Sussi Thisgaard trængte til luftforandring og nye oplevelser i sit liv.
Det var slet ikke, fordi hun var træt af sit job som frisør i Jelling.
Der var heller ikke noget i vejen med at bo i Give og gå i byen med veninderne i Vejle og Herning.
Hun havde bare været frisør, siden hun var 16 år, og nu var hun blevet 26.
- Jeg følte, at jeg aldrig havde lavet andet end at stå og klippe hr. og fru Danmark hjemme i Danmark, mens jeg så veninder, der rejste verden rundt allerede i studietiden. Jeg ville også rejse ud og få nogle fede oplevelser, siger Sussi Thisgaard, der nu er 31 år.
Da beslutningen blev taget i december 2012, gik det pludselig hurtigt for Sussi og hendes kæreste Patrick, som hun i dag er gift med.
Patrick havde været udstationeret med sit sælgerjob i Oman i et års tid, og han var kun lige kommet hjem, da Sussi søgte og fik en stilling i en frisørsalon i Dubai.
Det var en dansk kvinde, der ejede og drev forretningen.
Hende og Sussi snakkede sammen nogle gange, og Sussi besluttede sammen med Patrick, at de skulle kaste os ud i det nye eventyr.
- Når andre kunne rejse til udlandet og bo og arbejde, kunne jeg også. Sådan havde jeg det, og det føltes superfedt at gøre alvor af det, siger Sussi Thisgaard.
De næste fem-seks uger nåede hun at tænke 1.000 gange, at hun lige havde truffet sit livs dummeste beslutning.
Tanken om at sige jobbet i Jelling op, leje huset i Give ud, sælge sine ting og rejse langt væk fra vennerne og familien var alligevel lidt overvældende.
- Man rejser jo væk fra en masse mennesker, der betyder noget for én, og man kommer til at gå glip af noget derhjemme. Men jeg var aldrig i tvivl om, at det var det rigtige tidspunkt at gøre det på. Hvis jeg havde været 18, kunne jeg godt have nøjes med at backpacke i et års tid.
- Jeg var 26 og derfor et andet sted i livet, så jeg vidste godt, at det ikke bare skulle være en kort smuttur. Dubai skulle være et sted, hvor jeg skabte en karriere og en familie. Nu er jeg partner i en ny salon, og vi har en datter, som lige er fyldt et år, siger Sussi Thisgaard.
Man vokser som menneske, når man klarer sig selv
Det handlede også om personlig udvikling for hende. Hun havde altid boet tæt på sin familie, så der var hjælp at hente lige i nærheden.
- Det var en vild følelse og en øjenåbner pludselig at stå i et fremmed land, hvor vi var tvunget til at klare os selv på alle områder. Jeg tror på, at man vokser, når man får et problem og løser det uden at trække på det sædvanlige netværk, siger hun.
Sussis mand fik hurtigt job som salgschef i en danskejet virksomhed, og netop jobbet er afgørende, når man vil have opholdstilladelse og et Emirates-id i Dubai.
Det får man nemlig gennem en arbejdsgiver, ved at købe fast ejendom eller ved at starte sit eget firma med adresse i byen.
Sussis proces med visum var lidt mere indviklet end Patricks, der strøg direkte igennem, men det skyldtes netop arbejdsgiveren.
Det tog tre måneder, før det hele var på plads for hende. Hvad der præcist gik galt, ønsker hun ikke at uddybe.
Hendes lyserøde kørekort skulle konverteres, så det var gyldigt i Dubai. Det blev klaret med noget papirarbejde og en synstest på et kontor. Hurtigt, effektivt og problemfrit.
Bagefter tog det en halv times tid at gå ned og oprette en bankkonto med Emirates-id’et i hånden.
Det har generelt været ret ubesværet for hende at få styr på alt det praktiske.
Sussi har også fået licens til at købe alkohol, som man finder i små butikker, der ligger lidt tilbagetrukket i bybilledet uden åbne vinduer ud mod gaden.
Lige dér blev det meget tydeligt for hende, at hun var kommet til et sted med nogle regler, der ligger langt fra Danmark.
Faktisk skulle Patrick godkende og skrive under på, at hun måtte få sådan en licens, fordi de var blevet gift.
- Det, synes han, var megasjovt. Jeg tager det med som en del af oplevelsen, siger hun.
Sussi har aldrig følt sig mindre respekteret, fordi hun er kvinde i Dubai.
Hun kender godt til historierne om, at nogle kvinder angiveligt er undertrykte eller eksempelvis risikerer fængselsstraf, hvis de anmelder en voldtægt, fordi det betegnes som sex uden for ægteskab.
- Den slags historier har bare altid to sider, og man skal passe på ikke at være naiv og ukritisk tro på alt, hvad man hører i vestlige medier. Jeg har kun følt, at jeg får positiv særbehandling, fordi jeg er kvinde, forklarer hun.
Det kan være, hun kommer foran i køen i supermarkedet, eller hun får den bedste plads i venteværelset hos lægen.
- Jeg tror, mange har en forkert opfattelse af, hvordan man ser på kvinder her i Dubai, som nok er det mindst konservative og mest åbne samfund i hele Mellemøsten. Selvfølgelig er der forskel, hvis man sammenligner med Danmark, men jeg har altså kun oplevet, at folk udviser stor respekt.
Det ekstreme bliver hverdag med tiden
Men hvordan er det egentlig at bo i en by, som på mange måder er ekstrem?
Her er blandt andet verdens højeste tårn, Burj Khalifa, der måler 828 meter, og verdens største shoppingcenter, Dubai Mall, med 1200 butikker.
- Da vi lige var flyttet herned, føltes det hele netop lidt ekstremt, fordi her er ekstremt. Der er vanvittigt meget at kigge på alle steder, når man kører ind til byen, og det er imponerende, hvor meget nyt der skyder op konstant. Det blev bare alligevel ret hurtigt hverdag, fordi vi jo ser det hele tiden, siger Sussi Thisgaard.
Og selv om det er fantastisk at besøge Dubai Mall med et stort akvarium, biograf og indendørs skøjtebane, kan det hele godt indimellem blive for meget og for stort, hvis man bare lige skal ud efter nogle basale ting til husholdningen.
- 'Hvor er det fedt'-følelsen forsvinder også her med tiden, har vi erfaret.
Med skiftet til den nye frisørsalon, som Sussi har været medejer af siden 1. december sidste år, har hun fået titel som creative director, og hun arbejder typisk fra klokken ni til 16. Derudover er der chefmøder på skæve tidspunkter.
Efter arbejde kører hun hjem til Damac Hills, hvor familien lejer et hus på 250 kvadratmeter.
Det koster dem 140.000 dirham om året i husleje. Det svarer til cirka 21.000 kroner om måneden - og det er uden forbrug.
Oven i det kommer en vuggestueplads til omkring 90.000 kroner om året, selv om den kun er åben fra klokken otte til 13 i hverdagene.
Derfor skal Sussi og Patrick aflønne en barnepige ved siden af, så de selv har tid til at passe arbejdet.
- Det er dyrt at bo og leve her, men servicen er også tilsvarende høj. Selv om 21.000 kroner er mange penge, bor vi slet ikke i et dyrt område efter Dubai-standarder. Vi bor i et helt almindeligt villakvarter, hvor vi godt nok har adgang til tre pools inden for få minutters gang, men igen - det er ingenting i forhold til den vilde luksus, man ser rundt omkring.
Sussi og Patrick har fået danske venner i byen, og de griller og hygger sig med naboerne, ligesom de tager til koncerter og i teatret.
De får også ret tit besøg hjemmefra, og så går turen gerne rundt til alle de kendte steder i byen. Eksempelvis Dubai Mall, operahuset og et gigantisk vandland.
Er der noget, du savner?
- Ja, jeg savner en masse ting. Der er selvfølgelig alle de små besøg hos venner og familie efter arbejde, og hvis et familiemedlem er syg, kan man føle sig langt væk. Det kan også være det offentlige system med fri lægehjælp og mere klare retningslinjer, hvor man her har privat sygesikring og knap så meget struktur.
Sussi ved ikke, hvor længe hun og Patrick vil blive boende i millionbyen ved Den Persiske Golf.
Det startede med at hedde to år - nu er der ikke sat slutdato på.
- Vi har det godt her. I starten var det lidt som at være på en lang ferie, hvor vi gik til poolen eller tog på stranden hver dag. Med et barn i huset er der gået mere praktisk planlægning i den, men vi nyder stadigvæk stedet og alle de muligheder, vi har her.
- Jeg har hørt fra andre, at man på et tidspunkt får nok, og så ved man, at det er tid til at komme videre. Der er vi bare slet ikke nået til, selv om vi har boet her i mere end fem år. Det føles stadig rigtigt hele vejen igennem.
Om Sussi Thisgaard:
- •
Sussi er opvokset i Give.
- •
Hun er uddannet frisør fra teknisk skole i Herning med elevtid i en salon i Ikast. Senere arbejdede hun i saloner i Give og Jelling, mens hun sideløbende tog en privat uddannelse til makeup-artist i Randers.
- •
I 2013 flyttede hun med kæresten Patrick Dupont til Dubai, hvor hun nu er medejer af en salon.