Thereses ryg blev brækket af en hest: Jeg fokuserer på alle de ting, jeg stadig kan

20. dec. 2018

I artikelserien 'Mit første år' kan du møde fire personer, der hver især har oplevet en stor udfordring i 2018.

Den første, du kan møde, er 24-årige Therese Fitzwilliams. I juli fik hun en rygmarvsskade, der har gjort hende lam fra hoften og ned.

Her er hendes historie om, hvordan hun tackler sit nye liv.

Det var den 12. juli om morgenen. Jeg skulle lukke hesten Dino ud fra fold. Det var en hingst på to år og 500 kilo. Dino var som sædvanlig helt ustyrlig.

Jeg var i frivillig praktik hos en udkørende hestedyrlæge i Holland. Sammen med en praktikant fra Californien havde jeg sagt ja til at lukke hestene ind og ud fra folden i hans private stald.

Jeg skulle kun trække Dino 50 meter. Men pludselig stejlede den. Den ramte mig i den nederste del af ryggen med sine forben.

Jeg faldt til jorden.

'Fuck. Jeg ville ønske, jeg kunne skrue tiden ét sekund tilbage nu'.

Jeg vidste med det samme, at den var helt gal. Alt i min krop gjorde helt utroligt ondt, og jeg kunne ikke mærke mine ben.

Jeg lå og skreg og svedte og var i en form for chok.

Den anden praktikant gik i panik. Satte Dino ind i stalden og kom ud igen.

- Jeg har brækket ryggen. Og hvis det ikke er ryggen, er det hoften eller begge mine ben. Ring efter en ambulance!

Ambulancefolkene gav mig smertestillende og kørte mig til det nærmeste hospital.

Efter flere scanninger kom en sygeplejerske forsigtigt hen til mig.

'Du har brækket ryggen'.

Det vidste jeg godt.

Jeg blev overført til et større hospital, hvor jeg skulle opereres samme dag. I ambulancen fik jeg sindssygt mange smerter i min ryg og mine lår igen. Den højeste tier på smerteskalaen, man kan forestille sig. Bare de lagde et lagen over mig, gjorde det ondt.

En kirurg kom hen til mig. Jeg havde ikke 'kun' brækket ryggen. Jeg havde fået en alvorlig rygmarvsskade.

Min sidste brysthvirvel og den første lændehvirvel var brækket. Det er lige i overgangen, hvor mit nederste ribben sidder.

- Du kommer ikke til at gå igen.

Jeg var blevet lam i benene fra hoften og ned og skulle fremover sidde i kørestol.

- Ok, men kan du få de her smerter til at holde op?

Da jeg vågnede fra narkosen, var den anden praktikant kommet. Det var virkelig dejligt at se hende, men jeg var også træt og sov meget.

Sent om aftenen kom mine forældre, min storesøster og min kæreste. De havde tårer i øjnene og gav mig et kram. Jeg var rigtig glad for at se dem. Og lettet. Nu kunne de 'tage over', og jeg kunne slappe af. Jeg forstod ikke helt, hvorfor de var så kede af det. På det tidspunkt fyldte det alt, at jeg ikke havde ondt længere.

En uge efter ulykken ramte det mig for alvor. 'Fuck, det her er permanent'.

Før sommerferien havde jeg afsluttet min bachelor på veterinærmedicin med et 12-tal. Vi havde fejret det med fest og champagne. I sommerferien skulle jeg flytte sammen med min kæreste, og jeg skulle snart starte på kandidaten. Sidste skridt mod min store drøm om at blive dyrlæge.

Det var nu mit liv for alvor skulle til at begynde.

Så kom den her rygmarvsskade og satte det hele på standby. Jeg var knust.

I starten påtog jeg mig rollen som hende, der trøstede min familie. Sagde, det hele nok skulle gå. Men da jeg selv begyndte at blive herre ked af det, måtte jeg tage en snak med dem.

Hør her. Det går ikke, at jeg skal trøste jer. Hvis nogen må sige, at det her er trist og kedeligt og noget ’røvpis’, så er det mig. Alle I andre skal sige, at det nok skal gå, og at jeg nok skal få et godt liv alligevel. Ikke omvendt.

Jeg måtte også give plads til min egen sorg.

Tre uger efter min skade kom jeg op på Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk, hvor jeg har jeg boet og genoptrænet lige siden.

Her har jeg mødt folk, der har været skadet længe. De er virkelig cool og inspirerende.

Det er voldsomt at skulle face det her og få at vide, at jeg ikke kommer til at gå igen. Jeg har håb for, at jeg måske kan få noget af min gangfunktion tilbage, men jeg indretter ikke mit liv efter det.

Derfor giver det mig virkelig et boost at se, hvor lidt deres skade er en del af dem. Hvor lidt det fylder i deres liv, at de sidder i kørestol.

Jeg ved ikke, om det kun er seje mennesker, der kommer til skade, eller om man bliver virkelig sej af at være kommet til skade. Men det giver mig håb om, at jeg nok skal få et rigtig godt liv - så tæt på det, jeg havde forestillet mig før ulykken.

Én af dem, der har været en stor inspiration for mig, er en anden ung pige, der har været skadet længe. Hun efterlod mig en tegning af en havfrue på sin sidste dag.

Vi havde omdøbt ét af vores træningshold til 'Havfrueholdet', fordi vi har grinet meget af de her lidt 'havfrueagtige' øvelser, vi laver på briksen. Samtidig fik jeg tidligt følelsen af, at man som rygmarvsskadet er lidt som en havfrue, der skal lære, hvordan man bedst håndterer livet på land.

Det, synes jeg, er en rigtig fin og positiv måde at se det på, og jeg blev virkelig glad for tegningen.

Det betyder i det hele taget meget for mig, når jeg ser nogen, jeg kan spejle mig i. Her på klinikken og alle andre steder.

Forleden skulle jeg til gallafest på studiet og tænkte: Hvilken kjole klæder mig egentlig, når jeg skal sidde ned hele tiden? Hvad ryger ikke ind i hjulene?

Så fandt jeg en engelsk pige på Youtube, der havde lavet en 'guide to promdresses in a wheelchair'. Fedt! Det var lige det, jeg havde brug for!

Jeg har aldrig været et træningsmenneske, men nu er træning en stor del af mit liv, resten af mit liv.

Vi styrker blandt andet mine muskler gennem fysioterapi. Laver øvelser, hvor jeg ligger i planke, eller hvor jeg bruger armene til at hive mig op i min kørestol fra gulvet.

Det kræver mange kræfter at være i kørestol. Styrke er vigtigt i alt, hvad jeg gør nu, for jeg kan ikke komme fra min seng over til kørestolen uden at bære på mig selv.

Jeg har prøvet før at falde på gulvet eller vælte bagover i min kørestol. Før jeg lærte at komme fra gulvet og op igen, tænkte jeg meget over altid at have min telefon i nærheden. Jeg var nervøs for at ’sidde fast’ på gulvet. Nu er jeg mere rolig, for jeg ved, jeg selv kan komme op igen.

Genoptræningen har gjort, at jeg i dag selv kan klare mig rigtig fint i hverdagen. Jeg kan selv gøre mig klar om morgenen og handle ind - også selvom jeg må bede andre om hjælp til at hente varerne ned fra de øverste hylder i Netto.

Der er stadig dage, hvor jeg bliver ramt af sorg. Når man lige er kommet til skade, fylder det alt.

Jeg bliver ked af det og frustreret, når der er nye ting, jeg finder ud af, jeg ikke kan, eller skal have hjælp til.

Jeg kan også blive frustreret, når jeg for tredje gang på en shoppingtur ikke kan komme ind i en butik, fordi der er trapper op til indgangen. Så bliver jeg rasende på butiksejeren.

Men jeg ved jo godt, at det er en følelse, jeg får, fordi den underliggende følelse er meget værre. At jeg bliver ulykkelig, fordi det er mit nye livsvilkår, at der er rigtig mange steder, jeg ikke kan komme ind længere. Uanset hvor gerne jeg vil.

Det, der holder mig allermest oppe lige nu, er min drøm om at blive dyrlæge på en smådyrsklinik med en masse søde dyr og deres ejere.

Fra dag ét på studiet kunne jeg bare mærke, at jeg var havnet på den helt rigtige hylde.

Jeg er blevet fritaget for studiet det næste studieår. Imens skal jeg søge om dispensation til at fortsætte uddannelsen i kørestol.

Jeg har købt en lejlighed tæt på studiet, som jeg flytter ind i, når jeg bliver udskrevet. For jeg vil bare det her. Jeg vil kæmpe alt, jeg kan for, at jeg godt kan blive dyrlæge, selvom jeg sidder i kørestol.

Og jeg tror på, at det nok skal lykkes.

Jeg forsøger at fokusere på alle de ting, jeg stadig kan.

Mange handicappede før mig har banet vejen for, at man kan stå på ski, cykle, danse og ride. Det er bare på en anden måde.

Før min skade red jeg to gange om ugen, og nu rider jeg som handicaprytter.

Første gang jeg satte mig op på en hest efter ulykken, var jeg spændt. Ville jeg glide af? Eller falde ned på dens hals og ikke have muskler til at sætte mig op?

Det var meget lettere, end jeg havde troet. Heldigvis!

Nogle synes sikkert, jeg er tosset. Jeg sætter mig op på en hest, selvom det er en hest, der er skyld i, at jeg sidder i kørestol. Men jeg er helt vild med heste, og jeg er ikke blevet bange for at ride.

I oktober deltog jeg i mit første klubmesterskab som handicaprytter. Min mor, min kæreste og ejeren af den hest, jeg tidligere red på, var der til at støtte mig.

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden det store supportteam, jeg har haft efter ulykken. Det har betydet alt.

Jeg skal hjælpes op i en lift, og jeg kan selvfølgelig ikke længere sadle hesten op selv. Men nu joker jeg med, at jeg har jeg folk til det.

Under opvarmningen stod to piger bag banden i ridehallen og kiggede på.

De spurgte mig:

- Hvorfor rider du med to piske?

- Det er fordi, jeg er lam i benene.

- Nååårh. Du rider pænt.

Jeg blev glad. For lige dér, når jeg sidder på hesten, er der ikke nogen, der kan se, at jeg er handicappet. Lige bortset fra, at jeg rider med to piske.

Jeg vandt stævnet. Men det er ikke det vigtige. Det vigtige er, at det gør mig glad at ride, og at det er et lyspunkt midt i en svær tid.

Og så er det en stor kontrast til at køre rundt i kørestol.

Når jeg sidder på en hest, kan jeg ride lige derhen, hvor jeg har lyst til. Lige dér er jeg på lige fod med alle andre.

Therese bliver udskrevet fra Klinik for Rygmarvsskader den 21. december, hvor hun flytter ind i sin lejlighed på Frederiksberg. Lejligheden er renoveret, så den er velegnet til kørestolsbrugere.