Fredrik har altid været en adrenalinjunkie: Men en skitur med ungdomsklubben ændrede hans liv for altid

Fredrik på 26 har altid villet gøre alt vildere end andre. Men en skiulykke gjorde ham lam og ændrede hans liv.

(Foto: © ASTRID DALUM, DR)

Jeg har altid været en vildt aktiv og energisk person. Jeg har kørt cross med gutterne, har været på skiferier og har generelt haft megameget fart i blodet. Jeg er nok det, nogle vil kalde en adrenalinjunkie. Det hele skulle helst være lidt vildere.

Så skete ulykken, og selvom det ikke har ændret mig, så har det gjort en kæmpe forskel.

I januar 2013 tog jeg med ungdomsklubben til Norge for at stå på ski. En dag, da vi stod med skiene på oppe på toppen af en af pisterne, lavede vi en konkurrence om, hvem der kom først ned. På vej ned endte jeg ude i kanten af pisten og kørte direkte ind i et træ med hovedet først. Og så husker jeg stort set ikke mere.

Meget af det er kun flashbacks, som om det hele var en film. Jeg kan huske, at mine to venner stod og kiggede helt chokeret på mig, da jeg lå i sneen. Og så kan jeg huske, at samaritterne kom og fastspændte min nakke, og at jeg kom til scanning på det lokale hospital.

Fredrik Øie Sørensen på hospitalet i Norge, hvor han for første gang bliver placeret i en kørestol. Billedet er taget 8. februar 2013. (© PRIVATFOTO)

Der fandt de ud af, at jeg havde fået en hjernerystelse, og at der var et knoglestykke, som var havnet i den ene skulder. Derfor blev jeg sendt i ambulance med politieskorte til Oslo. Efter omkring to timer i fuld fart ankom jeg til hospitalet i Oslo, hvor de fandt ud af, at en af mine knogler i nakken havde delt sig i tre, og at de blev nødt til at operere.

På det tidspunkt er jeg så dopet af morfin, at jeg ikke rigtig vidste, hvad der skete. Da lægen sagde, at der var sandsynlighed for, at jeg ikke ville overleve operationen, og at jeg nok ville blive lam resten af mit liv, hvis jeg overlevede var det, som om, at min hjerne var slået helt fra.

Det eneste, jeg tænkte på, var, at de bare skulle komme i gang med at operere. Det var, som om jeg ikke rigtig havde forstået, hvor alvorligt det var, selvom jeg kan huske turen på vej ind til operationsstuen, hvor jeg tænkte, om det hele nu bare var slut.

Da jeg vågnede, kan jeg huske, at min mor sad ved siden af mig og var helt grædefærdig. Og så var hun naturligvis lettet over, at jeg havde overlevet.

Jeg kunne intet mærke fra halsen og ned. Jeg kunne ikke engang tygge maden, så jeg fik sondemad ned gennem halsen. Egentlig var jeg ikke ramt af nervøsitet på det tidspunkt. Måske var det medicinen, men egentlig synest jeg bare, det var lidt sjovt, at jeg ikke kunne bevæge mig. Dengang så jeg det bare som noget midlertidigt, som ville forsvinde ligesom en brækket arm.

Fredrik Øie Sørensen kørte som 17-årig ind i et træ på en skiferie i Norge. I dag har han tatoveret ski på sin arm. (Foto: © ASTRID DALUM, DR)

Heldigvis viste det sig at gå fremad. Da hævelsen forsvandt, begyndte jeg at kunne bevæge mine arme igen. Så kunne jeg bevæge min storetå en smule. Bagefter den anden storetå, og så kom foden.

Jeg var indlagt på forskellige hospitaler helt frem til august 2013, hvor jeg havde været til genoptræning for at lære at spise selv, og hvor jeg til sidst også kunne stå selv og begynde at gå uden at besvime.

Det var også på det tidspunkt, de dårlige tanker kom. Dengang var jeg 17 år, og mine venner begyndte på deres uddannelser, mens jeg ikke kunne ret meget og for det meste sad i kørestol. Jeg forsøgte at starte på HHX og tænkte, at jeg kunne tage den over lidt længere tid, men det kunne jeg slet ikke.

Der gik det op for mig, at jeg ikke var som andre, og at jeg var handicappet.

Alt det du vil, når du er ung: Lave damer, drikke og være dum - det kunne jeg bare ikke på samme måde. Når mine venner drak ti øl, så kunne jeg kun drikke fem. Jeg kunne ikke bare lige tage en tur ned i parken eller med på bar, og når vi skulle rundt om aftenen og besøge nogle forskellige fester, følte jeg ikke rigtig, jeg var med, fordi jeg hele tiden skulle med taxa, mens de andre gik.

Selvom jeg ved, at mine venner ikke mente, jeg var besværlig at have med rundt, følte jeg selv, at jeg var det. Og den selvopfattelse fik mig til at tænke, hvad jeg egentlig kunne. Jeg kunne ikke tage en uddannelse, jeg følte, jeg bare rendte rundt og haltede og ikke ville kunne få et ordentligt liv. Jeg kunne ikke engang holde en kæreste i hånden, mens jeg stod op, for så ville jeg ikke have balancen.

Fredrik lever et normalt liv i dag. Her er han sammen med sin kammerat, Simon Vistisen. (Foto: © ASTRID DALUM, DR)

Jeg havde følelsen af, at jeg ikke kunne en skid, og der ikke var nogen mening med at leve. Det fik mig til at forsøge at tage mit eget liv. Men der er en grund til, at det mislykkedes, for inderst inde ville jeg gerne leve. Jeg skulle bare finde ud af hvordan.

Jeg gik til psykolog, men jeg følte ikke, det hjalp mig. I stedet begyndte jeg at finde frem til, hvad der er af gode ting i mit liv.

Jeg valgte at fokusere på min genoptræning, hvor jeg pressede mig selv, til jeg var helt færdig. Jeg pressede mig selv, til jeg kunne falde om på løbebåndet, selvom jeg kun gik i slowmotion-fart. Jeg gik til svømning flere gange om ugen, og jeg trænede hver dag i fitnesscentret.

Selvom det ikke lykkedes at få en HHX, tog jeg en HG. Det tog mig omkring et år længere at gennemføre, fordi jeg har fået indlæringsproblemer efter ulykken. Alligevel har jeg nået det, jeg gerne vil.

Efter min HG begyndte jeg at arbejde som pr-manager i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Det har altid været en drøm for mig, og jeg er pavestolt over, at jeg fik skabt et navn i bylivet, også selvom jeg har et fysisk handicap. For halvandet år siden stoppede jeg med det og fik job som telefonsælger i et teleselskab. Det har jeg virkelig flair for, fandt jeg ud af.

Fredrik træner golf seks gange om ugen. Desuden går han også til træning for at styrke sin krop. (Foto: © ASTRID DALUM, DR)

Selvom jeg på gode dage kan gå 500 til 600 meter, så har jeg svært ved at sidde stille. Jeg er stadig den type, hvor der gerne må ske noget. Derfor spiller jeg også golf, hvor jeg måske skal med til EM, når handicaplandsholdet skal udtages til sommer.

Mine gode kammerater har betydet alt for mig i den her proces. De sætter ikke spørgsmålstegn, og de behandler mig ikke anderledes, fordi jeg er handicappet. De snupper forsædet i bilen, hvis jeg ikke rykker hurtigere end dem, og da jeg sad i kørestol, og vi var i byen, kunne de finde på at køre min kørestol væk, så jeg blev tvunget til at tale med de piger, de synes, jeg skulle lære at kende.

De ser muligheder og ikke begrænsninger i det, og de behandler mig som alle andre. Det er med til at fjerne den frygt, jeg tidligere har haft om, hvordan andre ser mig. For jeg har fundet ud af, at den frygt kun ligger oppe i mit eget hoved.

Fredrik håber på, at han bliver udtaget til landsholdet, når der skal afholdes EM til sommer. Han træner i Dronninglund Golfklub. (Foto: © ASTRID DALUM, DR)

Selvom min situation godt kan blive bedre, så er mit humør i top, og det er det vigtigste for mig. Jeg har venner, jeg har et godt job, og jeg går til sport. Så mit liv kører derudaf. Og jeg har opnået det, jeg gerne ville.

Ulykken har lært mig, at man aldrig skal give op. Selvom livet nogle gange kan være hårdt, gælder det om at finde frem til de gode sider. For de er der, og vi glemmer dem tit, fordi vi er for gode til kun at fokusere på det negative.

Derfor er det også vigtigt for mig, at jeg bruger min egen gode energi til at hjælpe andre, som har det sværere end mig. Derfor holder jeg i dag også foredrag for andre, så jeg håber, at jeg kan give nogle af mine egenskaber videre til dem, som har mistet troen på, at de godt kan.