Egentlig har jeg ikke interesseret mig så meget for klimaet, før jeg begyndte på universitetet for to et halvt år siden.
Dengang begyndte jeg at lægge mærke til, at klimadebatten dukkede op i medierne, men på det tidspunkt var det overhovedet ikke gået op for mig, hvor alvorlig katastrofen er. Det skete først et stykke tid senere.
I folkeskolen og gymnasiet har jeg også været politisk engageret, men at engagere sig i klimaet var nyt for mig.
Jeg begyndte i Sima, lige efter jeg var startet på universitetet. Sima er en gruppe på universitetet, der forsøger at skabe mere opmærksomhed om klimakrisen. Der var jeg med til at arrangere en klimastrejke, hvor vi lavede nogle forskellige events på universitetet og bagefter en demonstration foran Christiansborg.
Det var rigtig spændende at være en del af, men jeg fandt også ud af, at jeg havde behov for, at budskabet nåede bredere ud i befolkningen. Så efter et halvt år stødte jeg på klimabevægelsen Extinction Rebellion.
Første gang tog jeg til et møde hos Extinction Rebellion, blev jeg introduceret til bevægelsen og var med i et otte timers træningskursus i ikkevoldelige handlinger.
For mig gav det mening at være en del af, fordi Extinction Rebellion er mere ambitiøse på vegne af klimaet, end jeg har oplevet andre steder. Og så er det en ikkevoldelig organisation med en flad struktur, hvor alle stemmer er lige meget værd.
Under mødet snakkede vi om, hvordan vi hver især havde lyst til at kæmpe for klimaet. I Extinction Rebellion er der både brug for folk, der laver ikkevoldelig civil ulydighed, men også folk, der for eksempel laver mad, snakker med medier og sidder i arbejdsgrupper. Jeg fortalte, at jeg gerne ville lave ikkevoldelig civil ulydighed, og at jeg også var klar til at få en bøde.
Vi borgere følger samfundets love med den præmis, at politikerne beskytter vores rettigheder. Men den kontrakt har politikerne brudt, fordi de ikke længere prioriterer mennesker. I stedet prioriterer de magt, økonomi og vækst. Derfor bliver vi nødt til at bruge civil ulydighed.
Siden da har jeg været med i en del aktioner. Vi har lavet flere cykelaktioner, og så har vi blokeret Holmens Bro foran Christiansborg, og vi har hængt et kæmpe banner op i Christiansborgs tårn.
I marts 2020 deltog jeg i en aktion i Folketingssalen, mens der blev holdt spørgetime med Mette Frederiksen. Det var første gang, jeg lavede en aktion, der førte til en dom. Dommen gav mig en plet i min straffeattest.
Budskabet var den nøgne sandhed, om at regeringens grønne omstilling tilgodeser økonomiske interesser frem for mennesker. Derfor havde vi formuleret 11 nøgne sandheder, som 11 af os læste op, mens vi stod topløse oppe på tilskuerrækkerne i Folketinget. Det gjorde vi for at illustrere den sårbarhed, vi mennesker står overfor i forhold til klimakatastrofen.
Selvfølgelig var det grænseoverskridende at afbryde Mette Frederiksen, men jeg følte mig tryg sammen med de andre. Og det var nødvendigt at råbe politikerne op og komme ud med vores budskab på den måde.
Jeg nåede selv at fortælle min nøgne sandhed et par gange, inden vi blev stoppet af vagterne. De overdrog os til politiet, og vi fik at vide, at vi skulle forlade Christiansborg. Jeg var klar over, at jeg kunne blive dømt i sagen, og jeg var også klar til at acceptere dommen. Men mest af alt tænkte jeg på, hvor glad jeg var for, at det lykkedes.
Sagen blev taget op i retten for omkring et halvt år siden. Der fik jeg ti dagsbøder a 100 kroner, som jeg valgte at betale.
Dommen var, hvad jeg havde forventet. Men jeg synes, det er meget problematisk, at klimaaktivister kriminaliseres, mens loven beskytter virksomheder og politikere, som driver rovdrift på naturen og klimaet.
Siden jeg begyndte i Sima, er det gået mere og mere op for mig, hvor alvorlig klimakrisen er. For mig er det tydeligt, at politikerne ikke har tænkt sig at handle, hvis ikke der kommer et folkeligt pres. Og det er gået op for mig, hvor privilegeret jeg er. Med det følger der et ansvar.
Hvis vi ikke handler nu, frygter jeg endnu mere for klodens fremtid. Jeg har forståelse for, at en plettet straffeattest kan have betydning for andre, men det er en helt anden skala, hvis vi ikke handler på klimakatastrofen.
For mig er det virkelig vigtigt, at aktionerne ikke er voldelige. Dér går min klare grænse, og det samme gælder i Extinction Rebellion.
Er det ikke forkert, at du bryder loven, når du kan demonstrere lovligt?
Vi står overfor en klimakatastrofe. Politikernes manglende handling retfærdiggør, at vi bruger civil ulydighed. I mange år har både politikere og virksomheder kendt til klimakatastrofen, og der er lavet rigtig mange lovlige demonstrationer, som er blevet ignoreret. Civil ulydighed er redskabet, der kan ændre det – så det bliver vi nødt til at bruge.
Kan du forstå, hvis nogle ryster på hovedet ad dig og tænker, at du er for ekstrem?
Jeg kan godt forstå, at nogle ser ikkevoldelig civil ulydighed som en ekstrem metode, men vi står i en klimakatastrofe. Vi har før set, at ikkevoldelig civil ulydighed kan skabe de drastiske ændringer, som forskning peger på, er nødvendigt. Nogle vil mene det er ekstremt. Jeg mener, det er nødvendigt.