20 hæslige minutter forandrede Patricks liv for altid: Han åbnede sine bukser, og jeg tænkte 'det sker bare ikke'

I dag tør Patrick tale om sin voldtægt. Sådan har det ikke altid været.

(Foto: © Andreas Bro)

Jeg bruger ikke ordet voldtægt, selvom det var det, jeg oplevede. Voldtægt er et rigtig klamt ord, og det sætter så mange tanker i gang i hovedet på mig. Derfor kalder jeg det altid bare 'episoden'.

Det begyndte med, at jeg tog til Spanien i juli 2015. Jeg var dengang 19 år, var lige blevet færdig på gymnasiet, og jeg havde besluttet mig for at holde et sabbatår, inden jeg skulle i livgarden. I stedet for at få et kedeligt job på en tank i Danmark ville jeg ned til Spanien for at arbejde i min fars firma, hvor jeg skulle sælge tv-abonnementer og internet til andre europæere, som er flyttet til Sydspanien.

Planen var, at jeg skulle arbejde, opleve et nyt land, en ny kultur og få nogle nye venner. Sådan var det også til at begynde med - indtil en sen eftermiddag i november, da jeg var på vej hjem fra arbejde.

Jeg havde været forbi supermarkedet for at købe noget mad. Da jeg låste mig ind i bygningen, hvor jeg boede, gik to mænd med ind og fulgte med mig ind i elevatoren. Dér trak den ene en kniv frem og råbte dinero - eller på dansk penge - flere gange.

De fulgte mig ind i min lejlighed, hvor jeg fandt omkring 1.000 euro, som jeg havde liggende i en æske. Men da jeg vendte mig om for at give dem pengene, havde den ene åbnet sine bukser.

Patrick kan ikke give en logisk forklaring på, hvorfor han ikke ville fortælle om voldtægten til nogen, og at han gav sig selv skylden. (Foto: © Andreas Bro)

En milliard tanker gik igennem hovedet på mig. Jeg husker, jeg bare stivnede og tænkte: Det her sker bare ikke. Alligevel lykkedes det mig at gøre modstand, men det endte med, at mit hoved blev smækket ned i spisebordet, mens jeg havde en kniv mod halsen. Da vidste jeg, at helvede brød løs.

Selvom det hele nok varede i cirka 15 til 20 minutter, føltes det som en uendelighed. Næsten som flere timer. Da de var gået, skyndte jeg mig at låse døren og satte flere stole for døren, så de ikke kunne bryde ind.

Den aften sad jeg og græd og rystede. Først blev jeg ramt af en tvivl om, hvorvidt alt det her overhovedet var sket. Det var først ud på natten, at det gik op for mig, at det var virkeligt.

Jeg forlod ikke lejligheden i de næste otte eller ni dage. Jeg var rædselsslagen for, om jeg skulle se dem igen, og jeg følte skam, og at jeg var klam og ulækker – og i det hele taget, at det hele var selvforskyldt.

Jeg lavede ingenting. Ikke andet end at græde og frygte, at de ville komme tilbage, og så havde jeg følelsen af, at jeg var beskidt og brugt, og at jeg skulle forsøge at vaske det hele bort fra min krop.

Selve voldtægten vil Patrick kun tale med sin psykolog om, fortæller han. (Foto: © Andreas Bro)

Jeg har aldrig kunnet give en logisk forklaring på, hvorfor jeg følte, det var min skyld. I dag kan jeg godt se, at det ikke var min skyld, men dengang følte jeg, det var sådan. Det var også derfor, jeg i de dage, hvor jeg bare var inde i lejligheden, begyndte at skære i mig selv og slå mine knoer ind mod væggen, indtil de blødte.

Jeg følte, jeg havde fortjent at lide, og samtidig var det en måde at få smerten fra voldtægten til at gå væk.

Når min daværende kæreste ringede, svarede jeg ikke. Heller ikke, når min mor ringede. Jeg vidste, jeg blev nødt til at svare min far, når han kontaktede mig, men dér skrev jeg bare tilbage og fortalte, at alting var okay, men at jeg havde travlt.

Ingen skulle vide det, for hvis jeg fortalte det til nogen, ville de også tro, at jeg var klam. Det var i hvert fald det, jeg tænkte. I stedet skulle jeg fortrænge det. Derfor blev det heller aldrig anmeldt.

Patrick fik nok af Spanien og lejligheden. I stedet ville han tilbage til Danmark, hvor han kunne fortrænge, hvad der var sket. (Foto: © Andreas Bro)

Jeg vidste, jeg ikke kunne blive i lejligheden for at tage på arbejde, fordi der var nogle fakturaer, jeg skulle ordne, og min far ville undre sig, hvis det ikke blev klaret. Da jeg tog af sted på arbejde, var det sindssygt grænseoverskridende. Jeg kiggede mig over skuldrene hele tiden, og mens jeg stod i butikken, havde jeg hele tiden fjernbetjeningen til at rulle metalgitteret ned foran butikken i hånden. Heldigvis så jeg dem aldrig.

Måneden efter føltes som ét stort helvede. Jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at jeg kunne fortrænge det, samtidig med at selvskaden tog overhånd. En nat i december sendte jeg et billede af min overarm til min kæreste og fortalte hende, at jeg havde skåret i den. Derefter tog jeg en taxa ud til lufthavnen og fandt et fly hjem til Danmark.

Min kæreste var i chok og havde fortalt min familie om det, men når de spurgte ind til det, fortalte jeg dem, at jeg havde gjort det, fordi jeg havde det dårligt dernede, og jeg savnede min kæreste.

De kunne se, jeg havde ændret mig. Før jeg tog derned, var jeg så selvsikker, at nogle nok ville tænke, jeg var for meget og lidt for smart. Den person var væk, og efter jeg kom hjem, skammede jeg mig, og jeg forstod ikke, at andre overhovedet gad være sammen med mig.

Patrick havde ingen selvtillid, da han kom hjem, og han var overbevist om, at han intet var værd. (Foto: © Andreas Bro)

Forholdet til min kæreste var helt forandret. Jeg kunne blive jaloux over de mindste ting, jeg kunne eksplodere over ingenting, og når vi var i byen, kunne jeg gå helt amok. Sådan var det natten til den 25. december, hvor vi var i byen. Det endte med, at jeg tog hjem til mig selv og stod foran min mor og min lillesøster med en kniv presset mod min hals midt om natten.

Dagen efter tog vi på psykiatrisk skadestue, men jeg holdt stadig alting hemmeligt. Psykiateren mente, at jeg var blevet depressiv efter turen til Spanien. Det var den undskyldning, jeg brugte, når andre spurgte, hvad der var i vejen.

I midten af januar i 2016 var jeg igen i byen med min kæreste. Da endte det også med et kæmpe skænderi, og min kæreste gik fra mig. Dagen efter fortalte jeg for første gang sandheden om, hvad der var sket i Spanien.

Patrick oplever stadig at få mareridt om hændelsen. Heldigvis kan han tale med andre om det nu. (Foto: © Andreas Bro)

Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det, så jeg skrev en sms til min mor, søster og min ekskæreste. Det var overvældende. I stedet for at slå hånden af mig, som jeg frygtede, de ville, var de sønderknuste. De græd og var ulykkelige over, hvad der var sket. Og så fortalte de, at det pludselig gav mening, hvorfor jeg havde forandret mig så meget. For mig var det en blanding af forløsning og mega grænseoverskridende at dele det.

De negative tanker om, at de ville få det samme syn på mig, som jeg selv havde, var så stærke, at jeg ikke turde sige det. Det lyder dumt og svært at forstå, når jeg siger det nu, men jeg følte mig så forkert, at jeg ikke kunne sige det.

Efter jeg fortalte det, kom jeg i et terapiforløb og begyndte at være sammen med min ekskæreste igen. Det hårde var, at der ikke var en lynhurtig kvik-kur til at komme over det, som jeg troede. Jeg startede i livgarden, og jeg forsatte terapien, som egentlig gik godt, men i 2017 fandt jeg ud af, at jeg langt fra var kommet over det.

Da jeg begyndte på et studie, samtidig med at jeg havde et job, kom tankerne og frustrationerne tilbage. Jeg røg i et sort hul igen, tog en masse dumme beslutninger – blandt andet slog jeg op med min kæreste. Det fik alting til at føles så overvældende og skræmmende at stå med, at jeg forsøgte at tage mit eget liv to gange, hvor jeg til sidst kom på den lukkede.

Det var en kæmpe omvæltning, fordi det gik op for mig, hvor alvorligt det var. På den lukkede tog de ingen chancer. Jeg måtte ikke have snørebånd, snore i bukser, dåsesodavand, barberblade eller mobiloplader på mit værelse. Men jeg fik det bedre, og i dag går jeg stadig til terapien, som jeg begyndte på dengang.

Patrick har kun fået positive henvendelser fra andre, efter han har fortalt sin historie i Tværs. (Foto: © Andreas Bro)

Jeg er blevet bedre til at finde ud af, hvornår jeg har brug for at få hjælp. For eksempel er der i de seneste dage kommet tanker op igen, efter jeg har talt om det her i Tværs-podcasten, og den er kommet ud. Så ved jeg, jeg ikke sover godt de efterfølgende nætter. Det samme sker, når jeg har haft psykologsamtaler.

Jeg er ikke den samme Patrick som den Patrick, der tog til Spanien. Måske er det også min alder, der gør det, men jeg føler, jeg har mistet noget af mig selv. Til gengæld er jeg blevet mere betænksom og tænker mere på, hvad andre har med i bagagen, inden jeg siger noget. Så jeg er nok blevet mere hensynsfuld.

Jeg føler stadig ikke, jeg har accepteret det, der skete i Spanien. Men jeg føler, jeg har lært at leve med det.

Når Patrick går hjem en sen aften, holder han mere øje med, hvad der sker omkring ham.

For mig handler det om at kunne snakke om det. Man behøver ikke sige det til alle, men det bedste skridt, jeg tog i den her proces, er, at jeg fik sagt det – og at jeg fik hjælp. Ellers tror jeg ikke, jeg havde været her i dag.

Min familie, mine venner og min ekskæreste har jeg gjort så ufatteligt meget ondt. Det er én af de ting, jeg har skullet arbejde med efterfølgende. Jeg skal kunne tilgive mig selv for alt det, jeg har trukket dem igennem, og det er min største kamp i øjeblikket.

Heldigvis ved jeg, de støtter mig, og det er også derfor, jeg har det så godt i dag. Det gør en forskel, når man ved, man altid kan hive fat i andre, og der ikke er nogen skam, og der ikke er noget, man ikke tør sige.

Det har været sindssygt overvældende, at jeg har fået så mange henvendelser fra familie, venner og andre, jeg ikke kender, efter jeg har fortalt min historie i Tværs. Så sent som i går skrev en til mig, at det var supersejt, at jeg gik ud med det, og at det var vigtigt at bryde tabuet.

Jeg viser, at det er den rigtige beslutning at få det ud og fortælle om det i stedet for at forsøge at glemme det ved at holde det hemmeligt.

I dag ved Patrick, at det, der er sket, ikke skal forbindes med skam, og at han gør en forskel ved at fortælle sin historie. (Foto: © Andreas Bro)

Mænd og voldtægt

  • Ifølge Center for Voldtægtsofre i Aarhus er skammen, som Patrick oplevede, gældende for rigtig mange ofre for seksuelle overgreb.

  • Skammen har ofte rod i såkaldte voldtægtsmyter, som de overgrebsramte selv kan være præget af.

  • Blandt mandlige ofre kan det eksempelvis basere sig på en falsk antagelse om, at mænd i al sin enkelthed ikke udsættes for overgreb. Myten gør, at det kan være svært at håndtere og acceptere, at man har været udsat for et overgreb – og i sidste ende kan det forhindre én i at søge hjælp.

  • Et amerikansk studie har vist, at mænd på grund af traditionelle kønsrolleopfattelser og normer kan have svært ved at definere, hvad de har været udsat for. Derfor kan det for mænd udgøre en så stor barriere, at de ikke vælger at søge hjælp.

  • Mange mænd føler desuden, at de står alene med oplevelsen. Derfor kan oplysning om, at det ikke er tilfældet, føre til, flere mænd vil opsøge hjælp.

  • Centrene for voldtægtsofre i København og Aarhus har i de seneste år modtaget flere henvendelser fra mænd og kvinder om voldtægtshændelser. Alene i Aarhus var der en fordobling af henvendelser fra mænd – hvor 16 henvendte sig i 2020, mens det var otte i 2019. I 2020 henvendte 282 kvinder sig til centret i Aarhus.

  • Har du været udsat for en voldtægt, eller er du i tvivl om, hvorvidt du har været udsat for voldtægt? Så kan du få hjælp her: https://www.voldtaegt.dk/. Kilde: Center for Voldtægtsofre