Lige så lang tid jeg kan huske, har jeg været sådan én, der har haft hele kalenderen fyldt. Hver evig eneste dag.
Jeg rendte rundt fra den ene aftale til den anden – og jeg elskede det. Jeg fik en energi af, at der var gang i den hele tiden. Bare ved at kigge på min fulde kalender fik jeg en fed følelse indeni. Det var aftaler med venner, hvor vi tog til events, var ude at spise eller tog ud for at rejse.
Jeg havde det som om, at jeg ikke kunne være alene eller undvære andres opmærksomhed, og jeg lod på mange måder mit liv styre af, hvad der så fedt ud på Instagram. Når jeg ser på det i dag, så var det jo pisseflovt, at jeg var afhængig af den bekræftelse, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det.
En typisk hverdag for mig var at tage i skole og så arbejde bagefter. Om aftenen havde jeg mindst én aftale, hvor jeg mødtes med en veninde, og derefter kunne jeg have en ny aftale, hvor jeg skulle mødes med en anden.
I weekenden eller når jeg havde fri, begyndte jeg tit med at spise morgenmad ude med nogle venner. Derefter kunne jeg finde på at besøge loppemarkeder og museer eller tage til koncerter.
Om aftenen skulle jeg altid forbi flere sociale begivenheder eller fester – også gerne flere end to. Det gav mig et rush, at der hele tiden var noget nyt, jeg skulle til.
Jeg fik en form for bekræftelse og lykkefølelse ved at have så meget at lave, men også at kunne dokumentere det hele på Instagram.
Når vi var ude, lavede jeg en story på Instagram med den første drink, vi fik. Sådan fortsatte det med alle de andre drinks og meget af det andet, vi lavede, gennem aftenen.
Når jeg var ude at spise med nogle venner, lavede jeg stories, både når vi fik forret, hovedret og dessert. Jeg lavede opslag, når jeg mødtes med en ven eller veninde, bare så folk kunne se, hvor stort et netværk jeg havde. Alt, hvad jeg kunne dokumentere, dokumenterede jeg.
Jeg ønskede ikke at prale, men jeg ville bare vise andre, at mit liv var fedt.
Søvn og mig har aldrig rigtig været en god kombi. Da jeg flyttede ind i min lejlighed, havde jeg svært ved at sove alene, fordi det mindede mig om, at jeg var alene. Nogle gange havde jeg svært ved at falde i søvn om aftenen, fordi jeg stadig havde rushet fra dagen, som jeg kunne have lidt svært ved at slippe.
Jeg følte mig egentlig ikke stresset. Jeg elskede bare den friske fornemmelse i brystkassen, når der var pres på. Adrenalinkicket kunne jeg virkelig godt lide.
Da jeg besøgte en coach, fandt jeg ud af, at jeg burde have arbejdet med min fomo (fear of missing out, red.) tidligere. Det gik op for mig, at jeg skulle arbejde med at dyrke alenetid i stedet for at frygte at gå glip af fede oplevelser og vise dem frem på Instagram.
I klippet nedenfor kan du se, da Amalie får hjælp af en coach til at indse, hvorfor hun har handlet, som hun har gjort. Du kan se hele Tværs-udsendelsen med Amalie på her.
Jeg havde på det tidspunkt aldrig set den frygt i øjnene, der lå i at være alene. Men jeg har tvunget mig til at tilbringe mere tid med mig selv – det har jeg for eksempel gjort ved at tage i sommerhus alene, hvor jeg ikke brugte min mobiltelefon eller min computer. Det gik op for mig, at det jeg før havde gang i, ikke var godt for mig – og derfor blev jeg nødt til at ændre mine vaner.
Behovet for hele tiden at få bekræftelse kan have noget at gøre med min generation og vores ungdomskultur, hvor vi er vokset op med mobiltelefonen og sociale medier. Det kan måske også spille ind, at jeg havde nogle episoder i mine folkeskoleår, hvor jeg ikke følte mig helt vellidt og fik en følelse af, at jeg var anderledes og ikke var god nok. Det kan også være en kombination af begge dele.
Jeg føler selv, at jeg har fået en ro nu, i dag kan jeg faktisk føle glæde uden at få det kick, jeg fik før. I stedet får jeg det på en mere afslappet måde.
Jeg arbejder stadig på ikke at fylde kalenderen for meget op, men jeg er blevet meget bedre til at bruge tid på mig selv i stedet. Jeg er begyndt at prioritere, hvad jeg selv vil – for mig selv. Træne, lave et hjemmeprojekt eller færdiggøre en bog, jeg har købt. Den største ændring er nok, at jeg nu mere gør, hvad der egentlig gør mig glad og ikke indbildsk glad.
Sidste weekend havde jeg ikke lavet nogen aftaler. Det er relativt nyt for mig, og det har også været svært, men jeg er begyndt at lære at acceptere, at mine venner godt kan mødes og hygge sig, uden at jeg behøver at være med.
Selvfølgelig kan jeg savne at få det rush, jeg tidligere fik. Det har ligget dybt i mig. Men jeg føler selv, at jeg er blevet en bedre veninde af at lægge mine gamle vaner fra mig. Jeg bruger mere tid sammen med den person, jeg har en aftale med, fordi jeg ikke længere laver flere aftaler på samme aften.
I sidste uge var jeg på restaurant med en veninde for at fejre, at vi havde afleveret speciale. Da jeg kom hjem, følte jeg ikke trang til at lave nogen stories eller opslag fra aftenen overhovedet, og det ser jeg som en stor bedrift – og et fremskridt.
Den bekræftelse jeg tidligere fik ved at tage et billede og lægge det op, må jeg finde i mig selv og i nuet i stedet. Det handler om at erkende, at der er noget indeni, der ikke er så godt og tænke over, hvorfor man gør, som man gør.
Jeg flygtede fra at være alene, fordi jeg troede, at det at være alene var det samme som at være ensom. Det var en stor fejltagelse – for man kan sagtens dyrke mere tid med sig selv og være lykkelig på samme tid.
Jeg har valgt at fortælle min historie, fordi den adfærd, jeg havde, ikke bidrager til noget godt. Hvis andre også føler, de poster alting eller hele tiden søger nye impulser, så er mit budskab, at man altid har et valg.