En sommerdag i august 2020 får 24-årige Emily og 21-årige Hannah beskeden, som de har frygtet i noget tid. Deres far har kræft. Lægerne vil ikke vurdere, hvor lang tid han har igen, men både Emily og Hannah er rædselsslagne ved tanken om at miste deres far.

Han dør samme måned – blot tre uger senere.

Mange år tidligere mistede de også deres mor, så tanken om at være uden hverken mor eller far er ikke til at bære for søskendeparret.

Tiden op til og efter deres fars død er en stor tåge, der gør, at de begge har behov for at bearbejde sorgen på hver deres måde.

Se uddrag af Tværs-dokumentaren 'Emily er en elendig søster' her.

Emily: - Det hele virkede så sløret. Min fars sygdomsforløb kom ud af det blå. Det hele var et meget underligt og tumultarisk forløb. Ingen af os forstod, hvor slemt det egentlig var.

- Da det blev bekræftet, at han havde kræft, turde de ikke engang sige, hvor lang tid vi egentlig kunne forvente os. Og så ved man, at det står skidt til.

- Han blev diagnosticeret med tarmkræft og metastaser i leveren. Han var så langt henne i sit sygdomsforløb, at han ikke kunne få behandling, da behandlingen simpelthen ville slå ham ihjel.

Hannah: - Der var så store følelser på spil. Vi havde ikke ord nok til at forklare, hvad der egentlig skete, fordi det var så uvirkeligt.

- Jeg var lidt i en tåge, hvor jeg så en andens liv. Som om det ikke var mit eget liv, men at jeg så det ske for en anden.

- Jeg gik hele tiden med en frygt. Vi havde jo mistet vores mor, da vi var små, så hvorfor skulle vi pludselig også miste vores far? Jeg var kun 21, og Emily var 24. Så der skulle bare ske et mirakel.

Efter et tre uger langt sygdomsforløb går deres far bort. Smerten er ubegribelig for begge søstre, der nu står tilbage uden hverken far eller mor.

Både Hannah og Emily har svært ved at bearbejde deres sorg, og søstrene tackler det på hver deres måde, og de gør begge en indsats for at få tankerne væk fra deres fars død.

Emily: - Jeg startede på studie 14 dage, efter far døde, så jeg havde ikke tid til at forholde mig til noget som helst. Jeg ville egentlig bare fokusere på mit studie og hurtigt komme videre i livet.

- Vi havde jo ikke regnet med, at det ville gå så stærkt. Ingen af os havde troet det. Vi var bare indstillet på, at han havde et halvt til et helt år tilbage. Vi vidste godt, at han var terminal, men ikke, at det ville gå så stærkt.

Hannah: - Efter hans død skiftede vi nok også alle sammen over i et overlevelsesgear. Hvis det ikke havde været for alle de praktiske ting, så ved jeg ikke, hvordan jeg var kommet igennem det.

- En uge efter fars død startede jeg som fuldtidsansat på en café, så jeg arbejdede også helt vildt meget. Det gjorde jeg bare, fordi jeg gerne ville væk fra alt det, der skete.

- Emily og jeg snakkede heller ikke rigtig om far i det første stykke tid. Jeg tror først, det var efter to-tre måneder, at vi rent faktisk nævnte ham og snakkede om, at han var væk. Det var jo mærkeligt, fordi vi begge to havde brug for at snakke om det, men det var bare så svært.

- Der gik lang tid for mig, før jeg kunne forstå, at han var væk. Nu er der gået halvandet år, og det er nok først nu, jeg så småt begynder at forstå, at han aldrig kommer tilbage.

Selvom både Emily og Hannah gør alt for at få tankerne ledt væk, så er farens død stadig en massiv sorg, som de er nødt til at bearbejde, men de kan stadig ikke snakke om det med hinanden.

Specielt Emily har svært ved at snakke om det, og påtager sig i stedet rollen som beskytter overfor Hannah.

Emily: - I begyndelsen fik jeg en stor trang til hele tiden at være sammen med Hannah. Jeg skulle hele tiden være i nærheden af hende og passe på hende.

- I forbindelse med mit studie skulle jeg for eksempel ud på noget feltarbejde. Dér valgte jeg at tage til Aalborg, fordi min søster boede der. Så vidste jeg, at jeg kunne bo hos hende i nogle måneder. Det tror jeg aldrig, at jeg ville have gjort før fars død.

Hannah: - Jeg har også godt kunnet mærke på hende, at hun har sat mig i første række. Hvis jeg for eksempel har fortalt om noget, der har været besværligt, har hun været helt vildt god til udelukkende at fokusere på mig.

- Generelt har man bare godt kunnet mærke, at hun ikke helt ville snakke om sine egne problemer, fordi hun måske følte, at jeg var vigtigere. Så jeg kunne godt mærke, at hun kun tænkte på mig, og det gjorde jo, at hun ikke havde det godt. Derfor var det vigtigt, at hun fik gjort noget godt for sig selv.

Selvom Emily gjorde alt for at sætte sin søster i første række, så havde det også nogle konsekvenser, og det gjorde i sidste ende, at Hannah måtte overtale sin storesøster til, at hun også skulle fokusere på sine egne følelser.

Emily: - Det seneste halve år er vi begyndt at snakke meget om, at selvom jeg jo er storesøsteren, så er jeg altså også kun tre år ældre end hende, og vi har jo gennemgået det samme.

- Selvom jeg er storesøster, så behøver jeg ikke altid at være den stærkeste af os to. Så vi er begge blevet meget opmærksomme på, at jeg skal huske at passe på mig selv, og at hun også gerne vil være den stærke person for mig.

I dag går Emily i sorggruppe, hvor hun får plads til at snakke om sine følelser. Her bliver hun tvunget til at skulle tage stilling til sine følelser og tanker, hvilket hun har haft brug for.

Emily: - I et år havde min lillesøster prøvet at råbe mig op. Hun sagde, at jeg skal huske at snakke med nogen om det her. Det dur ikke, at du aldrig vil snakke med nogen om det. Og det var først efter et år, at jeg indså, at det havde hun jo nok egentlig ret i.

- Inden jeg startede i sorggruppe, følte jeg ikke, at der var tid til det i min hverdag. Der var ikke et rum, hvor jeg kunne snakke om vores mor og far. Jeg har ikke helt følt, at jeg har kunnet snakke med mine venner eller kæreste om det. For selvom jeg har snakket med dem, er der ingen, der kan relatere til det, som min søster og jeg er gået igennem.

- Og selv overfor min lillesøster har jeg holdt igen med mine følelser og tanker. Hvis der eksempelvis har været nogle problemer på hendes arbejde, eller hvis hun ikke har kunnet overskue at starte på et studie, har al mit fokus været på hende. Men i forbifarten har jeg jo glemt, hvordan jeg selv har det.

At finde én at snakke med var meget vigtigt for Hannah, der rakte ud efter hjælp hos en psykolog lige efter sin fars død. Så da hun endelig fik overtalt sin storesøster til at tilmelde sig en sorggruppe, var hun ikke i tvivl om, at det var den rigtige løsning.

Hannah: - Jeg startede til psykolog kort tid efter vores fars død, for jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle i gang med at bearbejde det her. Og jeg sagde også ret tidligt til hende, at jeg syntes, hun også skulle begynde på en eller anden form for terapi, for hun skulle snakke om det her.

- Hun affejede det til at starte med, og forsøgte at forklare, hvordan mennesker bearbejder tingene forskelligt. Men jeg vidste bare, at hun havde brug for det. Normalt er hun den kloge af os to, men lige dér var jeg klogere, for jeg vidste, at det var vigtigt, at hun åbnede op og snakkede om det.

I dag fortsætter Emily og Hannah med at få hjælp til at bearbejde tabet af deres far. Og de er kommet meget langt på det halvandet år, der er gået siden deres fars død. Og det vigtigste redskab for dem har været hinanden.

Emily: - Vi har bare hinanden, så det er vigtigt at vise, at det er en utroligt stærk søskenderelation, og at man kan bruge hinanden som ressource til at komme videre.

Hannah: - Jeg har virkelig tit tænkt, at hvis jeg ikke havde Emily, så ved jeg ikke, hvordan jeg havde klaret den. Fordi hun giver mig så meget af alt det, jeg mangler. Vi kan bare kigge på hinanden og vide, hvordan vi har det.

- Jeg ved, at jeg er hendes drivkraft til, at hun skal lykkes med ting. Og omvendt, så er hun min drivkraft. Hvis jeg bliver bange eller stresset, så tænker jeg på Emily. Så tænker jeg på min søster. Så vi er vigtige for hinanden, fordi vi bruger hinanden som støtte.

Til syvende og sidst er det vigtigt for både Hannah og Emily at pointere, at man er nødt til at snakke med hinanden om sorgen. Og specielt som pårørende til én, der har mistet, skal man ikke være for bange til at spørge ind til sorgen.

Hannah: - Sorg skal ikke tabuiseres. Det skal ikke være en ting, som folk ikke tør snakke om eller spørge ind til. Man skal huske, at man ikke kan gøre folk mere kede af det, end de er i forvejen. Så det eneste, man kan gøre forkert, er at ignorere det og ikke spørge ind til det.

- Mange af mine veninder har selvfølgelig haft svært ved at navigere i det. Men som ven og som pårørende skal man bare spørge ind til det. Det er bare vigtigt at få sagt.