Det var kærlighed ved første blik.

Sådan vil jeg beskrive mit første møde med Danmark. Fra jeg satte mine ben her, har jeg været forelsket i jeres lille land.

I dag er det cirka 13 år siden, jeg flyttede hertil, og nu bor jeg i Kruså med min mand og vores tvillinger på seks år.

Selv om den første tid i Danmark var en smule udmattende, elskede jeg fra første færd jeres livsstil.

Den kunne vi lære lidt af i Polen.

Det var min mands arbejde, der fik mig til Danmark.

Han havde fået job ved et byggefirma i Padborg, og planen var egentlig, at jeg skulle blive boende i Bydgoszcz, en mellemstor by i midten af Polen med omkring 350.000 indbyggere.

Min mand og jeg skulle så besøge hinanden i ferier og forlængede weekender. En del polske par lever på den måde, og det ser jeg intet forkert i, men det fungerede ikke for os.

Vi savnede hinanden alt for meget.

Derfor besluttede vi efter et par måneder, at jeg skulle flytte til Danmark.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at en del polakker kommer hertil af økonomiske årsager. I begyndelsen af 00'erne var arbejdsløsheden i Polen omkring 20 procent. Det fik nogle til at se sig om efter job i andre lande.

Men sådan var det ikke for min mand, Jarek, og mig. Vi havde et fint liv i Polen.

Jeg arbejdede som socialarbejder, hvor jeg tog ud til ældre borgere og vurderede, om de skulle på plejehjem eller blive i deres egen bolig. Min mand havde sin egen forretning, og sammen ejede vi en fin lejlighed. Vi havde ingen problemer med at få mad på bordet.

Men Jarek havde altid drømt om at prøve at bo i udlandet, og da en bekendt tilbød ham job i Padborg, tænkte vi: 'Hvorfor ikke?'

Vi havde været på ferie i Danmark og var vilde med landet, og så talte det selvfølgelig heller ikke ned, at lønnen og arbejdsforholdene var bedre end i Polen.

Den slags er vi ikke ligeglade med, men penge var ikke den eneste grund til, at vi slog os ned her.

Mit og Jareks første hjem i Danmark fandt vi i Fårhus. En lille landsby med et par hundrede indbyggere cirka otte kilometer fra den dansk-tyske grænse.

Her lå en kæmpe-villa, som havde to afdelinger med hvert sit køkken og bad.

Husets ejer, Erik, boede i den ene afdeling, og moderen til en af vores bekendte havde foreslået ham at leje den anden afdeling ud til os.

Erik og moderen kendte hinanden, og hun havde forsikret ham om, at vi var nogle 'søde' mennesker.

Men han var skeptisk overfor at lade to unge polakker flytte ind.

Hvad der præcis fik ham overtalt, ved jeg ikke, men han endte med at give os en chance.

Det er vi meget taknemlige for.

Han var med til at give os en god start på livet i Danmark. Han var virkelig en fantastisk mand. Stort set hver dag kom han for at snakke.

Han talte til mig på dansk, jeg svarede på polsk. Selv om vi ikke talte samme sprog, forstod vi hinanden fint. Du når langt med kropssprog, kemi og viljen til at forsøge at forstå hinanden.

Erik spiste også ofte med. Ind imellem kunne jeg se på hans ansigtsudtryk, at jeg serverede nogle retter, han aldrig havde smagt. Jeg tror ikke altid, han brød sig om dem, men vi hyggede os sådan sammen, så han blev ved med at komme til middag.

Efter et års tid blev han desværre pludseligt syg og døde. Vi tænkte bare: 'Nej, nej, nej!' Både fordi vi savnede ham, men også fordi vi dengang ikke havde ret mange penge.

Hvordan skulle vi få råd til depositum til en ny lejlighed?

Vi var virkelig bekymrede. Men et par dage efter Eriks død bankede det på vores dør. Alle Eriks børn stod udenfor. 'Vores far var så glad for at have jer boende. Hvis I vil, må I bo her i tre måneder mere, og det skal I ikke betale for,' sagde de.

Hold da op. Jarek og jeg manglede ord. Sikken hjælp at få.

Tre måneder uden husleje betød jo, at vi kunne spare sammen til et depositum.

Erik var bestemt ikke det eneste venlige menneske, jeg mødte.

Selv om ingen i området kendte mig, smilte og hilste de, hver gang jeg passerede dem.

'Mojn,' 'hej' eller et nik var responsen fra alle, jeg mødte på gaden, eller når jeg trådte ind i en butik.

Det var jeg ikke vant til. I Bydgoszcz hilste vi ikke på hinanden. Alle havde så travlt, at der ikke var tid til at se hinanden i øjnene og sende et smil.

Fra første dag holdt jeg af at bo et sted, hvor alle hilste på hinanden.

Men selv om folk var flinke, betød det ikke, at alting var let i begyndelsen.

Sproget var en udfordring. Selv om jeg nåede langt med mit kropssprog, var det lidt stressende at etablere sig i et land, hvor kommunikationen foregik på et sprog, jeg ikke forstod.

Hver gang, vi fik brev fra kommunen, Skat eller noget tredje, var Jarek og jeg to store spørgsmålstegn. Hvad betyder det her? Er det farligt? Har vi gjort noget galt?

Vi tog ordbogen frem. Forsøgte at oversætte samtlige ord, men ofte var det svært at sammensætte de oversatte ord til en tekst, der gav mening.

Jeg var også ked af, at jeg ikke forstod, hvad folk sagde til mig. Folk var jo så flinke. Når jeg var i Netto, spurgte de mig tit om noget, men jeg kunne sjældent svare ret meget.

Indimellem havde jeg lært at sige en sætning. Eller det troede jeg, jeg havde, for når jeg så sagde: 'Sikke et dejligt vejr,' kunne jeg se, at modtageren ikke anede, hvad jeg fablede om. Min udtale var åbenbart forkert. Jeg blev så frustreret, for jeg ville så gerne kunne være med i samtalerne.

Men ting tager tid, og sproget kommer, hvis du øver dig.

Jeg begyndte i sprogskole, tre måneder efter jeg kom hertil.

Jeg fik også hurtigt job på et plejehjem. Det var ikke svært for mig at finde arbejde, selv om mit danske var begrænset. Jeg havde jo masser af erfaring fra mit job i Polen.

Men på det danske plejehjem mærkede jeg tydeligt, at jeg ikke havde det samme faglige sprog som mine kollegaer. Derfor besluttede jeg mig for at læse til social- og sundhedsassistent ved siden af mit arbejde.

Det var svært. Al undervisning og undervisningsmateriale var på dansk. Ofte forstod jeg ikke, hvad der blev sagt i timerne, så når jeg kom hjem, var det frem med lærebogen og ordbogen. Derfra slog jeg alle ord op, jeg ikke forstod. Jeg aner ikke, hvor mange ord det blev til på en aften. Men mange. Rigtig mange.

Det var ikke usædvanligt, at klokken var 03, inden jeg var færdig.

Men sådan var det. Jeg ville gennemføre det, og når du vil noget, må du arbejde for det.

Jeg synes også, du skylder at lære sproget, når du kommer til et nyt land. Du skal jo kunne begå dig på en arbejdsplads og kunne tale med dine børns lærere og pædagoger.

Det kan jeg i dag. Selv om udtalen stadig udfordrer mig. Mine børn driller mig tit med det. 'Mor prøv at sig gulerødder.' De ved godt, jeg har vanskeligt ved at vride tungen i de retninger, der skal til, for at fremtvinge lyden 'r-ø-d-d-e-r.'

Når jeg ser fjernsyn i dag, tænker jeg nogle gange, at det var fint, at jeg ikke forstod dansk i begyndelsen.

I TV Avisen taler de jo om udlændinge, udlændinge, udlændinge. Østeuropæerne tager vores arbejde. De stjæler og ditten og datten. Jeg bliver så ked af det.

For hvad tænker folk ikke om mig, når jeg fortæller, at jeg er fra Polen? Tænker de, hun er bare kommet for at få penge fra kommunen? Hendes mand snyder sikkert med skatten?

Jeg har aldrig oplevet, at danskere har sagt noget dårligt til mig personligt. Aldrig. Alligevel spekulerer jeg over, hvad de tænker. De hører jo også de negative historier om udlændinge.

Jarek mener, jeg skal slappe af. 'Gosia, vi kan ikke tage ansvar for andre udlændinges handlinger. Vi kan kun tage ansvar for os selv,' siger han.

Han har jo ret. Alligevel gør det mig ked af det.

Kilde: Danmarks Statistik (Tabel FOLK2)

Der er sket meget med Polen, siden jeg forlod landet. Økonomien er langt bedre i dag. Ledigheden er faldet markant.

Men jeg har ingen planer om at vende hjem.

Jeg har tabt mit hjerte til Danmark. Her er så dejligt. Fuldstændig stille og roligt.

I Polen suser alle rundt. De har så travlt med at jagte penge og status. Jeg bryder mig ikke om at køre i bil dér mere. Folk er så aggressive. De skal bare frem, frem, frem.

Mange har nærmest kun penge på hjernen. Det handler om at tjene zlotys, zlotys og flere zlotys, så man kan købe sig en stor bil og en fladskærm, der er større end naboens.

Måske skyldes jagten på den slags materielle statussymboler kommunismen. Det er kun tyve år siden, Polen for alvor slap af med den. Under kommunismen måtte vi stort set intet eje. Der var rationeringer på flere dagligvarer.

I dag er der ingen grænser for, hvad du kan købe, hvis du tjener nok. Derfor vil folk bare have og have. Måske ændrer det sig om nogle år, når folk har vænnet sig til friheden til at kunne købe ting. Så er det nok ikke så spændende mere.

Men lige nu gør fokuseringen på penge og status, at jeg glæder mig til at komme hjem til Kruså, hver gang jeg er på ferie i Polen.

For i Kruså er der ingen stress. Her løber folk ikke efter noget som helst.

Selvfølgelig går folk på arbejde og tjener penge. Vi skal have noget at leve af. Men der er aldrig for travlt til at smile og nikke til dem, du passerer på fortovet.

Og livet er da for kort til ikke at have tid til at tale sammen.