I julen fik jeg en kæreste efter næsten tre år, hvor jeg har været single. Simon er det mest unikke menneske, jeg kender, og han er det mest fantastiske, jeg har mødt.

I starten var vi bare venner. Vi hyggede og lagde ikke så meget i det. Men det udviklede sig til mere end bare venskab. Han var ret nørdet – gamer-typen, der gik til 'Counter Strike'-events i Forum – slet ikke typen, jeg normalt ville gå efter.

Men han fik mig til at grine, og jeg kunne inderligt mærke, at han kunne lide mig for min personlighed.

På et tidspunkt ringede han og sagde, at der var noget, han skulle fortælle mig. Han havde været ved lægen, de havde fundet en knude og det så ikke godt ud.

Han blev ved med at sige, at jeg ikke behøvede at være sammen med ham, og at han ikke ville udsætte mig for det, så han gav mig sådan set en udvej. Og på det tidspunkt havde vi ikke flirtet i mere end et par uger.

Jeg blev sur og sagde, at jeg ikke ville gå nogen steder. Jeg sagde til ham, at jeg elskede ham, og han sagde det samme tilbage til mig.

Lægerne fjernede en omkring 20 centimeter lang knude, som var forbundet med den ene testikel og sad og trykkede bag på nyren.

Simon havde kræft, og det havde spredt sig til bughulen.

Vi nåde at fejre min fødselsdag og nytår, før Simon 4. januar startede sin første kemobehandling.

Han flyttede praktisk talt ind på mit værelse, og i stedet for at være kæreste, blev jeg en plejer og tog mig af ham hver dag, skiftede hans drop og tog med ham på Riget, så ofte jeg kunne. Det var en meget struktureret hverdag: Jeg tog på arbejde, kom hjem, fandt ud af, hvordan han havde det, hvad han skulle have at spise, og hvad han havde lyst til.

Lægerne var meget opmærksomme på, at han ikke måtte få feber eller infektioner, for han havde ikke noget immunforsvar. Jeg måtte heller ikke blive syg, for så kunne jeg jo smitte ham, så jeg var meget påpasselig.

Simon havde det så dårligt og havde brug for min hjælp. Han var konstant bange, og han kunne ikke lide at være alene med sine tanker, og jeg var også bange for at lade ham være alene.

Jeg tænkte ikke på andet end ham.

Alt andet var ligegyldigt, og det var ligegyldigt, hvordan jeg havde det. Jeg gik bare rundt i min egen lille boble og tænkte, at nu skulle han bare blive rask.

Vi var nyforelskede, men på en anden måde – jeg var bange for at miste ham, og han var bange for, at jeg ville gå.

En dag rodede jeg i hans hår, som jeg plejede, og pludselig sad jeg med en stor tot hår i min hånd. Så begyndte det langsomt at drysse, og hans hår, skæg og hårene på brystet og benene faldt af.

På trods af det, så jeg ikke en syg person, når jeg kiggede på ham – jeg så bare en person, som jeg elskede virkelig højt, og jeg syntes bare, at han var virkelig smuk.

Han kunne ikke spise, og jeg kunne blive meget frustreret og lade det gå lidt ud over ham. Det var ekstremt tarveligt, men jeg havde svært ved at placere mine følelser, og jeg var vred over, at han ikke var rask.

Jeg følte aldrig rigtig, at jeg havde noget frirum. Jeg havde min træning nogle gange, men jeg skulle jo stadig være tilbage, når han var færdig med sin kemobehandling. Nogle gange trak han sig og tvang mig til at tage ned og træne og være sammen med mine veninder.

Jeg følte mig så alene.

Jeg følte ikke, at jeg havde nogen at snakke med, og jeg havde egentlig heller ikke lyst til at tale med nogen om det.

Da det var ved at være forbi, gav min krop fuldstændig efter, og jeg begyndte at få angstanfald.

En dag, da jeg var på arbejde, fik jeg et opkald fra min mor.

Min mormor var død.

Hun var min bedste ven, og jeg brugte hende som kæmpe støtte i alt. Jeg fik det største angstanfald nogensinde. Jeg kan slet ikke huske, hvad der skete, jeg ved bare, at jeg blev slæbt ud i en taxa, og lige pludselig var jeg på Gentofte Hospital. Jeg rystede vildt meget, græd hysterisk, og jeg fik det psykisk dårligt og fik kvalme.

Jeg kunne ikke overskue noget, og jeg var ked af det hele tiden og fik angstanfald igen, og jeg måtte sygemelde mig.

Jeg gik så meget på kompromis med mig selv, og det viser mit angstanfald også.

Simon blev konstateret rask for omkring fire uger siden, men jeg skal godt nok arbejde med min angst for at miste ham. Jeg er i en proces, hvor jeg skal finde mig selv og finde ud af, hvem jeg var før alt det her. Døden kom så tæt på mig i en periode på fire måneder, og nogle dage kan jeg grave mig helt ned i et hul, fordi jeg stadig er psykisk udmattet.

På en måde har det hele givet os rigtig meget. Vi er blevet så tætte, og vi taler om at flytte sammen og alle de ting, man måske ville snakke om efter flere år sammen, og det virker bare naturligt. Jeg har aldrig følt mig så heldig, selvom det har været helt forfærdeligt, og jeg er virkelig taknemmelig for ham.

Men jeg kunne godt have haft brug for at få at vide, at det var ok at være ked af det. Okay at være vred og sårbar. At det var normalt at være mærket på den måde som pårørende, når jeg jo er den, der står first hand og ser alt.

Nogle gange er jeg imponeret over, at jeg har overlevet det her. Til tider var jeg virkelig ved at give op. Jeg ved, at andre også går igennem det, og det er vigtigt at sige, at man ikke er alene.

Og jeg var ikke alene, selvom jeg tit følte det.