Balance.

Jeg er opvokset med et ben i to kulturer, og derfor har jeg smagt en del på det ord. Særligt efter jeg er blevet mor.

For hvad ønsker jeg at give videre til mine børn fra de to kulturer? Hvordan sørger jeg for, at de kan deltage i børnefødselsdage og lejrture, selv om de kun spiser frikadeller, hvis kødet deri er halalslagtet og ikke kommer fra en gris?

Min mand og jeg er efterkommere af pakistanske gæstearbejdere. Det betyder, at mens vi er født og opvokset i Danmark, udspillede vores forældres barn- og ungdom sig i Pakistan, der på sit grønne flag bærer et af Islams mest kendte symboler; en hvid halvmåne og en femtakket stjerne.

Og selv om mit barndomshjem ligger i Taastrup, var Pakistan og Islam bestemt til stede, når du befandt dig inden for vores vægge.

Vi spiste pakistansk. Vi talte pakistansk. Vi tænkte pakistansk.

Jeg er utrolig taknemlig for det, mine forældre har givet mig, men der er ting, jeg gør anderledes i forhold til mine to børn.

Jeg var aldrig alene i mit barndomshjem. Fordelt på to lejligheder, der kun var adskilt af hinandens gulv og loft, boede vi tre generationer.

Min farmor og farfar, min far og mor, min fars fire søskende, mig og mine tre søskende og sidenhen et par af mine fætre og kusiner.

Vi var et stort familiekollektiv. Et pakistansk-muslimsk familiekollektiv, vil nogle måske mene.

For på væggene hang indrammede vers fra Koranen, på gulvene lå mønstrede, pakistanske tæpper og rundt om i lejligheden lå bedetæpper.

Som barn var det trygt at være omgivet af så meget familie. Jeg var jo aldrig overladt til mig selv.

Mine søskende og jeg gik heller ikke i SFO. Min mor var hjemmegående og stod altid klar med eftermiddagsmad, når vi smed vores skoletasker i gangen. Min farmor og farfar var også hjemme, og min farfar var god til matematik og engelsk, så eftermiddagene gik ofte med, at han hjalp os med lektierne.

Der herskede en stærk følelse af fællesskab i vores hjem. Vi hjalp hinanden, når der var brug for det. Min far er vognmand, og hvis han kørte til sent og ikke havde mulighed for at tage med mig til skolefest, tog min tante og onkel bare med.

Det var ligesom at have en masse second parents.

Det var enormt værdifuldt at have et stort hold af mennesker, der altid ville hjælpe mig. Men det betød måske også, at jeg sjældent bevægede mig ud af min comfortzone.

Min familie og jeg havde jo hinanden, og vi kunne altid finde på noget at lave.

Så vi kom ikke så meget ud.

Fritidsaktiviteter gik jeg for eksempel ikke til. Jeg er faktisk i tvivl, om mine forældre vidste, at de fandtes.

Mine forældre undrede sig også over det med at overnatte ved kammerater. "Sove sammen? Hvorfor? Har din veninde ikke en seng?"

Overnatninger uden for hjemmet var fremmede for dem. Og deres skepsis omkring det påvirkede muligvis mig.

I 6. klasse var jeg ikke med på lejrtur. Jeg turde simpelthen ikke. Jeg havde aldrig sovet ude og var utryg ved det. Mine forældre var også smånervøse. "Hvad får I at spise på sådan en tur? Hvem skal du sove med?" spurgte de.

Men de forbød mig ikke at tage afsted. Det kunne de aldrig finde på. De har altid respekteret, at deres børn har deres egen frie vilje, og jeg var i øvrigt med på lejrtur i 9. klasse.

Afbuddet i 6. klasse handlede om, at jeg ikke havde lyst, og jeg tror da til dels, det bundede i de normer, jeg var opdraget med. For jeg var ikke vant til at sove ude.

Med hensyn til svømning var det lidt samme historie. Jeg brød mig virkelig ikke om faget.

Der var omklædningsdelen. Jeg var ikke vant til at vise mig nøgen over for andre. Det var virkelig grænseoverskridende.

Så var der påklædningen. Badetøj viser jo relativt meget hud, og selv om min familie på ingen måde er konservativ, hvad angår påklædning, var jeg ikke vant til at blotte mig på den måde.

Og så var der selve sportsgrenen svømning. Jeg stank til det. Jeg havde jo aldrig været i svømmehallen. Svømning er ikke 'en ting' i Pakistan. Der findes masser af voksne pakistanere, som ikke kan svømme, så mine forældre havde ikke haft fokus på, at det måske var smart lære fra lille.

Mine forældre var heller ikke begejstrede for svømning, men faget var obligatorisk, og som nævnt; De var ikke typerne, der udstak forbud.

Løsningen blev, at vi købte et par lange gamacher, jeg kunne svømme i. De var ikke beregnet til svømning, men dengang i 1990'erne fandtes der ikke burkinier. Vi købte også en badehætte fra Arena. For jeg brød mig ikke om, at mit hår flød rundt i klorvandet. Sikke et outfit. Ha ha. Jeg må have set super smart ud.

Svømning og mig blev aldrig rigtigt venner, og da jeg selv blev mor, havde jeg det bare sådan: "Vores datter skal lære at svømme, fra hun er lille".

Minimalistisk. Lyst. Nordisk.

Sådan vil jeg beskrive min og min mands indretningsstil. Vi bor i et villakvarter, i et hus med samtalekøkken, loft til kip og ligusterhæk.

Her er der ingen, der står med friskbagt brød, når vores datter har fri fra skole. Desværre. Som barn nød jeg, at min mor og mine bedsteforældre havde tid til mig hele dagen.

Men både min mand og jeg arbejder, så vores datter må nøjes med SFO'en.

Jeg er serviceagent ved Nordea og læser til lærer ved siden af. Min mand er jurist i Danske Bank.

Når du hører den ydre beskrivelse… parcelhus, far, mor, to børn, to job… bliver det vel næppe mere typisk dansk?

Og der er sket et skred mellem min og min mands generation og vores forældres. Vi gør tingene anderledes, men vi er stadig praktiserende muslimer.

Vores tiårige datter, Samaya, bliver undervist i Koranen to til tre dage om ugen af en ung universitetsstuderende. Joseph på fem er endnu for lille til koranundervisning, men på et tidspunkt kommer turen til ham.

Vi ønsker at give vores religion videre til vores børn, fordi vi selv er glade for at være muslimer.

For mit eget vedkommende har det givet mig en ro at have et religiøst ståsted. Jeg har fundet tryghed i at have en 'opskrift', livet kan leves efter.

Den tryghed vil jeg gerne give videre til mine børn.

Men jeg viser dem også, hvordan de kan være danskere og muslimer.

For det er det, de er.

Jeg tror, roden til mine forældres utryghed ved overnatning og svømning var uvidenhed. For de har altid villet mig det bedste, men de var ikke vant til at mingle med de andre forældre og skolens personale.

Her var sproget en udfordring for særligt min mor.

Min mand og jeg kæmper ikke med den sproglige barriere, og vi gør meget for at skabe en god relation til personalet og til de andre forældre i vores børns skole og børnehave.

Jeg er for eksempel i kontaktforældregruppen i min datters klasse, hvor jeg er med til at arrangere udflugter og klassefester. På den måde kommer jeg tættere på de andre forældre, og det gør, at jeg har 100 procent tillid til dem.

Derfor har jeg ingen problemer med, at min datter overnatter og spiser ved dem. Jeg ved, de respekterer, at Samaya nøjes med tilbehør som pasta og salat, hvis kødet, der bliver serveret til aftensmad, ikke er halalslagtet eller stammer fra en gris. Ligesom jeg til enhver tid vil respektere, hvis deres børn lever vegetarisk.

Jeg gør også meget ud af at åbne vores hjem. Jeg siger til Samaya: "Nu har I spist ved hende to gange, hvorfor spørger du ikke, om hun vil spise med her?"

Vores forhold til de andre forældre og skolen er også kommet os til gode, når vi er havnet i situationer, hvor vi var usikre.

For eksempel første gang Samaya skulle på lejr. Min mand og jeg spurgte hinanden: "Skal hun leve af pasta med ketchup i fem dage?"

Vi kontaktede klasselæreren, og aftalen blev, at vi købte halalslagtet pålæg og slik uden gelatine, som eleverne, der har anden etnisk baggrund end dansk, kunne få. Ud af 20 elever i klassen er de fire med indvandrerbaggrund.

Vores børn går også til fritidsaktiviteter. Samaya har for eksempel gået til gymnastik i flere år og fodbold. Ligesom min mand har taget begge børn med i svømmehallen, fra de var små.

Det er sundt at blive presset ud af sin comfortzone, og det er fritidsaktiviteter med til at gøre. For børnene lærer at omgås nye mennesker. Og jeg kan se, at Samaya er langt mere udadvendt, end jeg var.

Jeg var virkelig klassens stille pige.

Vores børn skal også kende den danske kulturarv.

Jeg fortæller dem om H.C. Andersen og eventyret om 'Den grimme ælling'. Jeg taler med dem om dronning Margrethe og viser dem Amalienborg, hvor hun bor.

Deres basisviden om Danmark skal være på plads.

Jeg var selv ret gammel, før jeg fandt ud af, at det danske flag hedder Dannebrog.

Jeg gik vel i 7.-8. klasse, og jeg følte mig ret klodset. En smule dum faktisk. For det var tydeligvis børnelærdom for andre, at det danske flag havde et navn.

Den slags situationer skal mine børn ikke stå i. De skal føle sig hjemme i Danmark.

Derfor er det med danske legekammerater, fritidsaktiviteter og kulturarven vigtigt for mig.

Vi har ingen planer om at flytte til Pakistan. Vores børn er danskere. Derfor skal de kunne navigere i det danske samfund og kunne leve i harmoni med den kultur, som hersker her.

Når jeg ser min datters glæde sig over at skulle på lejrskole eller at dykke i det dybe bassin, tænker jeg: "Hold da op. De issues, jeg havde, har hun tydeligvis ikke".

Der virkelig sket meget, og det gør mig glad, men selvfølgelig vil hun også havne i dilemmaer.

For det er ikke nogen hemmelighed, at vi på nogle punkter lever efter nogle andre normer, end en typisk dansk familie gør.

Når Samaya plasker i rundt svømmehallen med sin far og lillebror, ser hun mig soppe i en burkini. Jeg går stadig sjældent længere ud end til knæene. Ha ha.

Samaya svømmer i badedragt med et lille skørt, der dækker hendes numse. Hun har selv valgt sit badetøj, og på et tidspunkt kommer hun til at tage stilling til, om hun skal dække sig mere til, som det er kutyme inden for Islam.

Jeg ville have det underligt med, hvis hun som teenager købte sig en bikini. Helt ærligt, det ville jeg.

Det er ikke den opdragelse, vi giver hende.

Det er ikke, fordi jeg mener, kvinder kun bør vise deres fingerspidser i offentligheden. Slet ikke. Se på, hvordan jeg selv går klædt!

Men jeg forsøger at præge min datter til at tænke over sin påklædning, når hun bliver ældre.

Ikke på den måde, hvor jeg belærer hende om, at: "Dén der nederdel er for kort". Jeg sætter et eksempel gennem mit eget tøjvalg, og jeg tror da, det skubber nogle tanker i gang hos hende, når hun ser, at jeg bader i burkini.

Børn har det jo med at gøre, det vi gør, og ikke det, vi siger.

Det er lidt det samme, hvad angår alkohol. Vi drikker ikke.

Vores børn er fem og ti år, så det er slet ikke et samtaleemne lige nu. Men jeg har selv gået på gymnasiet og universitetet, så jeg ved, hvilken alkohol- og festkultur de kommer til at møde.

Og jeg ved også, at de risikerer at føle sig uden for fællesskabet, når de ikke deltager i drukfesterne. For der opstår et fællesskab blandt dem, der fester meget sammen.

Her er det mit ansvar at vise mine børn, hvordan de kan have et socialt liv uden at drikke. Det mener jeg allerede, jeg gør.

For det første har vi et hjem, hvor der kommer mange gæster. Vi lægger hus til mange selskaber. Børnene ser mig også tage til brunch og på shoppingtur med mine veninder, de ser mig tage ud at bowle, ligesom de ser både min mand og jeg deltage i julefrokoster og sommerfester på vores arbejdspladser.

Vi kommer nok ikke så sent hjem som vores etnisk danske kollegaer. Personligt foretrækker jeg at smutte, når festen når det punkt, hvor folk bliver fulde. Ikke fordi jeg har noget imod, de er det. Mere fordi samtalerne sjældent er specielt interessante, når man selv er ædru.

Men jeg prioriterer at tage med, og på den måde ser vores børn også, at det er muligt at være en del af den danske festkultur på sin egen måde.

Det, håber jeg, inspirerer dem.

Kilde: Danmarks Statistik (Tabel FOLK2). Læs mere om metoden her.

Kærester og sex før ægteskab er en anden kontrast til den danske kultur. Den salgs er ikke velset inden for Islam og den pakistanske kultur.

Min mand og jeg har selv fulgt de normer, og vi forsøger at påvirke vores børn til det samme.

For vi er jo muslimer, og så, mener jeg, disse normer er en del af pakken.

I mit eget barndomshjem var der desuden en underliggende forventning om, at mine søskende og jeg fandt en pakistansk-muslimsk partner.

Jeg kan huske, min far var skeptisk, da min bror præsenterede ham for min svigerinde. Hun er muslim, men har bosniske rødder.

Han spurgte: "Hvad med sproget? Hvad med børneopdragelsen?"

Jeg kan faktisk godt forstå ham. For der er kulturforskelle, og på sigt kan de føre til sammenstød, som du måske ikke skænker en tanke, når du er ung og forelsket.

Mon ikke mange danske forældre også ville have nogle spørgsmål, hvis de blev introduceret for en muslimsk svigerdatter eller -søn?

Personligt foretrækker jeg også, at mine børn finder sammen med en muslimsk-pakistansk partner. Det vil være nemmest for dem, tror jeg. Særligt hvis de ønsker at stifte familie. Hvis den ene er religiøs, og den anden er ateist, tror jeg, der kan opstå nogle kulturclashes i forhold til børneopdragelse.

Men både hvad angår alkohol, valg af partner, bikinier og så videre, har jeg ikke i sinde at tvinge mine børn til noget.

Sådan ser min mand også på det.

Som forældre kan vi udstikke nogle retninger vores børn. Præsentere dem for den livsopskrift, der har virket for os selv, og så kan vi håbe, de følger den.

Men vi kan ikke tvinge dem.

Vi foretrækker, at vores børn finder en muslimsk-pakistansk ægtefælle, og at de generelt lever efter de normer, vi opdrager dem med.

Det er ingen hemmelighed.

Men vi må have respekt for de beslutninger, de træffer i fremtiden uanset udfald.

Og vores børn er født i Danmark. Selvfølgelig tager de dele af den danske kultur til sig. Det håber jeg, de gør. For der er mange ting, jeg holder af ved Danmark. For eksempel friheden til, at vi hver især kan leve, som vi vil, og respekten for forskelligheder.

Min mand og jeg har også taget dansk kultur til os. Vi har forenet de to kulturer, vi har med os, på vores måde. Vores børn kommer til at skulle finde deres egen balance.