(Foto: © Betina Garcia, DR)

Se billederne fra 3.b's studenterkørsel: 'Den fedeste oplevelse, jeg nogensinde har haft'

Efter længere tids usikkerhed fik studenterne lov til at køre i vogn - vi var med dem på turen.

- Alle pigerne med hvide bluser på skal vise bryster, bliver der råbt i megafonen af Sigurd Meedorm.

- Tro på det, råber én af pigerne tilbage, og Sigurd Meedorm trækker på skuldrene og tager en tår af sin øl.

Han er én ud af de 24 elever fra 3.b på Ørestad Gymasium, der har fået lov til at fejre afslutningen på tre års gymnasieliv.

I midten af marts blev tæppet revet væk under dem, og et nyt liv med afstand og virtuel undervisning blev det nye normal for 3.b. De måtte vinke farvel til gallafesten, havde kun én mundtlig eksamen, og dimissionen var heller ikke, som den plejede.

Men studenterkørslen fik de lov til at få.

3.b er alle enige om én ting: At få lov til at køre vogn betyder alt, og det fik dem til at glemme det dårlige ved corona.

- Jeg blev virkelig lettet over, at vi måtte komme ud og køre, for jeg ved, hvor meget vi har mistet, siger Sigurd Meedorm.

- Mange af os kommer ikke til at se hinanden igen. Vi har udviklet os meget de sidste tre år, og vi er blevet helt andre personer, end vi var i starten. Så vi vil gerne fejre, at det afsluttes, og at vi starter noget nyt i vores liv.

Dr.dk fik lov til at komme med en tur i vognen med 3.b og høre deres tanker om at gå i gymnasiet og at stå midt i en historisk tid.

  • Et af de første stop på turen er hos Noah Sung, der som den sidste elev forlader vognen og får lov til at løbe igennem paraden af studiekammerater, indtil enden er nået, og man tager en ølbong og hilser på sin familie. - Da jeg løb igennem, var der en enorm følelse af klassefællesskab. Det var først efter femte eller sjette stop, hvor jeg tænkte: "Wow, det er faktisk mig, der står på vognen og kigger ud på andre og har fløjten." Det var ret højtideligt, siger Noah Sung. Han skulle oprindeligt have backpacket i Asien i sit sabbatår, men med corona er det hele blevet sat på pause. Nu er han i fuld gang med at søge job på café eller som piccolo. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    1 / 16
  • Ørestad Gymnasium ligger lige ved siden af storcentret Fields på Amager, så i weekenden lød parkeringspladsen som campingområde C på en heftig dag på Roskilde Festival. Ørestad Gymnasium er kendt for at have mange forskellige nationaliteter, og alene i 3.b er eleverne fra ni forskellige lande. - I Dragør, hvor jeg er fra, bor alle i den her kernefamilie. Da jeg kom til Ørestad Gymnasium tænkte jeg: "Wow, det er ikke alles forældre, der er gift eller har den samme kultur", siger Shendrina Rusiti. - Jeg fik øjnene op for, at der er mange måder at leve på, og jeg lærte, at der ikke findes én rigtig måde, men at alle måder er gode. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    2 / 16
  • Eleverne giver den gas lige fra start. Alle har en fløjte om halsen, og der bliver ikke sparet på den. Pigernes mest populære drink er Somersby, mens drengene drikker øl. Forud for turen var der lidt diskussioner om, hvorvidt man kunne bringe alkohol med hjem til de familier, der ikke drak. Til sidst blev de enige om, at man lod alkoholen være på vognen for at udvise respekt for hinanden. - Man fik en helt anden fællesskabsfølelse. Alle var så glade og glemte alt om deres bekymringer og drama. I 3.g er vi ikke længere så opdelte. Jeg tror, at folk har lært hinanden bedre at kende og kan se forbi folks forskelligheder, siger Laura Sølberg i de stribede shorts. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    3 / 16
  • 3.b har været så kreative at hyre en dj, der har stillet op i hjørnet, så der er ekstra høj musik. Han var egentlig kun hyret til at være med de første par timer, men hver elev smider 125 kroner ekstra på bordet, så dj'en kan spille helt til midnat. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    4 / 16
  • - Det var helt særligt at komme rundt til alle og få sagt tillykke, og det var så rørende at se, hvor tætte de var med deres familier. Man fik en følelse af at være fælles om det hele, siger Laura Sølberg (forrest til venstre) efter turen. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    5 / 16
  • Johanne Herskind (til venstre) har fået den gule førertrøje på. Hun er oppe på 39 genstande (som både tæller Somersby, øl og shots), og hun vågnede op dagen efter med en forstuvet fod, en brækket tå og blå mærker over det hele. Hun holder en ølbong for Victoria van der Loo, der er nået frem til sin familie i Kastrup. - Det var noget særligt at komme hjem og se sin familie, og det hele var bare en stor fest. Min mor syntes bare, at det var fedt, at vi havde en fest. Det var den dér helt klare fornemmelse af at være lykkelig og glad. Folk siger, at det er den bedste dag i deres liv, og det er lige præcis sådan, at det føles, siger Victoria van der Loo dagen efter studenterkørslen. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    6 / 16
  • - Vi er så taknemlige for overhovedet at få lov til at køre vogn, siger Kamille Celica Staack. - Galla og dimission er ligegyldige; det er det her, der markerer, at vi er blevet færdige, og at vi har kæmpet i tre år. Jeg gik fra folkeskolen og fik at vide, at jeg ikke egnede mig til gymnasium, til at mit mål var syv i snit. Jeg kom op på ni, og det er overhovedet ikke det højeste i klassen, men vi har fået lov til at gøre en forskel for os selv. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    7 / 16
  • Yalda Rahimi (th.) kan ikke komme sig over, hvor unik en oplevelse studenterkørslen var. - Det var en fantastisk dag, og det var en oplevelse, man aldrig kan glemme. Jeg ville ønske, at man kunne opleve det igen. Det er næsten ikke til at beskrive. Jeg oplever ikke så tit, at alle hilser på en, de ikke kender, men når man bliver student, siger alle tillykke med det. Det betyder meget. Jeg har kæmpet for noget i livet og er succesfuld med noget, som jeg kan gå videre med. Nu har man et mål i livet, siger Yalda Rahimi, der er født i Afghanistan og kom til Danmark som 12-årig. - I Danmark har man mere frihed, og man har et mål, som man går efter. Man ved godt, at man skal tage en uddannelse, man skal gøre færdig. Når man er ung pige på 16 år i Afghanistan, får man børn. Livet er at være en ung mor til flere børn. Mine forældre har aldrig sagt, hvad jeg skal studere, men at jeg skal studere det, jeg har interesse i. Hvis du har interesse i det, så kan du blive succesfuld, siger Yalda Rahimi. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    8 / 16
  • Her bliver Samira Aissou mødt med kram af sin mor, da klassen ankommer. Hun var forberedt med vådservietter på grund af corona. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    9 / 16
  • Johanne, Shendrina, Carl og Kamille får en vippetur af Sigurd, mens Shendrina pifter løs under et stop. - Min krop er helt smadret i dag, jeg har blå mærker over det hele, og min stemme er helt smadret. Jeg fløjtede hele dagen, siger Shendrina Rusiti dagen efter studenterkørslen. - Altså det var jo den fedeste oplevelse, jeg nogensinde har haft, og stemningen var bare helt vild. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    10 / 16
  • For hvert stop skulle den person, de var hos, holde en tale, og bagefter blev der altid skålet. Her er det hjemme hos Sigurd Meedorm, efter at han har holdt tale. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    11 / 16
  • Som dagen skrider frem, bliver der sat en streg for hver genstand. Allerede klokken 12.59 var der en af pigerne, der satte streg nummer ti. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    12 / 16
  • På et af de sidste stop er eleverne ved at gå lidt kolde. Mariam Heidari ligger sammen med vennen Sigurd og tager et lille hvil. - Det er på mange måder markeringen af, at vi på tre år er gået fra at være en pige eller dreng til at blive en ung kvinde eller mand, siger Sigurd Meedorm. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    13 / 16
  • Mens nogle hviler sig, er Casper Hildebrandt og Kamille Celica Staack hoppet i poolen. Én efter én hopper studenterne i, mens kammeraterne hepper og fløjter. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    14 / 16
  • Shendrina Rusiti startede en norsk drikkesang tidligt på dagen, og ud på aftenen er hun stadig i fuld gang. Hun leder efter en, der lige har åbnet en drink. Hvis hun ikke kan se en, så spørger hun, om de ikke lige kan holde hendes drink. Denne gang er det Casper Hildebrandt, der blev det uheldige offer, og Shendrina Rusiti bryder ud i sang: "Hvem fylder drinken op, hvem fylder drinken op. Casper fylder drinken op, Casper fylder drinken op. Bare bund den drinken, bare bund den drinken, bare bund den, bare bund den. Bund den, bund den, bund den" næsten råber hun til sidst, og så er Casper færdig. - Det er det gode gamle gruppepres. Det er ægte dansk mentalitet på norsk, siger Shendrina Rusiti. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    15 / 16
  • Ved ét af de sidste stop var der sat havetelt og kulørte lamper op. Efter turen i lastbilen endte festen hos en fra klassen, hvor 3.b festede videre, men de fleste var trætte, så festen sluttede omkring klokken 01.30. - Det betød rigtig meget, at vi kunne køre i dag. Rigtig, rigtig meget. Det er med til at sætte et ordentligt punktum for gymnasiet. Hvis man sammenligner det med et maraton, så ville det svare til lige pludselig efter 32 kilometer at få at vide, at nu har du gennemført det uden at ramme mållinjen. Studentervognen er med til at tydeliggøre målstregen, siger Noah Sung. (Foto: © Betina Garcia, DR)
    16 / 16