Pernille Drastrup har et fast ritual hver aften, inden hun lægger sig til at sove, som gør hendes liv bedre.
Det involverer en kalender, en kuglepen og minimum tre gode ting, der er sket for hende i løbet af dagen.
Tingene skriver hun ned i sin kalender, og sådan er det hver eneste aften. Uden undtagelser. Det hedder taknemlighedsterapi, og det fungerer for hende.
Den 31-årige kvinde fra Aalborg er én af de unge, der har haft så travlt med at stable en karriere og et godt liv på benene, at hun glemte at stoppe op undervejs og mærke efter, hvordan hun egentlig havde det indeni, og hvor hun var på vej hen.
Hvert minut blev udnyttet. Hun pressede sig selv til det yderste, og hun var tidsoptimist. 30 timer i døgnet havde ikke været nok til at nå alt det, hun havde planlagt.
Til sidst ramlede det hele sammen om ørerne på hende. Hun mistede kontrollen, og hun indså, at hun havde brug for hjælp til at komme videre og ændre sit liv.
- Kender du følelsen af, at der løber en motorvej igennem dit hoved? En vej, hvor tankerne flyder frit i en strøm, der er svær at kontrollere. Sådan havde jeg det i flere år, og til sidst følte jeg mig som tilskuer til mit eget kaotiske liv, siger hun.
Nu har hun sat prop i tankemylderet ved at hylde hverdagens små succeser gennem taknemlighedsterapien. Det vender vi tilbage til. Først skruer vi lige tiden nogle år tilbage til dengang, da Pernille havde det allermest svært.
Følelser taler vi ikke om her i familien
Pernille er vokset op i en familie, hvor man ikke talte åbent om følelser, og hvor forældrene blev skilt i 2008. Blandt andet fordi hendes far ifølge Pernille havde et problem med alkohol.
Hun havde ikke nogen ulykkelig barndom, men der var mange negative oplevelser undervejs, som har præget hende.
- Jeg ved ikke, hvorfor det var sådan, at ingen åbnede munden og satte ord på, hvad man gik og følte, og hvad der gjorde én ked af det. Som barn er der mange ting, man ikke stiller spørgsmål ved, og det gjorde jeg heller ikke. Pludselig var jeg voksen, og det var blevet en del af mig at være på præcis samme måde.
Følelsesløsheden betød, at hun havde svært ved at finde sig selv, for hun var aldrig rigtigt glad eller rigtigt trist. Det var altid sådan lidt midt imellem. Eller bare ingenting.
Sådan var det dag ind og dag ud. Hun stoppede aldrig op og gjorde status. I stedet blev hårdt arbejde en måde at komme igennem hverdagen. Hun havde skyhøje forventninger, og hun var hård ved sig selv.
- Jeg har alt for længe ladet de negative tanker være styrende, og mange af dagene er bare forsvundet ud i ingenting.
Forløsning helt ud i tæerne
De seneste år tog Pernille som den eneste i familien sig af sin farfar, hvad angik alt det praktiske.
Han døde i en alder af 92 liggende i sin seng med Pernilles hånd i sin. På mange måder en smuk afsked, tænkte hun, men straks gik hun i det, hun kalder praktisk overlevelsesmode.
- Jeg slap hans hånd, rejste mig og begyndte at finde det tøj frem, han skulle begraves i, og så kontaktede jeg en bedemand. Jeg tillod ikke mig selv ret meget tid til at sørge, før jeg gik i gang med at komme videre.
Måneden efter blev hun og kæresten enige om at gå fra hinanden efter et stort skænderi, og et jobskifte resulterede senere i et sagsanlæg, der blankede hende af økonomisk, selv om der blev indgået et forlig.
Sådan fortsatte det med at vælte ned over hende med dårlige ting. Helt presset i bund besøgte hun en coach for første gang efter en anbefaling fra en god veninde.
Det var grænseoverskridende at sætte ord på sine følelser over for en fremmed, husker hun. For følelser - dem taler man jo ikke om.
- Jeg tudede som et barn hele vejen hjem i bilen efter første seance, og det var en befrielse at lade det hele strømme ud. Jeg tror på, at det er sundt at føle noget så stærkt, at man kan mærke det helt ud i tæerne. Uanset om man er glad eller ked af det.
Positiv, positiv, positiv
Coachen gav Pernille et værktøj med hjem: Taknemlighedsterapien. Pernille skal fokusere på alle de små og store ting i hverdagen. Ting, hun glemmer at værdsætte i farten.
Siden august har hun derfor hver aften ved sengetid hevet sin kalender frem, og nede i hjørnet skriver hun minimum tre gode ting, der er sket i løbet af dagen.
Hun tvinger på den måde sig selv til at tænke positive tanker og skubbe al negativitet fra sig.
- Det var ikke nemt i starten. Det virkede nærmest plat, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle finde på. Jeg var mentalt mørklagt og fokuserede kun på alt det negative og alt det, jeg ikke havde nået i løbet af dagen.
- Det er her, det er vigtigt, at man bliver ved med terapien, for det bliver nemmere med tiden, og jeg kan mærke, at det betyder noget for mig, at jeg lader tankerne strømme ned gennem armen, kuglepennen og ud på papiret. Det får mig til at falde i søvn med et smil og en god fornemmelse i kroppen, når jeg har "samlet dagen op" på den måde.
I kalenderen kan man se, hvad Pernille har skrevet:
"Min hest kom, da jeg kaldte på den." "Signe ringede og var i godt humør." "Jeg sov længe på en søndag." "Brugte resten af dagen på sofaen." "Stempelkaffen var lækker, og vi fik wienerbrød til." "Jeg fik boller i karry med hjem fra jobbet, så jeg slipper for franner med pålægschokolade - igen".
Det er gode hændelser i hverdagen, som med garanti ville forsvinde i glemslen, hvis hun ikke systematisk sørgede for at skrive dem ned. Minder, som får hende til at smile, når hun bladrer siderne igennem.
De små ting bliver med andre ord husket og værdsat.
Jeg kan være kørt over, men...
Tidligere lagde hun sig altid til at sove med en følelse af at være kørt over. Som i fuldstændigt udmattet. Nu er hun glad, og det varer ved.
Hendes krop kan godt være træt efter en lang dag, men hovedet er altid frisk, og hun har masser af overskud.
- Jeg kan mærke, at det her virker for mig. Det gør mig rolig og får skuldrene til at falde ned. Jeg tillader mig selv at tude og vræle, hvis jeg har brug for det. Jeg er mere åben og udadvendt, end jeg nogensinde har været, og jeg oplever, at mine venner og familie bakker mig op, når jeg skriver om mit liv og viser billeder på Instagram og Facebook.
Det, at Pernille fortæller sin historie her, er en del af en udviklingsproces, hun stadig befinder sig i, og det går fremad hele tiden. Det var ikke sket for et halvt år siden.
- Det er svært at ændre sine vaner, men det er værd at holde ved. Det er første gang, jeg gør noget kun for mig selv, og det føles sindsygt godt. Jeg er taknemmelig over, at jeg er kommet videre med mit liv.
Husker du at stoppe op og være taknemlig for de gode ting i livet? Du kan herunder starte med at sige tak til de nærmeste personer i dit liv ved at sende et gratis taknemlighedskort: