Måske har du mødt Rikke før. I et tog mellem København og Aarhus eller i Nordvestbanen mod Kalundborg.
Måske har hun smilet til dig og spurgt, om hun måtte se din billet.
Eller det kan være, du har brokket dig højlydt til hende, da hun afslørede dig i forsøget på en gratis togtur.
I ni år var 33-årige Rikke Ljungstrøm togfører hos DSB. Hun mødte gerne ind på Hovedbanegården i København klokken fire om morgenen for at tage på arbejde.
Det var en livsstil for hende og en del af hendes identitet. Hun var stolt af at være togfører, og hun havde fantastiske kolleger, som også var nogle af hendes bedste venner.
- DSB er sådan et sted, hvor man enten bliver et år eller hele livet.
Og det var det sidste, Rikke gik efter.
Hun var glad for sit job og følte, hun var dygtig til det. Hun kunne ikke forestille sig andet.
Men drømmen om en fremtid hos DSB bliver endegyldigt afsporet en helt almindelig onsdag eftermiddag i 2018.
Rikke ligger i en hospitalsseng på Rigshospitalet i København, da overlægen træder ind på stuen. Han er tydeligt berørt.
Med sig har han et forfærdeligt dilemma, som Rikke skal tage stilling til med det samme.
Skal vi amputere dit venstre ben?
Eller vil du beholde et ben, du kun kan støtte på - med en lam fod - og sidde i kørestol resten af dit liv?
- Selvfølgelig var det voldsomt at skulle tage stilling til. Det var en vanvittig hård beslutning. Og det var en beslutning, jeg tog alene.
Hendes daværende mand er hjemme i deres hus i Tølløse. Han har lige været på besøg, og deres tre piger bliver passet hos hendes mor.
Inden hun afgiver sit endelige svar, vender hun mulighederne med lægen en sidste gang. Hun har tidligere talt med sin mand om, at amputation måske var det bedste. Det kunne gøre en ende på hendes store smerter.
Men nu er det pludselig en realitet. På en halv time skal hun tage stilling til, om hun vil miste et ben.
På en måde er hun dog glad for, at hun ikke har længere tid.
Det gør det lettere at tage den beslutning, som hun føler er den rigtige.
De aftaler, at lægen booker en tid til operation næste morgen klokken 8.00.
- Jeg ringede til min mand og græd. Jeg fortalte, at lægerne ikke kunne gøre mere. De var nødt til at fjerne mit ben. Vi var begge i chok, og han kørte tilbage til hospitalet med det samme. Vi overnattede sammen i hospitalssengen, og jeg græd hele natten.
Den 12. april 2018 fik Rikke amputeret sit venstre ben 6-7 centimer over knæet og ned.
Det var resultatet af en kædereaktion af begivenheder, der startede tre år tidligere, hvor hun var blevet opereret for en kræfttumor i sit venstre lår.
Strålebehandlingen og arvæv fra operationen havde efterladt hende med et stift ben og en sygemelding på ubestemt tid.
I september 2016 - efter længere tids sygemelding - bliver hun opsagt hos DSB.
- Jeg blev meget overrasket. Jeg var blevet forsikret om, at vi ikke var der, hvor jeg skulle bekymre mig om at blive fyret.
- Men på en måde havde jeg også forståelse for det. Jeg havde været sygemeldt et år, så de havde også givet mig lang snor, og det var jeg taknemmelig for.
Inden Rikke blev fyret, havde DSB ansat hende i et skånejob som infovagt. Desværre måtte hun stoppe i jobbet efter en måned, da hendes syn kunne blive påvirket af noget af den behandling, hun modtog for sit stive ben.
Fra den ene dag til den anden havde Rikke pludselig mistet det job, hun var så glad for. Et job, hun slet ikke havde regnet med, hun skulle væk fra.
Da hun tjekkede ind på Rigshospitalet i slutningen af marts 2018 for at blive opereret for sit stive ben, var det med et stort håb om, at hun snart kunne komme til at gå næsten normalt igen.
Hun vågnede op fra en vellykket operation med et ben, der kunne bøje igen for første gang i tre år.
Det skulle være starten på en tilbagevenden til hendes gamle liv. Nu kunne hun komme tilbage og arbejde med tog hos DSB igen.
Det var hendes drøm.
I stedet endte historien med, at hun efter operationen udviklede kompartmentsyndrom.
Kompartmentsyndrom kan blandt andet opstå, når musklerne ikke har plads til at hæve under en stram forbinding, og der bliver lukket af for blodtilførslen. Uden ilt dør muskelvævet hurtigt.
Lægerne forsøgte af fem omgange at redde muskelvævet i Rikkes underben. Men der var det allerede for sent.
Patienterstatningen slog senere fast, at Rikke havde ret til erstatning for den skade, hun havde pådraget sig i forbindelse med behandlingen.
Tilbage sidder Rikke nu med en desperat søgen efter svar på spørgsmålene:
Hvem er jeg nu?
Hvad kan jeg nu?
Hvordan ser min fremtid ud?
- Jeg vil bare gerne have det her afklaret. For lige nu ved jeg ikke, hvordan mit liv ser ud om en måned. Jeg har ingen idé om, hvad der sker i fremtiden jobmæssigt, og det har bare rigtigt meget at sige i ens liv. Jeg vil gerne videre.
Rikke har været sygemeldt i over fire år og i jobafklaring næsten lige så længe.
Det har været fire år i venteposition. Den eneste kontakt hun har haft med arbejdsmarkedet var få måneders praktik i en butik og en måneds skånejob hos DSB.
Begge dele fandt sted før amputationen, der lænkede hende til en hospitalsseng i seks måneder og kun efterlod hende med nye spørgsmål om, hvad hun kunne arbejde med nu.
Men hendes tålmodighed er ved at slippe op.
Hun er klar. Mere end klar til at få et arbejde igen.
Da Rikke kæmpede med et stift ben, kunne hun hverken cykle eller tage en tur i Tivolis rutsjebane med sine børn.
Det kan hun nu.
Det betyder meget for hende, at der er nogle ting, hun kan nu, som hun ikke kunne før.
Hun kan også cykle igen og endda klatre på en klatrevæg.
Det sidste havde hun ikke troet kunne lade sig gøre for bare få måneder siden.
Den slags succesoplevelser er med til at give Rikke et boost. De bekræfter hendes tro på, at der næsten ikke er noget, hun ikke kan, hvis hun går efter det.
Men det betyder ikke, at der ikke er forhindringer, der skal forceres på vejen.
- Mange dagligdagsting er en udfordring. Sådan noget som rengøring for eksempel. Det er svært for mig at rengøre toilettet, fordi man skal bøje sig i akavede stillinger. Jeg kan ikke ligge på knæ, fordi proteseknæet er længere end mit eget knæ.
På de dårlige dage kan hun ikke gå eller stå længe af gangen, før hun bliver træt og får ondt i hoften.
Det er lidt af en mental knytnæve. Men hun insisterer alligevel på at gøre toiletterne rene og lave lagkage til sine børns fødselsdage.
Også selvom hun er helt smadret og må tage smertestillende bagefter.
- Jeg gider altså ikke at græde snot. Det har jeg ikke tid til. Selvfølgelig er der hårde dage, men det kan jeg ikke bruge til noget. Og jeg har tre børn. Så jeg bliver nødt til at stå op om morgenen.
På sigt drømmer hun om at få et fuldtids- eller deltidsjob. Men et fleksjob virker mere realistisk lige nu.
Det vigtigste er, at hun får et arbejde. Også selvom det kun er få timer om dagen til en start.
For sine børns skyld.
- Jeg vil gerne vise mine børn, at man godt kan rejse sig igen. At man ikke skal lægge sig ned og opgive det hele, selvom der er bump på vejen. Og dem har der været mange af de seneste år.
- Jeg kunne sagtens lægge mig ned og bare tænke: 'Jeg gider ikke'. Men jeg vil gerne vise mine børn, at det kan man ikke.
Og for sin egen skyld.
- Det ville betyde rigtig meget at få en mening med min hverdag. Der er selvfølgelig stor mening i at passe mine børn og at gøre livet godt for dem. Men jeg er ikke kun deres mor. Jeg er også mig selv og har brug for mit liv. Jeg har brug for at være til nytte.
Et arbejde ville også betyde meget for hende socialt. Hun savner at have kolleger og at lære nye mennesker at kende.
Det ville også gøre det sjovere at drikke kaffe med veninderne fremover.
- Man bliver socialt akavet af at gå hjemme. Særligt i starten vidste jeg ikke, hvad jeg skulle snakke med mine veninder om, for der skete jo ikke noget i mit liv. Man bliver også træt af kun at fortælle om sine børn hele tiden.
Indtil videre må Rikke affinde sig med stadig at være i venteposition. Og det kan være svært.
- Lige nu kan jeg godt føle, at jeg er lidt til overs. Det føles lidt som om, jeg bor i en osteklokke, hvor resten af verden bare fiser afsted udenom.
- Folk har alt muligt fedt i deres liv, og jeg sidder bare derhjemme og kukkelurer, rydder lidt op og køber flyverdragter til mine børn. Jeg kan ikke sige: 'Jeg skal til julefrokost med kollegerne' eller 'Jeg har fået en ny kollega, der bare er mega cool'.
På de dårlige dage kan hun endda tvivle på, om der er en plads til hende på arbejdsmarkedet.
Fire års sygemelding, et amputeret ben og en 'ubrugelig' togføreruddanelse ud over hendes 9. klasses eksamen gør ikke oddsene større.
Det er hun bange for.
- Nogle dage kan jeg tvivle på mig selv og tænke: Kan jeg overhovedet noget? Er der overhovedet nogen, der vil have mig?
- Jeg kan blive nervøs for, at der ikke er nogen, der kan bruge mig. Men samtidig tænker jeg også: Selvfølgelig er der det!
Rikke genoptræner flere gange om ugen - håbet er, at de fysiske udfordringer, hun møder i sin dagligdag, vil blive mindre med tiden.
Genoptræningsprogrammet har også fokus på Rikkes mentale helbred.
Blandt andet har hun gået i gruppeterapi. Her lærte hun, hvordan hun kan håndtere de negative tanker, der uundgåeligt dukker op indimellem.
Hvis hun får en dårlig tanke, skal hun sige 'Det har jeg ikke tid til nu. Jeg er i gang med noget andet. Du må komme tilbage senere'.
Meningen er, at hun senere helt har glemt den.
- Det er super effektivt for mig ikke at fokusere for meget på de negative tanker. Det har hjulpet mig rigtig meget til ikke at komme derud, hvor jeg tænker: Nu kan jeg ikke mere.
Rikke håber, at hun i et kommende job vil komme til at arbejde med noget, hun er god til og kan bruge sine kompetencer - frem for at ende i et job, hvor hun for eksempel skal samle kuglepenne.
- Jeg er rigtig god til mennesker, og jeg skal bare have noget med mennesker at gøre, ellers visner jeg.
- Jeg har også et godt servicegen, så jeg har selv tænkt på kundeservice, receptionist eller lignende. Det vigtigste er, at jeg kan have skiftende arbejdsstillinger og ikke skal sidde ned en hel dag.
Rikke er medlem af facebookgruppen 'Aktive amputerede i Danmark' og en undergruppe for lårbensamputerede kvinder.
Det hjælper hende at have nogen at spejle sig i. At hun kan se, at mange andre benamputerede er i job og har aktive liv.
Rikke håber også, at hun selv kan inspirere andre med sin positive tilgang til sit forløb trods alle bumpene på vejen.
- Jeg vil gerne vise, at man ikke behøver give op. For eksempel er der mange, der tror, at deres liv er 'slut', lige når de er blevet amputerede. Det troede jeg også selv. Men det er det altså ikke. Mange kan godt have et ganske almindeligt liv med en protese.
- Jeg kan godt have nogle rigtig dårlige dage indimellem. Men livet er ikke slut. Selvfølgelig skal man give sig selv plads til at være ked af det, og der skal være plads til, at man har dårlige dage. Men det må ikke tage over. Det handler om at rejse sig igen.