og fandt jeg noget, jeg ved nærmere eftertanke kunne undvære, gik jeg en runde og lagde varerne tilbage. Mit mål er altid at komme hjem med præcis de ting, der står på min indkøbsliste, siger hun.
I tøjbutikker har hun en regel om, at hun skal vente minimum 48 timer, før hun foretager et køb, når hun bliver fristet. Allerhelst en måned.
- Det handler om at overveje købet en ekstra gang. Jeg øver mig stadig i at være det, jeg kalder en ’kold forbruger’, som ikke lader sig lokke til at lave impulsive køb. Det er ét af de steder, der ryger rigtig mange dumme penge, siger Julia.
- Det lyder nemmere og mere simpelt, end det er. Vi har nok alle sammen nogle ting, der trigger os. Noget, hvor vi har ekstra svært ved at stå imod, når købetrangen melder sig. For mig er det oplevelser som rejser, cafébesøg og biografture, mens nyt tøj og en smart telefon ikke appellerer til mig. Kunsten er at kunne styre den trang, og det er svært.
Hjemme i lejligheden har Julia med tuscher tegnet tre pengetermometre, hvor hun løbende kan følge med i, hvor meget hendes gæld er skrumpet.
Hver gældspost har sin farve, og hun har altid en lille fest, når hun hiver låget af en tusch og farver løs, så termometeret vokser op ad væggen, hvor alle kan se det og spørge ind til det.
Det ender som regel med en god snak om privatøkonomi og måder at spare på.
- Det at have gæld er ikke noget, man bare lige sætter sig og snakker med venner og familie om. Det er et emne, de fleste holder for sig selv, men det har været befriende for mig at tale åbent med folk om de ting, jeg har gjort. Det har helt sikkert også været en øjenåbner for andre. Jeg føler faktisk, jeg har talt noget håb ind i dem.
- Hvorfor er det så vigtigt for dig ikke at have gæld?
- Fordi gæld eller et lån for mig er et tegn på, at man ikke har været i stand til at vente. At man har anskaffet sig noget, man ikke har råd til endnu. Jeg synes, det er usundt, hvis tingene får så meget magt over os, at vi ikke kan holde ud at vente på at få dem. Det hele kan se godt ud udadtil, mens vi kan være ved at gå konkurs inde bag facaden, uden at nogen opdager det, siger Julia Sakskjær Petersen.
- Jeg anerkender, at andre kan have det anderledes. For mig er gæld bare grundlæggende et udtryk for, at man ikke har kunnet styre sin købelyst længe nok til at spare sammen til det, man gerne vil have. Det er uansvarligt, jeg har selv været der, og jeg skal aldrig derhen igen.
Julia og hendes mand, som hun blev gift med i efteråret, er heldigvis enige om, hvordan man bør bruge sine penge.
De holdt bryllupsfest uden at låne en krone, og de købte en Skoda Octavia sammen i januar, som de tog på beløbet.
Først den dag, de eventuelt køber et hus, er de villige til at stifte gæld. Allerhelst kun med et realkreditlån, så de ikke også skylder noget til deres bank.
Men - hvordan står det så til med tilbagebetalingen? Er hendes gæld på knap 200.000 kroner væk? Nej. Ikke helt. Men det går den rigtige vej i et tempo, hvor der også er råd til at leve ved siden af og til at gøre de ting, hun har lyst til.
- Jeg kunne i princippet godt leve på en sten og banke gælden af hurtigere, men det er vigtigt for mig, at jeg ikke går på kompromis med det liv, jeg gerne vil leve. Jeg vil gerne rejse og opleve en masse - bare jeg gør det for penge, jeg har sparet sammen til det, forklarer Julia Sakskjær.
Hun har tilbagebetalt sine forældre de 35.000, hun som nyuddannet lånte til at købe en bil. Endda med renter svarende til et banklån og tre måneder tidligere end aftalt.
Kassekreditten er røget i nul, og hun forventer ikke at få brug for den igen.
Og SU-styrelsen - den kan godt forvente, at de resterende 73.000, hun stadig skylder den, er tilbagebetalt inden deadline i november 2027.
Går alt efter planen, er pengene tilbagebetalt allerede i 2021 - seks år før tid.