Tjek din venneliste på Facebook - og 3 andre råd til at bekæmpe ensomheden under coronakrisen

Der er gode råd at hente til at være social, mens Danmark er lukket ned.

(Foto: © Oliver Seppo, DR)

Fredagsbaren og weekendens fester er skiftet ud med bingewatching på Netflix. Flere af dine venner må du nøjes med at skrive sms'er med, og inden længe overvejer du måske - i mangel på bedre - at tale med potteplanten i vindueskarmen.

Følelsen af ensomhed i disse coronatider rammer flere af os. Både dem, der generelt har sværere ved at være social, men også dem, der normalt hænger ud med vennerne efter studiet eller arbejdet. Det fortæller Rillo Snerup Rud, der er sekretariatschef i ungdomsorganisationen Ventilen.

Her hjælper man unge, der føler sig ensomme til at blive bedre til at etablere kontakt med andre unge - blandt andet ved at lave sociale arrangementer.

- Dem, vi normalt hjælper, og som generelt har få relationer til jævnaldrende, synes desværre nok ikke, at denne situation er meget anderledes, end den plejer at være. Men der er også grund til at være bekymret for den større gruppe, som normalt har mange relationer.

Hun fortæller, at unge typisk er fysisk sammen med andre unge 40 til 50 timer om ugen, og at de fleste af aktiviteterne foregår uden for hjemmet. Det kan for eksempel være på studiet eller i træningscentret om eftermiddagen eller aftenen. Steder, som nu er lukket ned for at mindske smittespredningen af coronavirusset.

- Derfor er det i øjeblikket sværere at opretholde de relationer, man plejer at have. Og det kan give den bekymrende opfattelse hos mange, at de måske ikke har så mange tætte relationer, som de egentlig troede, de havde. For den gruppe er det vigtigt at sige til sig selv, at relationerne stadig er derude. Man skal bare opsøge dem på andre måder, siger Rillo Snerup Rud.

Derfor giver hun dig her fire tips til, hvordan du kan få mere gang i det sociale liv igen.

1

Anerkend behovet for at være social - og vær ikke flov over at række ud

- Mit første råd er, at man anerkender, at social kontakt er nødvendigt, og at det er sværere nu. Selvom det kræver alternative metoder, så skal man ikke være flov eller føle sig dum ved at række ud.

- En del - og særligt dem, der er lidt generte - har sværere ved at anerkende, at det kræver mod og kræfter at mødes i øjeblikket. Vær ikke bange for at skrive til en, du måske kun har set i træningscentret, men aldrig har besøgt. Husk på, at ingen invitation kan virke for sølle. Man bliver aldrig ked af at blive inviteret til et videoopkald eller at gøre noget sammen, men hver for sig.

2

Tænk på alle - også dem længere ude i dit netværk

- Tag kontakt til dem, du kender, men husk også dem, der er lidt længere væk.

Gå ind på din Facebook-profil, og se din venneliste igennem. Måske er der en person fra dit studie, som ikke har en studiegruppe, er single, eller som bor alene. Den gruppe kan føle sig mere ensom lige nu.

- Ingen vil blive kede af, hvis du ringer eller skriver til dem og spørger, hvordan de har det.

3

Gør det samme som før – bare på nettet

- Man kan jo stadig tage en gåtur med afstand med nogle af ens venner. Men ofte har man planer om at lave noget sammen, når man mødes end bare at gå en tur. Så tag fat i dem, du normalt tager i biografen med, og se filmen sammen hver for sig.

- Der er en masse kulturtilbud med udstillinger og koncerter lige nu, der lægges ud på nettet, fordi museer og spillesteder holder lukket. Mit råd er, at man inviterer andre med til de arrangementer - bare hver for sig. Man kan have Messenger kørende, og så kan man diskutere, hvad man ser sammen. Selvom man sidder hver for sig, behøver det ikke være akavet at se noget sammen.

- Forsøg også at gøre det over et videoopkald. Der kan man se hinandens ansigtsudtryk og kropssprog, og det gør at kommunikationen bliver bedre og mere samhørig - også selvom det i begyndelsen kan virke akavet.

4

Smil til en fremmed

- Når du er ude for at handle ind, så husk at smile. Også til en fremmed, du møder på vejen eller i supermarkedet. Når vi holder afstand, så kan det føles mere ensomt for mange.

Øjenkontakt og et smil er gratis, og det kan betyde alverden for dem, man møder. For måske har den person, du møder, ikke været i kontakt med andre mennesker tidligere på dagen.