Det er svært for mig at sige, hvornår jeg helt præcis fik at vide, at jeg ikke skulle vise, jeg er jøde. For det blev aldrig rigtig sagt, at jeg skulle skjule det. Det er mere nogle småting i min barndom, der har givet mig den følelse, og så har mine forældre aldrig rigtig åbenlyst talt om den jødiske baggrund.

Første gang, jeg lagde to og to sammen, var, da jeg var til Bellahøj-kræmmermarked ved København. Det elskede jeg at tage til som barn. Jeg skulle af sted med mine fætre, men inden vi gik, diskuterede de med min mor og moster, fordi mine fætre havde synlige davidsstjerner på.

Min mor og moster syntes ikke, de skulle bære dem åbenlyst, mens de gik med mig.

Det blev sådan lidt en leveregel for mig ikke at fortælle det. Og når vi skulle holde jødiske sammenkomster i familien, fortalte jeg det aldrig til de andre i skolen.

I folkeskolen var der kun et par klassekammerater, der havde været med til min bat mitzvah, som vidste, jeg er jøde. Men da jeg gik i 8. klasse, kom det ud. Vi var i gang med at forberede 'Terkel i knibe' som skolekomedie, og på en eller anden måde bliver det nævnt, at jeg er jøde. Det fik en til at sige til mig: "Er du jøde?"

Der kunne jeg mærke, at der var noget galt. Det var tonefaldet og blikket. Vi stod og havde det sjovt med stykket, og pludselig ændrede stemningen sig helt. Det var ikke sådan et neutralt spørgsmål, om jeg bedst kunne lide pærer eller æbler. Det blev sagt, så jeg kunne mærke, der var noget meget alvorligt bag spørgsmålet.

Jeg havde det, som om at der var noget, der var sluppet fri, og som ikke var under min kontrol, men jeg slog det hen, indtil der begyndte at ske hærværk på min cykel på skolen.

Første gang blev dækkene piftet. Anden gang blev de skåret op, og da de igen blev skåret op for anden gang, var det nok dér, jeg fandt ud at, at det var personligt og ikke bare var for sjov.

Jeg valgte ikke at sige det til min mor, fordi jeg vidste, hun ville blive bekymret. Skrækken har altid været større i den ældre generation, som er mere præget af det, der skete under Anden Verdenskrig. Og jeg ville heller ikke virke paranoid eller virke som en dramaqueen og tale om det med min lærer.

Der blev nok begået hærværk på min cykel fire eller fem gange. Først da jeg droppede at tage min cykel med i skole, stoppede det.

Jeg forsøgte at fortsætte, som om intet var sket. Når man har skjult en del af én selv i så mange år, bliver man ret øvet og god til det. Men jeg kunne også mærke, at nogles syn på mig havde ændret sig bagefter.

Der var nogle i de andre klasser, der ikke ænsede mig et blik. Jeg var ikke den, der råbte og skreg allermest i folkeskolen, men når jeg sagde noget, nægtede de at kigge på mig. Det var, som om at jeg ikke var et menneske, men bare en ting, der bare stod i lokalet. En af dem, der opførte sig sådan, var ham, der spurgte, om jeg var jøde. Og da jeg kiggede på hans Facebook-profil, kunne jeg se, at han havde stærke holdninger om konflikten i Israel og Palæstina.

Da jeg begyndte på gymnasiet, besluttede jeg mig for, at jeg igen ville forsøge at holde min religion hemmelig. Ikke fordi jeg var bange, men mere fordi jeg ikke ville defineres ud fra den. Jeg ville have, de skulle se mig som Esther. Det var først meget senere, at jeg fandt ud af, hvordan det kunne ske.

Jeg er et blandingsbarn med dansk far og israelsk mor, så jeg har både følt mig dansk og ikke-dansk. Jeg har nok følt mig anderledes og har haft svært ved at passe ind i en stor del af min ungdom.

Det var særligt i gymnasiet, at jeg blev rigtig bevidst om det. Der ønskede jeg, at det var noget andet blod, der løb gennem mine årer.

Jøder bliver ofte set i lyset af, hvad den israelske regering udsætter palæstinenserne for. Så når jeg siger, jeg er jøde eller halv israeler, føler jeg, det er nødvendigt som noget af det allerførste at fraskrive mig ansvaret for den politik, den israelske regering fører. Også selvom jeg ikke har israelsk statsborgerskab og aldrig har boet eller stemt dernede.

Det er, som om jeg ikke bare kan blive set som Esther.

Det lykkedes kun at holde min baggrund hemmelig i få dage på gymnasiet. Allerede i den første uge, da vi var til orienteringsløb på skolen og skulle synge fødselsdagssange på så mange sprog som muligt, fandt de andre ud af det. Jeg gik i klasse med en fra min folkeskole, og da han råbte: "Hey, Esther, du kan sgu da synge en på hebraisk." Så var det ligesom ude.

Det ærgrede mig, fordi jeg frygtede, at andre ville opfatte mig anderledes, dårligere eller som et ondere menneske. Jeg er jo heller ikke blind for, hvad den israelske hær foretager sig.

Jeg fandt en måde at komme det hele i forkøbet. Jeg begyndte at lave jødejokes. Selvironi er jo altid sjovt, og det er lettere af grine af det, der kan opfattes som noget dårligt.

Jeg fandt hurtigt ud af, at det var vejen frem – og mange af jokesene var grimme. En af mine yndlingsjokes var den med, hvordan jøder svømmer. Så kunne jeg signalere med armene, hvordan jeg ragede til, fordi man siger, at jøder er nærige og rager til sig.

Ellers kunne jeg spille med på fordommen ved at tage den enkrone, der var efterladt på bordet, og så sige: "Se, nu tager jøden mønten."

Set i bakspejlet var det jo selvdestruktivt, men det var ligesom den eneste måde, jeg kunne give plads til det, der var anderledes hos mig, over for andre.

Først da jeg tog til Brisbane på udveksling på universitetet på femte semester, begyndte jeg for alvor at kunne tage min egen baggrund seriøst. Inden jeg tog af sted, var jeg begyndt at være i en dialoggruppe mellem jøder og muslimer, og der opdagede jeg, at medierne fylder os med så meget frygt overfor hinanden. Men faktisk er vi ens på så mange måder.

Så der besluttede jeg mig for, at jeg altid skulle forsøge at opsøge muslimer for at styrke dialogen, hvis der var en oplagt mulighed for det.

Under en campus-day i Australien så jeg en "Free Palestine"-bod, og der valgte jeg at gå over til Ahmed. Han var fra Gazastriben og havde kun været i Australien i en måned på det tidspunkt. Men mødet med ham ændrede meget for mig.

Han gav mig så meget indsigt i sit liv, og vi fandt ud af, at de oplevelser vi havde haft med andres reaktioner om vores religion, og hvor vi stammer fra, var meget ens. Det var, som om at vi kunne spejle os i hinanden, blandt andet fordi vi blev defineret ud fra den politik, der blev ført i Israel og Palæstina, og frygten for at blive set anderledes på, fordi man har en bestemt baggrund.

Den ting, der gjorde allermest indtryk på mig, var, da Ahmed inviterede mig med til en holocaust-mindehøjtidelighed. Der holdt en ældre kvinde en tale, hvor hun sagde, at den største hævn for holocaust var at få børnebørn.

Der besluttede jeg mig for, at jeg ikke længere ville skjule mig. Da hun sagde den sætning, tænkte jeg på mine bedsteforældre, som flygtede og overlevede Anden Verdenskrig, og det gik op for mig, at den kamp, de tog for at overleve, ikke nyttede noget, hvis jeg stadig skulle leve i skjul.

Siden da har jeg udviklet mig megameget. Jeg rummer min baggrund meget mere, og jeg giver den plads.

Samtidig har jeg meldt mig ind i Mino Ung i København, hvor jeg mødes med andre med forskellige baggrunde. Jeg skylder at takke de mennesker, jeg har mødt dér med en anden baggrund, så meget. De har hjulpet mig med at sætte ord på det, jeg aldrig selv har kunnet sætte ord på.

Det har givet mig en ro, så jeg er meget mere Esther nu – med alle nuancerne. Jeg holder ikke min baggrund hemmelig længere. Da jeg for eksempel var på Tinder, havde jeg både et dansk og et israelsk flag på min profil. Det var mega angstprovokerende at gøre, men jeg mødte min kæreste, som er muslim og rummer mig for den, jeg er.

Jeg kan stadig godt blive ramt af de problemer, som konflikten mellem israelere og palæstinensere giver. For nogle måneder siden blev jeg nødt til at lukke min Instagram-profil ned, fordi jeg ikke længere kunne klare at se opslag om folk, der kører gennem London og råber, at de vil voldtage israelernes døtre og dræbe deres sønner.

Det bliver bare for meget, og jeg kan i de situationer mærke, at frygten tager over og fjerner fokus fra alle mine oplevelser, der taler imod aggressivitet.

Min hovedregel er, at jeg kun går ind i diskussioner, hvis den anden anerkender, at der er gode og dårlige mennesker på begge sider. Ellers har jeg ikke lyst til at deltage.

Det, der har hjulpet mig, er at prøve at være mig selv – og det er noget, jeg stadig er i gang med.

Jeg ved, der altid vil være folk derude, som har en holdning til, hvem du er, og hvem du bør være. Men den eneste, der kan give dig det rigtige svar på, hvem du er, det er dig selv.

Man kan blive ved med at rette sig efter, hvad andre mener, man bør være. Men i sidste ende må man altså rette sig efter det, man selv er og gerne vil være.