Det var i femte klasse, og vi havde sløjd i sidste time. Da det ringede ud, gik jeg mod parkeringspladsen, hvor min mor holdt og ventede på mig. Der var kun nogle meter hen til bilen, da jeg pludselig hørte løbende skridt bag mig.

Jeg nåede kun lige at opfatte det, før der regnede savsmuld ud over mit krøllede hår.

Drengegruppen havde åbenbart samlet en pose fuld af savsmuld. Så havde de gemt sig i en hæk og ventet på, at jeg skulle komme forbi.

Sådan nogle eksempler er der masser af. De har også skubbet mig, så jeg faldt og brækkede armen. I idrætstimerne sagde de, at de hellere ville vælge bolden end vælge mig.

Når jeg dyrkede sport, filmede de mig i smug. Og når jeg kom tæt på dem, sagde de ’ad, få det væk!’. De har sagt, at jeg var grim og fortjente at dø. Og min cykel var flad næsten hver dag efter skole.

Det begyndte allerede i 2. klasse. Jeg havde et stort krøllet hår, men jeg fik tit lus. Så mine forældre tænkte, det var en god ide at klippe det kortere. Men da mit hår blev kortere, krøllede det op, så det lignede en afro. Det fik en pige til at kalde mig ’fuglerede’.

Det øgenavn spredte sig lynhurtigt til alle de andre klasser. Selv folk fra 3., 6. og 8. klasse begyndte at kalde mig fuglerede. Og navnet hang ved resten af min skoletid. Da jeg gik i 9., var der børn fra 2. klasse, som kaldte mig fuglerede, når jeg gik forbi.

Det udviklede sig til, at jeg ikke kunne gå på gangen, uden at folk fra andre klasser stod og råbte af mig eller svinede mig til.

Nu er det tre år siden, jeg gik ud af folkeskolen. Siden da har jeg gået på gymnasiet. Flere af mine mobbere startede på samme skole. Jeg kom endda i klasse med en af dem. Det fik mig til at overveje at droppe ud. Det gjorde jeg heldigvis ikke, og med undtagelse af to episoder blev jeg ikke mobbet på gymnasiet.

Alligevel forfølger mobningen mig stadigvæk. Jeg bor stadig i den samme by, og jeg er meget bange for at møde dem, der mobbede mig. Jeg er så bange for at møde mine mobbere, at jeg ikke tør gå ud alene. Jeg skal helst have min kæreste eller min mor med.

Jeg vil allerhelst have, at mine mobbere ikke kan kende mig. Men hvis de genkender mig, er det vigtigt for mig at se pæn ud. Derfor skal jeg have makeup på, inden jeg går ud ad døren. Hvis mine mobbere ser, at jeg ser godt ud, fortryder de måske, at de har mobbet mig.

Jeg vil gerne blive bedre til at gå ud alene. Derfor har jeg en liste med ting, jeg skal gøre for at udfordre min frygt. Mange af punkterne på listen handler om at handle i Fakta. Jeg ved, at der er en af mine mobbere, der arbejder dernede, så jeg er bange for at gå derned. Og hvis jeg endelig går derned, er det altid min kæreste, der betaler.

Derfor er næste punkt på listen, at jeg selv skal betale for varerne, når vi er nede at handle.

Et andet punkt er at se min mobber i øjnene og sige ’goddag’.

Det er en god følelse, når jeg klarer et punkt på listen. Det føles, som om jeg tramper på en af mobberne med træsko på. Når et punkt er klaret, er det, som om der er én mobber mindre at bekymre sig om. Jeg genopbygger det, de har nedbrudt.

Jeg glæder mig til at flytte langt væk herfra. Men selv når jeg er flyttet, tror jeg, jeg vil føle mig utryg. Selvom jeg for eksempel bor i Aarhus, vil jeg stadig være bange for at møde dem på gaden, i hvert fald i starten. Jeg tror aldrig, jeg slipper helt af med utrygheden.

For to år siden startede jeg min Tiktok. Tiktok er et socialt medie, hvor folk lægger videoer op. Det er særligt populært at lave lipsync-videoer. Det er nogle korte videoer med musik, hvor man filmer sig selv mime til musikken.

Jeg lavede både videoer med lipsync, og videoer hvor jeg snakkede om mobning. Jeg ved ikke helt hvorfor. Måske kunne folk godt lide mine budskaber. I hvert fald fik jeg 40.000 følgere på tre måneder.

Der var mange, som skrev støttende beskeder til mig. Men der var også mange, som skrev, at de selv blev mobbet, og som havde brug for nogen at tale med. Derfor begyndte jeg at gøre endnu mere ud af at fortælle om mine oplevelser med mobning og give tips til dem, som står i det.

I dag har jeg 122.000 følgere på Tiktok. Der er så mange, der ser mine videoer, at jeg bliver genkendt på gaden. Folk kommer hen og vil tage en selfie eller lave en tiktok. Nogle gange er det lidt akavet, fordi ingen ved, hvad de skal sige. Det skal jeg lige øve mig lidt på. Men det er altid dejligt at møde mine fans.

Det føles godt at være noget for andre på sociale medier. Mange af dem i min folkeskole har jo altid bare set mig som noget dårligt, men nu er der faktisk mange, der støtter mig. Mange, der tænker på mig. Det føles godt. Men det, der virkelig tæller, er, hvis jeg kan gøre en forskel for de følgere, der bliver mobbet.

Jeg ved, at mine mobbere ser mine ting på sociale medier. De har skrevet ubehagelige ting anonymt. Men hvis de ikke er kommet videre, sidder jeg egentlig og godter mig over det. Hele mit liv har jeg været den lille. Men inde på de sociale medier er det mig, der er den store.