Hvis du går og leder efter kærligheden, skulle du måske kaste dig over tilfældige sociale medie-profiler. Mens vi de seneste syv uger har kunnet følge fire par, der blev gift ved første blik, kan du her følge et ungt par på 24 og 30 år, der uden et tv-hold i nakken, blev gift ved først like. Sådan næsten.
Det er en kærlighedshistorie, som begyndte på Instagram, og som kunne være endt helt galt i Mexico. Den blev indledt en aften i 2012, da Mads Kristensen surfede rundt på det sociale medie. Han er en fitnessfyr, og derfor søgte han sikkert på fitness-hashtags, da han fandt den dengang 18-årige Salma Cabrera Charre. Profilen var privat, og kendere af Instagram vil vide, at der kun er et navn og et lille, rundt billede synligt.
- Hun fangede mig. Det må have været det eksotiske navn, for jeg kunne jo ikke se andet. Jeg trykkede ’følg.’
- Mads sad i split i en taekwondo-uniform på hans billede, og jeg kunne ikke se hans ansigt. Men jeg brugte min Instagram til fitness, så jeg tænkte, det sikkert bare var en slags træner. Jeg trykkede ’accept’.
Efter nogle måneder samlede Mads mod til sig og skrev en kommentar på et af Salmas billeder: ’That looks fun’. Kommentarerne udviklede sig: ’The tuxedo suits you’, skrev Salma. ’Fedt, så må jeg også begynde at kommentere på den måde’, tænkte Mads: ’You look good, girl.’
- Jeg forsøgte ikke at virke for interesseret. For jeg kendte hende jo ikke, og hun boede i Seattle. Jeg boede i Aarhus.
Et års tid efter skrev han alligevel til hende på Facebook. Han kunne ikke lade vær.
- Da Mads skrev til mig, kunne jeg se, at han boede i Danmark. Var det en by i USA? Danmark ligger i Europa, fandt jeg ud af. Lige nord for Tyskland. Jeg havde ellers tænkt, at han var sådan en New York-fitnessfyr. Hvorfor skulle jeg overhovedet svare og bruge tid på ham? Men det gjorde jeg alligevel, for han virkede spændende. Det endte med, at vi skrev sammen hver dag.
Den 18. juli 2013 skypede Instagram-parret første gang. Samtalen varede halvanden time. Men de sagde ikke meget. De sad bare og smilede, fordi de var glade og lettede over endelig at se hinanden.
- Vi skypede hver dag efter, og jeg viste Mads til min mor. ’You’re dreaming, girl’, sagde hun. Det var spild af tid. Kom nu videre, Salma.
Mads’ forældre tænkte det samme.
- Jeg blev nødt til at fortælle dem om Salma, fordi jeg gik mistænkeligt meget rundt med min mobil det meste af døgnet. Forestil jer situationen: ’Mor og far. Der er hende her pigen, jeg har mødt online. Hun er fra USA.’ Den troede de ikke på: ’Du bliver klogere, søn.’
Men det skulle vise sig, at forældrene blev klogere. For allerede på det her tidspunkt havde Salma og Mads joket om fremtiden. Det var den slags drømme pakket ind i jokes, som man faktisk mener. Hvis de fik en søn, skulle han hedde Gabriel, jokede Mads. Han mente det. Det navn havde han altid synes var flot.
- Det føltes rigtigt at drømme. Salma og jeg talte sammen hver dag, og på grund af tidsforskellen sov jeg ikke ret meget det næste år. Jeg var lige begyndt på fysioterapeutuddannelsen i Aarhus, så jeg gik sent i seng og stod tidligt op for at tale med hende. Vi delte alt.
Måske er det nu, du som læser begynder at undre dig. Hvad er det, der foregår? Hvorfor snakker de så meget sammen, når de ikke kender hinanden? Men ligesom forældrene bliver du også klogere.
Salma og Mads talte om at ses in real life, når de skypede. Men Salma kunne ikke rejse ud af USA. Hun kom illegalt til landet fra Mexico med sin mor i 1997, da hun var tre år gammel, og derfor var hun i USA som en såkaldt Dreamers. Det betød, at hvis Salma rejste ud af USA, kunne hun ikke rejse ind igen. Mads skulle komme til Seattle.
- Nu skulle det være. Vi splejsede om en returbillet til mig fra København over Amsterdam til Seattle. Mine forældre syntes, at jeg var sindssyg: ’Det kommer du over, søn.’ Men jeg kom ikke over det. Jeg havde brug for at møde Salma, så den 10. maj rejste jeg.
Mads skrev til Salma undervejs: ’Now I’m leaving Copenhagen’, ’Now I’m in Amsterdam’. Men der kom ikke noget svar. Der var stadig intet svar, da han tændte telefonen i Seattle: ‘Fuck mit liv. Hvad laver jeg her? Nu er jeg blevet brændt af.’
Han tog kufferten med op ad rulletrappen i Seattle lufthavn. Han kiggede vist ikke særlig godt efter i den mængde af mennesker, der stod klar til at modtagere med flag og kys. Han troede jo ikke, hun var der. Men dér stod Salma. Lige foran rulletrappen. Hendes mobil var gået i stykker samme dag, og det var derfor, han ikke havde modtaget hendes svar.
- Mads så helt stresset ud i sine sweatpants og hvide t-shirt. Jeg gik efter ham, tog en dyb indånding og prikkede ham på skulderen: ’Hej.’
- Salma sagde ikke andet, før vi gav hinanden det første lange kram og det første kys. Det var en kæmpe forløsning. Vi gik ud til Salmas bil med armene om hinanden, som om vi havde gjort det mange gange før.
Fire timer efter Mads var landet, satte de sig på en bænk og kiggede ud over vandet. Der sad de i lang tid og talte om, at Mads kunne flytte til USA og åbne sit eget træningscenter. De jokede igen, men de mente det. Det var meant to be.
Det er ikke svært at forestille sig, at det var en tårevædet afsked. Salma græd, da hun havde sat Mads af, og Mads græd på vej til flyet efter deres først uge sammen.
Da han kom hjem til Danmark, var han allerede på vej til USA igen.
- Mine forældre håbede, jeg havde fundet ud af: 'Det var sjovt - men det var så det.' Sådan var det ikke. Jeg havde fødselsdag den 20. juli, og det eneste, jeg ønskede mig, var penge til en billet.
Det fik han. To måneder senere rejste Mads tilbage til USA, hvor drømmen om at være sammen fortsatte. Men drømmen, om at det skulle være i USA, smuldrede.
Det lyder som et amerikansk drama, og det er det på mange måder også.
- Min mor valgte at forlade familien. Mig, mine søskende og vores papfar. Hun rejste til Texas, og min papfar rejste ned i et hul og ind i et fængsel. Han kørte bil, mens han var fuld og blev anbragt i et deportationscenter. Han er også fra Mexico. Jeg var den eneste af os søskende, som stadig boede hjemme, så der stod jeg tilbage med et hus, to hunde, to biler og regninger.
- Det var kaos. Jeg kørte Salma på arbejde, og da jeg kom hjem for at give hundene mad, lagde jeg mærke til, at lyset ikke tændte i køleskabet. Jeg kørte hen til Salma med det samme, og da vi kom hjem, fandt vi en bunke regninger, som ikke var blevet betalt. Så stod vi der, og jeg skulle rejse hjem til Danmark igen. Hvad gør vi? Jeg kunne ikke bare forlade Salma? Vi skypede hjem til mine forældre i Aabenraa for at tale med dem om hele situationen.
- Jeg husker tydeligt den samtale. Vi fortalte Mads’ forældre alt om min familie og om min situation. Og så nævnte Mads’ mor min mulighed for at blive au pair i Danmark. Selvom det var en vild mulighed, var jeg med det samme sikker på, at det var det, jeg skulle. Det var det, vi skulle.
Mads’ forældre havde nogle lange snakke med deres søn. Var Salma nu helt sikker? Hun kunne jo ikke rejse tilbage til USA. Og hvad med deres søn? Det var et kæmpe ansvar, for hvis det ikke fungerede mellem ham og Salma, ville hun blive sendt tilbage til Mexico. Det var alvorligt. Men det var også alvorligt, at deres søn var forelsket:
- Jeg var helt klar over, at det var et stort ansvar, for jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, og hvor det hele ville ende. Men jeg vidste, at jeg ville gøre alt for, at vi fik det til at fungere.
Salma var også forelsket:
- Mads og jeg havde talt om fremtiden så mange gange, så da Danmark blev en mulighed, tænkte jeg: 'Hvorfor ikke?' Jeg sagde til Mads, at han skulle være seriøs, for ellers ville jeg havne helt alene i Mexico. Det lovede han.
Salma tog til lufthavnen den 4. september 2014.
- Jeg følte mig helt sikker på min beslutning, indtil jeg havde tjekket mine to kufferter ind og var igennem security. Jeg gik ud på toilettet og skrev en besked til Mads: ’I don’t think I can do this. Am I really doing this?’ Dér gik alvoren op for mig. Jeg kunne ikke bare købe en flybillet tilbage det USA igen, hvis det gik dårligt mellem Mads og jeg. Men jeg gjorde det. Jeg fløj til Danmark. For hvad skulle jeg ellers gøre?
Salma fløj fra Seattle til København, hvor Mads stod klar i lufthavnen. Klar til at tage Salma med hjem til hans forældre i Aabenraa.
- Jeg var lykkelig for at se Mads, da jeg landede, men jeg var samtidig bange. Jeg var rejst væk fra alt, og nu var jeg afhængig af den her danske fyr, som jeg kun havde mødt to gange. Jeg kan ikke huske ret meget fra den tur, for jeg sov det meste af vejen. Selvom jeg var bange og fuld af følelser, var jeg træt. Når jeg vågnede, græd jeg og tænkte: "Shit, hvad har jeg lige gjort?”
Mads sad bag rattet – på den længste tur hjem fra København, han nogensinde har haft.
- Jeg havde så mange tanker. Jeg kiggede på Salma, der sov, og jeg var ekstremt lettet over, at hun var med i bilen. Men jeg var også bevidst om, at det næste stykke tid ville blive ekstremt svært for hende. Hun havde opgivet alt for at være sammen med mig. Jeg var fast besluttet på, at det skulle lykkes.
Hjemme i Aabenraa bankede Salma og Mads på døren. Mads' forældre åbnede, og der stod Salma med hendes to kufferter. Klar til at blive en del af familien Kristensens liv.
- Det var jo mine forældres forslag, at Salma skulle komme til Danmark, men selvfølgelig var jeg nervøs, da vi nærmede os huset. Det var jo ikke ligefrem en situation, jeg havde stået i før. Mine forældre havde bogstaveligt talt fire meget åbne arme, da døren gik op. De gav Salma et kæmpe kram og inviterede indenfor til aftensmad.
Efter to måneder hos Mads i hans lejlighed i Aarhus, fandt Salma en familie, hun kunne være au pair hos.
- Det var vigtigt for mig at være uafhængig af Mads og at finde et sted og en familie, hvor jeg kunne føle mig hjemme. En familie, som blev min, og hvor jeg kunne sige: ’Mads er virkelig irriterende.’ Det kunne jeg jo ikke til Mads’ forældre.
Salma fokuserede i starten på at blive en del af au pair-familien, mens Mads fokuserede på fysioterapeutstudiet, så det var ikke meget de sås den første måned. Derefter så de hinanden i weekenderne.
- I hverdagene havde vi kontakt over SMS og opkald, og i weekenderne var vi enten hos mig i min lejlighed i Aarhus – eller også tog jeg ud til den familie, der stadig i dag er hendes familie. På det her tidspunkt begyndte vores forhold for første gang at ligne alle andres. Vi var sammen som ethvert andet kærestepar. Der var ikke de samme udfordringer længere, fordi vi nu boede i samme land.
- Jeg kan huske, at jeg valgte at rejse på ferier sammen med familien i stedet for at være sammen med Mads. For jeg så dem hurtigt som min egen familie, og jeg havde også brug for dem. Så det var med blandede følelser, at jeg efter halvandet år stoppede som au pair. Jeg var ked af, at jeg ikke længere skulle bo hos familien, men jeg glædede mig til at bo sammen med Mads.
Da Salma efter halvandet stoppede som au pair, begyndte et helt nyt liv for det modige par. For kan du huske navnet Gabriel, som Mads nævnte i en Skype-samtale, inden han havde mødt Salma?
Graviditetstesten viste positiv, lige da Salma stoppede som au pair, og den 21. januar 2017 fik de en søn. Gabriel Isidro Kristensen.
Derefter er det gået stærkt. Mads arbejder i dag som fysioterapeut i Aabenraa, og Salma er netop begyndt på læreruddannelsen i Haderslev. Den lille familie flyttede lige før Gabriels ankomst til Flensborg, hvor Salma fik opholdstilladelse. Men i juli i år fik hun godkendt midlertidig opholdstilladelse i Danmark, og de har netop købt et hus i Rødekro.
Den 18. august 2018 blev Salma og Mads gift, og de holdt bryllup for familie og venner. På Salmas side var hendes au pair-familie med til brylluppet, og så var to venner rejst fra USA. Hendes biologiske familie var der ikke.
- Min familie kan ikke rejse ud. Ligesom jeg ikke kunne. Men min midlertidige opholdstilladelse i Danmark betyder, at jeg kan rejse ind i USA igen på turistvisum. Planen er, at vi skal møde dem i USA næste år, for jeg savner dem. Min mor taler jeg ikke længere med. Men jeg er begyndt at tale med min papfar, som stadig er i USA, og jeg skyper med mine søskende og nogle få venner.
Hvis Salma om fem år kan bevise, at hun kan forsørge sig selv, kan hun søge om permanent opholdstilladelse i Danmark. Derefter vil der gå et par år, inden hun kan få statsborgerskab.
Alle blev klogere. Både forældre, venner – og måske også dig. For Salma og Mads var meant to be. Men hvordan turde de? Hvordan kaster man sig ud i et kærlighedsforhold, der på alle måder virker håbløst?
- Fordi det ikke var planlagt. Det lå aldrig i kortene, at Salma og jeg skulle nå hertil. Men det gjorde vi, fordi vi ville det mere end noget andet. Det lyder måske banal, men vi satsede vi på kærligheden, da den var det. Og vi fortsatte, også når det ikke altid gik lige efter planen.
Og Salmas opskrift er nogenlunde den samme som Mads’:
- Jeg tænkte aldrig rigtig over, hvad der var det rigtige at gøre. Jeg vidste, at jeg ville være sammen med Mads – med alt hvad han havde at tilbyde, også selvom afstand var med i hans tilbud. Jeg tror, det handler om at slippe kontrollen. Vi var åben over for kærligheden, også selvom den opstod på Instagram – og i et helt andet land.
Budskabet er: Hvis det er kærlighed, then go for it.