Thea og jeg var hinandens bedste veninder. Vi var virkelig tætte og utrolig ens. Vi havde den samme humor, vi elskede begge at tegne, og det var, som om vi havde et fælles sprog, hvor vi ikke behøvede at sige noget, men alligevel forstod hinanden.

Vi har altid hjulpet hinanden, når en af os har haft det hårdt. Sådan var det også, da Thea som 12-årig fik kræft. Da tog jeg kappen på for at hjælpe hende.

Derfor undrede det mig, at jeg ikke følte mere, da hun døde i april i år. Hun har altid været en stor del af mit liv, og selvom jeg græd og var ked af det, var det, som om min krop ikke rigtig ville tage hul på sorgen over at have mistet min lillesøster.

Jeg var bange for, at det ville bide mig i røven senere, for jeg er normalt et følsomt menneske, og det var helt uvant for mig, at jeg ikke følte mere. Derfor kontaktede jeg 'Tværs'.

Lige inden Thea døde, startede jeg på min uddannelse i en helt ny by. Da jeg fortalte mine nye studiekammerater om, hvad der var sket, undrede de sig over, at jeg var så fattet – og nærmest virkede glad.

Når jeg mødtes med mine veninder, som også var tætte på Thea, kunne de græde over, at hun var død. Jeg græd ikke, men trøstede dem i stedet. For det var, som om jeg ikke kunne mærke noget, når de græd. Det var, som om jeg havde lavet et kæmpe skjold omkring mig, og jeg slet ikke ville lukke sorgen ind.

Og når min mor og papfar ikke kunne komme ud af sengen om morgenen, lige efter hun var død, så kom det bag på dem, at jeg ikke var mere ramt.

Det gav mig dårlig samvittighed, fordi jeg ikke følte nok. Det blev nærmest helt frustrerende, når andre fortalte, at jeg klarede det så godt, og at jeg altså altid kunne sige til, hvis jeg en dag blev vildt ked af det og havde brug for at tale.

Jeg har altid været en, der hurtigt bliver overvældet af andres følelser. Når andre er i sorg, så er det, som om jeg pakker min egen sorg væk og nærmest ikke føler den. Og så skal der også generelt rigtig meget til, før jeg viser min egen sorg over for andre.

For mig er sorg noget, jeg er bedst til at håndtere alene. Jeg lukker bare i og er for mig selv. Når andre er i sorg, så forsøger jeg at være den stærke for dem. For så ved jeg, at de måske vil gøre det samme for mig en dag, hvor jeg selv er ked af det.

Det får mig til at frygte, at mange vil se mig som en kold skid. Specielt dem, jeg ikke kender så godt i forvejen.

Det er over et halvt år siden, at min lillesøster døde. Og nu tror jeg, at jeg er blevet mere klar over, hvorfor jeg reagerede sådan.

For det første var det en form for benægtelse af, hvad der var sket. Jeg var bange for, at jeg ville havne i en dyb depression, og derfor har jeg forsøgt at lægge min sorg til side.

Jeg var startet på det nye studie, som jeg havde glædet mig til, og jeg ville ikke sætte mit liv på standby igen. Det havde været på standby i det halvandet år, Thea var syg, hvor jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at hun skulle have det godt. Og jeg ved, at hun ville mig det bedste – og at jeg skulle fortsætte mit studie og mit liv, efter hun var gået bort.

Min søster og jeg har altid haft en vild kampgejst, som nok også spiller ind. Da Thea skulle have amputeret sit ben på grund af knoglekræften, var hun skidesej. Hun havde en uge til at indstille sig på det, men hun var helt kold og sagde: "Tag bare det ben."

Selvom min lillesøster ikke er her mere, ved jeg, at hun ville have, at jeg skal være tough. Hun ville ikke have, at jeg græder meget og har det dårligt på grund af det, der er sket hende. Hun ville bare have, at jeg har det godt, og jeg kommer videre med det, jeg vil.

Nogle gange taler jeg lidt med min søster. Det kan være, når jeg får et tegn, hvis lyset blinker eller noget. Mine forældre tog til en clairvoyant, efter Thea døde. De er flere gange kommet hjem med beskeder fra Thea til mig, og det giver så meget mening.

Jeg har fået at vide, at jeg ikke skulle være bange for at være ked af det, og at jeg virkelig klarer det godt. Sådan "you go, girl," som Thea ville sige. Jeg har også selv været til clairvoyant. Det har gjort den rejse, jeg har været på, nemmere.

Måske har jeg haft for meget kontrol over mit følelsesregister, fordi jeg var så bange for at få en depression. Eller måske er det bare den måde, jeg reagerer på, når jeg er i sorg. I hvert fald giver det mere mening, når jeg ser det i bagspejlet, at jeg ikke kunne vise mere sorg.

Jeg er bedre til at bearbejde det stille for mig selv, og det har jeg lært at acceptere. Den måde at håndtere sådan en sorg på er nok også en del af den personlighed, Thea og jeg havde til fælles. Nu lever den bare videre i mig.