Julie på 21 har ekstremt sjælden sygdom: Det er sgu ikke i orden at pege på folk

I DR3-programmet ’For grim til kærlighed’ følger man Julie Kvellands kamp for kærligheden.

(Foto: © Martin Fält, DR)

Da jeg var lille, lagde jeg ikke rigtig mærke til, at jeg så anderledes ud. Det kom først senere.

Da jeg var to år gammel, syntes mine forældre, at jeg begyndte at se anderledes ud, men jeg fik først diagnosen partiel lipodystrofi, da jeg var 16 år.

Det var en kæmpe lettelse at få diagnosen, for så vidste man, hvad det var. Så skulle jeg ikke til alle mulige undersøgelser hele tiden.

Det har været rigtig hårdt, at være med i ’For grim til kærlighed’. Det har ramt nogle ting i mig, og det har fået mig til at indse ting, jeg nok ikke var klar over.

Jeg har fået italesat, hvordan jeg egentlig havde det med mig selv. Det er gået op for mig, hvor dårligt jeg egentlig havde det, og hvor utilfreds og ked af mit udseende, jeg var.

(Foto: © Martin Fält, DR)

Under programmet gik jeg til psykolog. Det har altid været svært for mig at åbne mig for professionelle.

Jeg har altid været meget indelukket og altid tænkt, at jeg kan klare tingene selv. Jeg er meget stædig. Men det har alligevel været meget rart at komme ud med noget af det.

Jeg har helt bestemt udviklet mig personligt. Det er ligesom, jeg har fået arbejdet med mig selv, og jeg har virkelig fået det godt nu.

Jeg er meget gladere og har meget mere overskud til tingene. Min selvtillid er vokset en del, og det er både i forhold til det indvendige og udvendige.

Jeg er ikke så bange for at gå på gaden alene uden mine veninder. Det kunne jeg ikke for et år siden.

(Foto: © Martin Fält, DR)

Når det kommer til kærligheden, var det ret hårdt i starten, da vi filmede. Jeg havde ikke rigtig lyst til at tage på date og alt det der.

Men efter jeg fik sagt fra over for mine veninder, der pressede mig ret meget, er der kommet en helt anden ro på, og jeg føler mig mere klar nu.

(Foto: © Martin Fält, DR)

Jeg ved, der sidder andre, som har det ligesom mig, der måske heller ikke føler, at de er okay, og at de har det svært.

Jeg vil gerne ud med min historie for at inspirere dem og fortælle dem, at hvis jeg kan, så kan de også.

Og så håber jeg, at seerne forstår budskabet. Det er sgu ikke i orden at gå og pege fingre af folk, fordi man ser lidt anderledes ud. Vi skal være ordentlige over for hinanden.

(Foto: © Martin Fält, DR)

Julie

  • 21 år gammel. Bor i Randers, hvor hun også er vokset op med sine forældre og en storebror.

  • Hendes sygdom betyder, at hun i øjeblikket er sygemeldt fra at være kontorelev.

  • Hun er med i DR3's nye program 'For grim til kærlighed'. Første program kan ses mandag klokken 21.30, eller du kan se det på DRTV.