Hyggeracisme er for mig mindst lige så farligt som almindelig racisme. I mine øjne er hyggeracisme med til at retfærdiggøre og normalisere racisme, fordi man nedgør nogen på grund af deres hudfarve bare for at have det godt med sig selv eller få folk til at grine.
Hyggeracisme er en slags sukkerbelagt racisme, fordi den bliver pakket ind i en god og hyggelig stemning.
Jeg er født i Etiopien af somaliske forældre, men vi flyttede til Danmark, da jeg var to eller tre år gammel, så jeg husker ikke noget fra tiden, før jeg kom til Danmark. Jeg har dansk pas, og Danmark er mit hjemland. Alligevel føler jeg, at vi herhjemme har reelle problemer, når det gælder race og køn.
Da jeg var yngre, kan jeg huske, at min far rådede mig til at vælge noget sikkert fra starten af i forhold til uddannelse og generelle livsvalg. Jeg skulle uddanne mig til at kunne få et arbejde, hvor jeg var sikker på at få et job. Måske pædagog eller sygeplejerske, hvor det altid er muligt at få et job, selvom man er mørk i huden eller bærer tørklæde.
Mine forældre har haft større udfordringer med racisme, end der er i dag, så jeg er ved, at min far gav mig de råd for at beskytte mig og hjælpe mig frem. Da jeg kom i gymnasiet, fandt jeg ud af, at jeg skulle gøre det, jeg ville. For jeg ville have samme mulighed for at følge mine drømme som alle mine andre venner.
Jeg har altid været meget bevidst om racisme, og jeg har altid talt med mine venner om det, hvis jeg har oplevet noget, som jeg ikke brød mig om. Derfor føler jeg lidt, at Black Lives Matter-bevægelsen er lidt som MeToo-bevægelsen, hvor mange pludselig får modet til at stå frem og fortælle om deres oplevelser.
Det er supergodt, at vi har fået en stor bevægelse, selvom det er sket på baggrund af en så sørgelig handling i USA. Men bevægelsen gør, at vi nu kan sige fra, uden at blive kaldt hysterisk eller få at vide, at man bare er for følsom.
Jeg føler ikke, jeg er blevet valgt fra af min race, men jeg har oplevet fordomme og racistiske jokes, som, jeg synes, er krænkende.
Der er stadig mange, der synes, negerjokes er morsomme, eller kalder folk for neger eller perker. Det oplevede jeg for eksempel på en tidligere arbejdsplads, hvor vi en dag stod i en gruppe, og lederen fortalte en joke om, at det eneste hvide ved en neger var hans håndflader og hans ejer.
Da han fortalte joken, blev jeg helt paf, mens alle de andre grinede. Jeg kiggede rundt og kunne se, at det var helt normalt. Jeg brød ind og sagde, at jeg ikke syntes, det var okay, men så gik han i forsvarsposition og begyndte at retfærdiggøre joken, der for mig er det værste.
Han sagde, at han normalt ikke er racistisk, at det jo bare var for sjov, og at det derfor var okay. I øvrigt har jeg oplevet en anden, der fortalte, at han da også kaldte sin sorte ven for neger, når de var sammen, og at hans ven var okay med det. Jeg vil ikke blande mig i, om hans ven er okay med at blive kaldt neger, men det betyder ikke, at andre ikke bliver krænket, når ordet bliver nævnt i det offentlige rum.
Det har været svært for mig at bryde ind, når jeg har oplevet hyggeracisme, fordi jeg ofte har følt, at jeg har taget kampen alene. Og når jeg har brudt ind, så får man følelsen af, at man er irriterende at høre på, og at du ødelægger den "sjove" stemning.
Nogle gange, når jeg overhører jokes, som jeg føler, kan være krænkende, har jeg også valgt ikke at bryde ind, fordi jeg ikke har kunnet overskue det eller haft energien til at tage snakken.
Jeg har også tit oplevet en fetichdyrkelse af min hudfarve. Det, synes jeg, er det klammeste. Det kan være en hvid fyr, jeg dater, som begynder at kalde mig ”min african queen” eller ”black queen”. Hvorfor er det, der skal en farve på? Jeg kalder jo ikke ham min ”white king”. En gang på en date fik jeg også at vide, at fyren fantaserede om at være sammen med sorte kvinder.
Det er som om, min farve bliver en form for fetich, og at de ikke ser mig som et menneske, men et objekt bare på grund af min hudfarve. Men det kan være ret svært at forholde sig til det, hvis man samtidig er lidt lun på personen.
Jeg tror ikke, fetichdyrkelsen bliver sagt i ondskab. Det skyldes nok mest, at nogle ser det at være mørk som noget eksotisk og spændende og noget, man skal prøve. Men det får en til at føle sig som et objekt.
Egentlig er det ikke så svært at trække grænsen, hvor det går fra at være en uskyldig joke til at være racisme. Hvis du siger perker eller neger, og en person føler sig stødt, så bør man være klar til at undskylde. Vi begår alle fejl, og en undskyldning viser, at man ikke tænkte sig om.
Det værste er, når man begynder at sige, at man jo ikke er racist, og at joken jo bare er en joke. Så forsvarer man handlingen, og så er man ligeglad med den andens følelse bare for at få folk til at grine.
Jeg ønsker ikke, at alle jokes om kulturelle forskelle forsvinder. Selvfølgelig kan man godt joke om, at ens danskermave ikke kan tåle indisk mad eller sådan noget. Joken skal bare ikke køre på noget racistisk som for eksempel hudfarve.
Til dem, der stadig synes, hyggeracisme er okay, så vil jeg gerne sige, at hyggeracismen præcis er det, der opretholder racismen. Mange tror, at racisme ikke findes i Danmark, men når man har en anden hudfarve, så mærker man den.
Vi vil nå langt i at få stoppet den ved at flere anerkender, at den eksisterer, og at folk stopper med at forsvare hyggeracismen og i stedet siger undskyld, hvis en joke er for meget.