24-årige Pernille Blomqvist Eliasen har altid været stolt af sin to år ældre storebror, Alexander.
Da de var små, var det ham, der var god til at spille skuespil og teater. Da de blev ældre, var det ham, der tog springet efter studentertiden, flyttede til London og fik et job på BBC, mens hun blev hjemme og uddannede sig til frisør.
Selvfølgelig fortalte hun sine kunder i salonen om sin brors liv. I hvert fald om de ting, hun kendte til.
- Jeg havde da lagt mærke til, at hans liv i England kun blev fortalt i brudstykker. Men det var aldrig noget, jeg undrede mig over eller var mistroisk omkring. Hvorfor skulle jeg være det, spørger hun.
Hvad hun ikke vidste var, at hendes succesfulde bror ikke fandtes. Den person, der hang ud med hende den kendte fra Pussycat Dolls og spiste østers og champagne, var en løgn, som han havde fortalt venner, familie og udbredt på sociale medier.
'Det er synd for ham'
I virkeligheden var Pernilles bror depressiv og havde det ad helvede til, både herhjemme og i London, hvor han levede et meget uglamourøst liv stuvet sammen med en fremmed person på et værelse.
Men det største nederlag var, at han var droppet ud af sin drømmeuddannelse til pilot på grund af en depression. Til Pernille og alle andre lød forklaringen dog, at han stoppede på grund af en traumatisk nødlanding, hvor han heldigvis fik reddet flybesætningen.
Først da han var helt nede med angst og depression, besluttede han sig for, at løgnene måtte stoppe, og at han ville lægge kortene på bordet til sine nærmeste.
Hans vej mod sandheden er blevet til den nye DR3-serie 'Den utrolige historie om Alexander Blomqvist'. Og det var først her, Pernille blev klar over, hvem hendes bror egentlig var.
- Det var først, da han begyndte at lave programmet, at jeg fandt ud af sandheden, som hun siger.
Hvordan reagerede du, da du fandt ud af det?
- Jeg er stadig lidt i chok, og det vil jeg være længe. Det kommer virkelig bag på mig, at han har kunnet tage den så langt og lyve så længe. Jeg er ligeglad med, om han har arbejdet på BBC. Det er mere det med, at han især over for mig og min mor har kunnet lyve på den måde.
Pernille understreger, at hun hverken er sur eller skuffet over sin bror.
- Jeg synes bare, det er synd for ham, at han har gået med det hele selv og ikke følt, at han kunne tale med mig. Og jeg er så glad for, at han valgte at tage sådan et stort skridt at stå frem.
Fandt på vilde løgne
Når Pernille tænker efter, var der heller ikke tradition for at tale om tingene i barndomshjemmet, der kan beskrives som parcelhusidyl i Hillerød. Der var to år imellem hende og hendes storebror, og de var tætte.
- Vi var de mærkelige børn, der havde hinanden frem for venner, husker hun.
Men selv om de var tætte, blev der aldrig talt dybt om følelser. Heller ikke da forældrene blev skilt meget pludseligt.
- Det var aldrig noget, vi sad og talte om. Vi børn blev aldrig indblandet på den måde.
Set i bakspejlet ville hun godt have spurgt mere ind til Alexanders liv. Bedt ham fortælle, hvordan han virkelig havde det, da han stoppede på pilotuddannelsen. Så ville han måske have fortalt hende, at han var nede i en dyb identitetskrise.
Men i stedet fandt han på flere og vildere løgne for at dække over sit indre kaos.
- Det handler jo ikke om, at han elsker at svindle og snyde folk. Det handler om, at min brors liv ikke endte der, hvor han ville have det, og at han følte sig som en fiasko. Han har ikke begået noget kriminelt. Han har bare løjet for at vise alle, at han havde det perfekte liv.
Kan du godt forstå ham?
- Jeg tror da, at vi alle pynter lidt på sandheden for at fremstå lidt sejere, lidt bedre, mere perfekte. Det er jeg faktisk helt sikker på. Det kan være en vildt dårlig date, man pynter på over for sine veninder. Eller at man automatisk bare siger, man har haft en god dag, selvom den måske har været dårlig. Forskellen er bare, at min bror har løjet om sin hverdag i så mange år. Dén er sjælden.
Var der ikke på noget tidspunkt, du fattede mistanke?
- Jeg har da set Alexanders Instagram og tænkt "der er godt nok meget filter på". Men jeg har jo også selv filter på mine billeder og deler ikke et råt foto. Det er jo problemet med sociale medier; vi viser os kun fra den side, vi gerne vil have, andre skal se.
Kan du stole på ham nu?
- Ja, han valgte at sige sandheden til sidst, og det er sgu det vigtigste. Selvfølgelig var det supertarveligt, at han løj i årevis, men vi er bare mennesker. Jeg er hans søster og vil være der uanset hvad. Jeg elsker ham meget højt.
Siden hendes bror valgte at fortælle Pernille sandheden, har deres forhold ændret sig til det bedre. Alexander er begyndt at kunne fortælle, hvis han har en dag, hvor det ikke går så godt. Og det har også ændret hende selv.
- Det har fået mig til at være mere ærlig over for andre. Jeg har også fået nemmere ved at spørge ind til folk. Ikke om hvordan det går, men hvordan det egentlig går.