For nogle år siden var jeg meget glad for at spille computerspil. Sport sagde mig på ingen måde noget.
Da jeg blev 11, opfordrede min mor mig til at komme lidt mere ud for at få en fritidsinteresse. Jeg prøvede skydning, håndbold og spejder, men der var ikke rigtig noget af det, der sagde mig noget.
Flere af drengene i min familie gik på det tidspunkt til fodbold, så jeg forsøgte at give det et skud, selvom jeg altid har syntes, det var kedeligt. Men fodbolden gjorde noget ved mig.
Allerede under første træning fortalte min træner, at jeg var rigtig hurtig på banen, og efter et par omgange med træning fortalte han mine forældre, at jeg kunne komme rigtig langt i fodbold, hvis jeg ville.
Den ros betød meget for mig. Og så kunne jeg også tale med, når de andre drenge snakkede om det. Derfor fortsatte jeg.
Mine forældre har været skilt, lige så lang tid jeg kan huske. Da jeg var barn, fik min mor en depression og kom på kontanthjælp, fordi hun ikke kunne arbejde. Så vores situation var sådan lidt op ad bakke. Min mor havde ikke penge til at kunne købe støvler, benskinner og resten af det udstyr, jeg skulle bruge til træningen, og der var heller ikke penge til at betale kontingentet, hvis hun også skulle betale husleje.
Hun fandt BROEN på nettet, som kunne hjælpe hende med at betale mit udstyr og kontingentet. Siden har jeg, hver gang jeg er vokset fra mine gamle fodboldstøvler, fået nye fra BROEN – og jeg har stadig den ene støvle tilbage fra det første sæt, jeg fik fra BROEN. Det er en størrelse 41.
Den hjælp gjorde, at jeg kunne komme i gang med at spille fodbold – og det har betydet, at jeg er nået til det sted, jeg er i dag. For jeg tror ikke, at jeg ville have haft mulighed for at nå så langt med fodbold, hvis BROEN ikke havde hjulpet mig og min mor.
Da jeg begyndte med at spille fodbold, manglede jeg selvfølgelig en masse forståelse og teknik, men det, at jeg fik at vide af flere, at jeg kunne gå hele vejen, har gjort, at jeg virkelig er motiveret. Lige nu går jeg på idrætsefterskole, hvor jeg går på fodboldlinjen og træner syv gange om ugen. Når jeg er hjemme hos min familie, selvtræner jeg mindst halvanden eller to timer om morgenen.
Først ser jeg en masse videoer om, hvordan de professionelle for eksempel laver frispark, og så forsøger jeg at få bolden til at lave knæk og dyk, som de gør i videoerne. Det kan jeg bruge flere timer på.
Da jeg var 13 år, besluttede jeg mig for, at jeg ville forsøge at gå hele vejen med min fodbold. Det har betydet, at jeg har valgt meget fra – som venner og fester. Når jeg har fortalt det til andre, har de alle sagt: Bare vent, til du bliver 16. Nu er jeg 17, og jeg er stadig lige så motiveret, selvom jeg selvfølgelig også kan have dage, hvor det er sværere at gå ned på fodboldbanen for at selvtræne klokken otte en lørdag eller søndag morgen.
Jeg har kun været fuld én gang. Det var til min konfirmation. Jeg går stort set ikke til fester. Når jeg har været til det, har jeg fået at vide, at jeg kun behøvede at komme, hvis jeg kunne drikke ligesom de andre i stedet for at være kedelig. Så nogle gange føler jeg lidt, at mit valg også får andre til at vælge mig fra.
Nogle vil måske synes, at det lyder hårdt. Sådan føler jeg det ikke. Selvfølgelig kan det være lidt mærkeligt at sidde hjemme i weekenden og chille, mens jeg får snaps fra venner, der er i byen. Men jeg begyndte først at spille fodbold, da jeg var 11, så jeg har en del at indhente, for at jeg kan blive professionel fodboldspiller. Men jeg har udviklet mig så meget – og derfor tror jeg på det.
Det er, som om at alle de almindelige problemer går væk, når jeg træner. Det kan være pigeproblemer eller noget derhjemme. Så er der kun fodbolden, jeg fokuserer på. Det føles rigtig rart. Når andre på min alder har kaldt mig kedelig og holdt mig lidt ude, så har det også givet mig endnu mere lyst til at bevise over for dem, at jeg kan nå langt i fodbold.
Nu, hvor jeg går på en idrætsefterskole, som nok er den bedste inden for fodbold, føles det ikke, som om at jeg er så anderledes – for der er der en masse andre, der også brænder for at spille fodbold.
Mine forældre har hele tiden sat som betingelse, at jeg skulle gøre folkeskolen færdig. Nu går jeg i 10. klasse, og når jeg er færdig på efterskolen, er min allerstørste drøm at komme til udlandet.
I England er der noget, der hedder open trials. Der køber man sig adgang til træning i nogle timer, og så kommer der scouts fra de store klubber for at finde nyt talent. Jeg tror, jeg har større chance i England, fordi man nemmere kan leve af at spille fodbold der, end man kan i Danmark. Jeg behøver ikke tjene kassen, selvom det selvfølgelig kunne være fedt at spille for et af de helt store hold. Det vigtigste for mig er, at jeg bare kan leve af at spille fodbold.
Selvfølgelig er der nogle perioder, hvor jeg kan føle, at jeg spilder min tid ved at satse så meget på fodbold. Det kan være, når jeg har fået en skade, eller hvor jeg ikke føler, jeg rykker mig. Men trænerne ser meget mere, end jeg selv kan se – og som min nuværende træner siger: "Hvis du ikke bliver til noget inden for professionel fodbold, så er det din egen skyld. For du har evnerne til det."
Jeg synes selv, at mine evner er på et niveau, hvor jeg godt kan spille på et af de store hold, men jeg venter stadig på, at jeg får chancen. Hvis det sker, har jeg lovet formanden for BROEN i Vejle, at hun skal med til min første kamp.