Jeg er egentlig okay til at stå på ski. Ikke den bedste, men heller ikke den dårligste. Sådan rimelig middelmådig, ligesom mange andre på pisten.

Men jeg havde nok aldrig set den ulykke i Sverige komme, og slet heller ikke, hvor slemt den endte med at skade mig.

Jeg er på skiferie med min ekskæreste og hans familie. Én af de første dage skal vi selvfølgelig ud på pisten. Det er hen på eftermiddagen, så det er ved at blive mørkt. Der har lagt sig en lille hinde af is ovenpå skipisten, så det går hurtigere end normalt.

Jeg kører ned ad pisten. Farten tager til. Da jeg drejer for hårdt, mister jeg balancen og ryger ned på hoften. Jeg skriger. Skriger af mine lungers fulde kraft. Det er skidt, det her.

Jeg bliver hentet i en ambulance. De giver mig morfin. Meget morfin. Jeg bliver kørt hen til en helikopter, der flyver mig til det nærmeste hospital. Min frygt bliver bekræftet: Jeg får at vide, at mit korsben, bækken og kønsben er brækket. Med andre ord: Den nederste del af min ryg er brækket.

Det her resulterer i, at jeg skal være sengeliggende i to måneder. På det her tidspunkt er jeg 18 år gammel, og jeg er midt i 3.g. Det sætter virkelig teenagelivet på pause.

Der var heller ikke nogen, der kom for at besøge mig på hospitalet, og jeg fik besøg en enkelt gang af mine venner i de to måneder, jeg var sengeliggende. Og det er jo ikke, fordi man er en dårlig ven eller tarvelig. Det er jo, fordi der er tusind andre ting, som man har gang i, når man er 18 år gammel.

Man tænker nok ikke over, at man lige skal huske at besøge sin veninde, der ligger derhjemme i sengen og ikke kan gå.

Så jeg bliver utroligt alene. Jeg følte ikke, at jeg havde nogen. Når man ikke engang kan stå på sine egne ben, så har man bare ikke lyst til andet end at ligge i sengen og sove.

Den eneste, jeg har, er min gymnasiekæreste. Ham jeg var sammen med på skiferien. Han støtter mig, fordi han nok kan fornemme, at jeg er meget alene, men det ender også med, at vi går fra hinanden.

Så denne periode er både fysisk og psykisk hård. Ét er de brækkede knogler i min krop. Noget andet er at blive frataget sin ungdom som 18-årig.

Jeg har det ikke godt. Min depression har lagt sig over mig som en tung dyne, der er svær at få væk.

Det hele virker så uoverskueligt.

Da jeg endelig kommer ordentligt på benene igen, spørger en ven mig, om jeg vil med i byen. Det sidste, jeg egentlig lige kan overskue, er en tur i byen.

Men han får mig overtalt til at tage med. Og på et tidspunkt træder én af hans venner ind ad døren, og jeg får øje på ham med det samme.

Jeg hiver fat i Niels, en fælles ven. Med ham under armen prøver jeg at få kontakt til ham her fyren. Han hedder Julius. Men han tror egentlig ikke, at jeg mener det. Han tror, at Niels og jeg laver sjov med ham, så han bider ikke på krogen.

Det bliver lidt ud på aftenen, da jeg endelig får overtalt mig selv til at være fuldstændig straightforward overfor ham. Vi ender med at snakke sammen hele aftenen, og så går det stærkt. Vi bliver stort set kærester med det samme.

Efter vi havde været kærester i fire måneder, tog vi en måned til Nepal sammen. Det gjorde bare, at vi pludselig blev rystet så tæt sammen. Vi stod jo pludselig midt i et land, som ingen af os kendte, så vi havde kun hinanden. Det var lidt en Ikea-test på speed.

Vi flyttede også sammen efter syv måneder som kærester, så det hele gik egentlig ret stærkt, og det var meget intenst.

Men sådan én som ham var, hvad jeg havde brug for: Han gav mig stabilitet, han gav mig tryghed. Han gav mig pludselig en grund til at gå ud af døren om morgenen.

Jeg var jo depressiv efter alle de her ulykker, men takket være ham begyndte det hele at lysne.

For jeg kunne dele alt med ham. Jeg var jo bange for, at han ville høre min livshistorie og løbe skrigende væk. Men det gjorde han ikke. Han blev der.

I de perioder var jeg også helt vildt urimelig. Man er ikke super logisk tænkende, når man har angst, så jeg var meget urimelig omkring forskellige ting. Jeg kunne blive sur og irriteret på ham over ting, som var ligegyldige.

Men han rummede det. Han lyttede og forstod mig i en grad, som jeg aldrig havde prøvet før. Vi var sikkerhedsnettet for hinanden, og vi vidste bare, at vi begge havde én, som ville lytte og forstå.

I dag har vi været kærester i fire år.

Jeg tror virkelig, at man skal opleve nogle virkelig hårde nedture for at få lov til at opleve de helt fantastiske opture. Og jeg tror virkelig på, at jeg skulle opleve den massive nedtur, der var mit 3.g.-år, for at få lov til at opleve den vidunderlige optur, det er at være kæreste med Julius.

Lyden af kærlighed finder sted den 27. november i Koncerthuset. Vil du opleve showet, kan du købe billetter her.