For omkring to et halvt år siden stod jeg og børstede tænder, inden jeg skulle i seng. Det var der, jeg for alvor blev syg af stress. Så besvimede jeg.
Jeg havde mærket, jeg var stresset et stykke tid i forvejen, hvor jeg bare ignorerede det. Når jeg for eksempel stod i kantinen på gymnasiet og skulle betale min frokost, kunne jeg ikke få mit kort op af lommen, fordi jeg rystede så meget.
Jeg var så tæt på at færdiggøre gymnasiet, men angsten, ocd og mindreværdskomplekserne gjorde, at min krop sagde fra den aften.
Jeg er vokset op i et miljø, hvor der var rigtig mange forventninger, man skulle leve op til. I gymnasiet tænkte jeg hele tiden over, hvilket tøj jeg havde på, hvordan jeg fremstod, og hvordan mit hår sad. Det var et kæmpe pres – også fordi der er mange velhavende i det område, jeg kommer fra.
Jeg har haft dårlig selvtillid lige siden folkeskolen, selvom jeg har gjort alt for ikke at vise det til andre. Min familie og mine venners familier har en akademisk uddannelse, og det har ligesom været målet for alle, at man skulle have en lang uddannelse. Men jeg følte mig som klassens klovn, da jeg gik i skole. Jeg var den, der var god til at lave spas, og jeg gav op i forhold til det faglige. Det har fulgt mig hele min skolegang.
Det har gjort, at jeg i dag er lidt sur på mig selv over, at jeg har brugt så meget tid på at være ham den sjove, selvom jeg senere har fundet ud af, at jeg egentlig er dygtig nok til det faglige.
Min dårlige selvtillid fik mig til at lukke mig mere ind i mig selv, da jeg gik på gymnasiet. Og et par dage efter jeg gik helt ned på badeværelset, blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling.
Jeg var indlagt i tre dage – og det var virkelig en lettelse for mig og en rigtig positiv oplevelse. Endelig fik jeg hjælp, alle på afdelingen var vildt søde, og jeg vidste, jeg havde ramt bunden. Jeg besluttede mig for at gøre alt i min magt for at få det bedre.
Se klip fra Tværs på DR3 om Alexander her:
Derefter gik det fremad. Jeg skulle fokusere 100 procent på at blive rask, men jeg var stadig så syg, at jeg ikke kunne færdiggøre gymnasiet. For på det tidspunkt kunne selv en besked på min telefon give mig et stressanfald.
Jeg har altid været interesseret i at male og tegne, men efter jeg blev udskrevet, blev dét at male en slags terapi. Jeg er vild med at udtrykke mig kunstnerisk, og nogle begyndte at fortælle mig, at mine billeder var flotte. Det gav mig tankerne om, at jeg måske kunne gå den vej rent professionelt.
At være kunstner har både fordele og ulemper. Rammerne er frie, og der er ikke nogen, der bestemmer, hvordan jeg skal gøre tingene. Jeg kan udtrykke mig, som jeg vil, og det kan jeg lide. Men ulempen er, at det er en usikker branche, og jeg er meget alene. Det har været en omvæltning, fordi jeg normalt er en social person.
Jeg kan have gode dage i atelieret, hvor jeg maler, og mine billeder bliver rigtig gode. Og så er der andre dage, hvor jeg føler, at verden suser forbi, mine venner videreuddanner sig, mens jeg sidder og smider klatter med maling på et lærred uden at vide, hvad det fører til, og min hjerne ikke bliver stimuleret nok. Så rammer ensomheden mig.
Jeg er ret hurtigt til at gribe de negative tanker, jeg har om mig selv. I de situationer irriterer det mig, at jeg ikke fik færdiggjort gymnasiet, så jeg har mulighed for at læse videre. Og så bliver jeg bange for, hvad andre tænker om mig, når jeg ikke har færdiggjort min uddannelse. Jeg er nervøs for, om de synes, jeg er svag.
Jeg er begyndt at få en anden forståelse for, hvordan livets veje er, og at man ikke behøver at gå den "rigtige" vej. Førhen tænkte jeg, at gymnasiet var den eneste mulighed, så jeg kunne få en videregående uddannelse. Men det er gået op for mig, at mange andre – også i min egen familie – har taget en uddannelse, men nu laver noget helt andet.
Min plan er stadig, at jeg vil tage en uddannelse, men jeg ved, at det skal være i en kunstnerisk retning. For jeg vælger at prioritere noget, der kan styrke mine kunstneriske evner.
Selvom min nedtur har været hård, vil jeg ikke være den foruden. Den har fået mig til at anerkende, at der var nogle ting, jeg skulle og stadig skal arbejde med. Jeg er stadig meget selvkritisk og perfektionistisk, og det begrænser mig. For jeg tror ikke, jeg ville være mere lykkelig, hvis jeg læste på universitetet nu.
Jeg ville nok kunne få et stabilt liv og en fast indkomst, men jeg ville ikke være lykkelig. For det at udtrykke mig kunstnerisk, er det jeg brænder for.
Jeg stillede for store krav til mig selv, og det er noget, jeg stadig skal arbejde med. Når man hele tiden sætter forventninger alt for højt, så lykkes man sjældent med at blive tilfreds.
Mit håb er, at andre, som sidder med samme følelse som jeg, kan se, at de ikke er alene. Og så håber jeg, at andre også tør udleve deres drømme i stedet for at forsøge at gå en indoktrineret vej, som man ikke vil, men føler man bør.
Det tager lang tid at acceptere, at man skal noget andet, men man skal gøre det, man brænder for. Så undersøg det, du kan lide, og se efter de muligheder, der er inden for det felt.
Det at have det godt mentalt er det afgørende – og så kommer pengene i anden række. Og selvom man vælger en mere usikker vej, er man god nok. Vi mennesker har det med at være alt for selvkritiske og skubbe os selv ned. Men man er sgu god nok.
Det er også derfor, jeg fortæller min historie til Tværs. For jeg håber, at andre kan undgå at gå ned på samme måde, som jeg gjorde.