- Hvorfor er det, at samfundet og ens omgivelser altid har forventninger til, hvordan man skal leve sit liv for at passe ind? Hvem bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert? Det er mit liv, så lad mig nu selv bestemme, hvad jeg vil bruge det til.
Sara Mouritzen kigger ud i luften og prøver at holde de tårer tilbage, der lige så stille pibler frem i øjenkrogene, mens hun fortæller.
Forgæves.
- Jeg ved ikke, hvorfor det påvirker mig så meget at snakke om det her, siger hun.
- Jeg er jo fuldstændigt sikker på min beslutning. Det er ikke bare en hurtig idé, jeg har fået.
Sara har valgt at fortælle sin historie for at nedbryde tabuer og med et håb om, at andre unge kan spejle sig i hendes tanker om tilværelsen.
De er med garanti derude et sted - andre kvinder og mænd, som heller ikke føler for at få børn.
Som drømmer om et mere frit liv uden forpligtelser. Med eller uden en partner.
- Det er en meget personlig ting at dele, og nogen kan mene, det er en underlig holdning at rende rundt med. Men jeg synes, det er vigtigt at snakke åbent om det her emne. Der skal være plads til at være anderledes og stræbe efter nogle andre ting end flertallet, siger hun.
Sara er 28 år, single og færdiguddannet fra musikkonservatoriet i Aarhus om et lille års tid.
Hun har med andre ord fremtiden foran sig og masser af muligheder for at realisere sig selv.
Hun drømmer ikke om familieliv, om at falde til ro, om at blive etableret og alt det dér.
Det har strejfet hende nogle gange, men altid som en strøtanke, der forsvinder lige så hurtigt, som den er kommet.
Hun kan slet ikke genkende følelsen, når jævnaldrende veninder snakker om 30-års-kriser, for hun har aldrig selv haft et behov for at gøre status over sit liv på den måde.
Når snakken falder på forældreskab, melder hun totalt pas. Slår måske blikket ned eller drømmer sig et andet sted hen.
Det rammer ikke noget i hende. Overhovedet.
Sara bor i øjeblikket i sine forældres kolonihavehus nær Northside-festivalpladsen i Aabyhøj. Ganske få dårligt isolerede kvadratmeter i naturskønne omgivelser men uden strøm og rindende vand.
Her kan hun være helt alene med sig selv, sine tanker, sin musik og bøger, og på få minutter kan hun cykle de knap to kilometer ind til musikkonservatoriet, hvor hun jagter drømmen om at blive professionel trommeslager.
Det er det, hun vil med mit liv.
- Jeg har haft det sådan her i mange år, men jeg har længe følt, at det ikke var noget, jeg skulle snakke for højt om. At det her er alt, jeg drømmer om, som om det ikke er noget særligt. Jeg vil bare gerne spille trommer og lave musik, der rører noget i folk. Jeg har aldrig været skruk, og jeg føler ikke noget særligt, når jeg holder et spædbarn. Faktisk kan andres børn irritere mig, hvis alting pludselig handler om amning, og hvad barnet laver, når vi er sammen, siger hun.
- Jeg føler noget helt særligt, når jeg er på scenen og ser publikums reaktioner på den lyd, jeg er med til at lave, og de dansende eller lyttende skikkelser. Her er jeg totalt på.
Sara har været fast besluttet på at blive musiker, siden hun var 18 år. Også selv om hun ved, det indimellem er et kaotisk liv, det fører med sig.
Der har aldrig været en plan B.
Hun er barn af 90’erne og opvokset i et flippet kollektiv på Toustrup Mark mellem Aarhus og Silkeborg.
Her legede børnene med Playmobil og så Pokémon i de voksnes rygerum, for det var dér, fjernsynet stod.
Man var fælles om at lave mad og gøre rent. Slap af, hun har skrællet mange gulerødder gennem årene.
På mange måder levede man sammen som én stor familie, hvor der altid var nogen at snakke med, og børnene havde mange forskellige voksne forbilleder.
Måske er det derfor, hun sagtens kan se sig selv være noget for børn - bare det ikke er i rollen som mor.
- Jeg ved, jeg har masser af kærlighed at dele ud af, men det skal ikke være til mine egne børn. Det kan være som musiklærer eller støtteperson for et barn, der har det svært i skolen, siger hun.
- Hvis man tvinger mig til at se fremad, ser jeg først og fremmest en tåget sky, for min fremtid er uvis på alle måder, og det tiltaler mig.
- Jeg kan godt fremtvinge et lidt sløret billede af mig selv i en kolonihave på en dejlig sommerdag. Jeg er glad, og der er legende børn omkring mig, men det er min søsters. Når dagen er slut, lægger jeg mig til at sove enten alene eller sammen med en mand, der accepterer mit liv som musiker, der turnerer og er væk i weekenderne, siger Sara.
Hvis hun møder en fyr, der siger, han gerne vil have børn, slutter forholdet sandsynligvis dér. Så er der ikke noget at bygge videre på.
Sara oplever, at folk har svært ved at tage hende seriøst, når hun deler sine tanker om ikke at ville være mor.
”Vent nu og se. Du bliver klogere med alderen eller når du møder den rigtige fyr”, er der nogle, der siger.
- Det er noget, jeg hører fra både kvinder og mænd i alle aldre. Det giver mig lyst til at råbe "NEEEJ!", når det sker. Jeg forstår ikke, hvorfor samfundet er skruet sådan sammen, at noget er mere rigtigt end andet, når det kommer til, hvordan man vil leve sit liv.
På samme måde sker det, at folk med børn har svært ved at forestille sig, at Sara som 28-årig singlekvinde kan føle sig stresset og travl.
Hvad har hun egentlig af forpligtelser i hverdagen?
- Det frustrerer mig. Det er som om, jeg ikke bliver taget seriøst. Folk med børn affejer mit svar som ugyldigt, hvis jeg siger, jeg også kan føle mig presset, og jeg føler, de gerne vil have mig til at tvivle på min beslutning om fremtiden og tage stilling igen. Sagen er bare den, at jeg allerede er sikker i min sag.
Sara har overvejet at lade sig sterilisere for at undgå risikoen for at skulle igennem en abort med de følger, sådan én kan have fysisk og psykisk.
Hun har været ved lægen og snakke om indgrebet - mest for at mærke efter en ekstra gang, for hun har ikke endelig besluttet sig.
Det er trods alt et drastisk skridt at tage og en beslutning, der ikke kan gøres om.
- Jeg er seriøst bange for at blive uplanlagt gravid, for så er jeg pludselig tvunget til at tage stilling til, om et barn skal leve eller ej. Den beslutning har jeg ikke lyst til at tage, men jeg vil heller ikke have ansvaret for et andet menneske på den måde, man har som forælder. Jeg føler ikke for det, og så skal man vel ikke gøre det, siger hun.
- Jeg tror, der er mange børn derude med forældre, der i virkeligheden ikke magter dem, fordi de ikke passer ind i deres liv. Hvad er så mest egoistisk? At vælge børn helt fra eller vælge dem til, fordi det føles som en pligt og som noget, man skal.
Sara understreger, at det for hende ikke er et valg mellem en musikkarriere og familieliv, for selvfølgelig kan man få de to ting til at fungere.
Det gør hende ked af det, hvis folk har den opfattelse af hende, for hun ville have det på samme måde, hvis hun havde en anden karriere.
Hendes plan er at flytte til København efter sommerferien, og hun har gang i flere projekter omkring sin musik.
- Jeg forfølger den her drøm hundrede procent lige nu, selv om nogen peger fingre og gør opmærksom på, hvor få kvindelige trommeslagere der slår igennem, hvor usikkert livet som kunstner er, spørger, hvor realistisk det er, at jeg lykkes med det her, og om jeg ikke bør have den der plan B. Jeg ved da godt, det bliver sindssygt svært, og jeg har ingen anden uddannelse at falde tilbage på, men jeg er ligeglad. Det er det her, jeg vil.
- Er du ikke bange for at blive ensom, hvis du vælger familielivet fra?
- Nej. Helt ærligt, nej! Jeg har verdens bedste familie og venner, som støtter mig og accepterer mit valg. Min far siger, jeg altid kan overveje at adoptere, og vi snakker om klimaudfordringer og overbefolkning som argumenter for ikke at sætte flere børn i verden. Mine forældre har allerede to børnebørn, så de presser ikke på. Måske ender jeg i et kollektiv med andres børn omkring mig. Måske forelsker jeg mig i én af de tusindvis af fraskilte mænd med børn, som render rundt derude. Jeg ved det ikke.
- Uanset hvad, gør jeg præcist, hvad jeg selv føler for. Ingen skal fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv.