- Jeg kan huske, at jeg står på mit værelse og kigger ud ad vinduet. Så ser jeg en lille dame komme gående med en anden lille dame under armen. Det er ret tydeligt, at damen under armen bliver ført afsted, og at hun overhovedet ikke har lyst til at være der.

Jens har været indlagt på psykiatrisk afdeling i to uger. Han er indlagt, fordi han lider af en depression. Tabet af hans mor som 17-årig kombineret med et heftigt hashmisbrug har sat så store ar i Jens, at det midt i en familiefødselsdag bliver for meget. Han bryder sammen, og familien kører ham på psykiatrisk skadestue på Bispebjerg Hospital, hvor han efterfølgende bliver indlagt på afdeling O, der behandler depression og angst.

Damen under armen, som Jens spotter fra sit vindue, er Anna. Et giftigt og stressende arbejdsmiljø kastede Anna ud i en depression, og da hun til sidst blev fyret, gav det hende det sidste skub ud over kanten. Til sidst forsøgte hun at tage sit eget liv, og derfor bliver hun, via den psykiatriske skadestue, indlagt på det åbne psykiatriske afsnit på Bispebjerg Hospital.

Anna: - Min søster har godt fat i mig og går meget målrettet mod afdelingen, som jeg skal indlægges på. Det eneste, jeg har med mig, er et lille net med mine sokker og en tandbørste. Og jeg gad det bare slet ikke. Jeg hørte jo ikke til på en psykiatrisk afdeling.

- Da jeg kommer op på afdelingen, ser jeg en høj fyr, der kommer gående hen imod os. Han har joggingbukser og hættetrøje på. Jeg tør næsten ikke se på ham, da han siger hej, men jeg kan huske, at jeg tænkte: "Okay, ham dér, han er en af de tossede. Det er lige sådan en type, der kommer til at slå mig ihjel.". Mine fordomme var virkelig i sving. Og det var sådan, jeg mødte Jens.

Mødet skulle senere hen blive starten på et tæt venskab. Og til sidst kærlighed.

Det er en hård første uge for Anna, der stadig ikke har fundet sig til rette på afdelingen. Men hendes søster kommer på besøg og foreslår, at de skal lave en æblekage.

Anna: - Min bedste veninde har taget 16 kilo æbler med. For hvad tager man med til sin veninde, der er indlagt med en depression? Man kan ikke finde den perfekte ting, og hun havde et overskud af æbler, så dem mente hun, at jeg skulle have.

- Med en depression har man intet overskud overhovedet. Jeg ville ikke noget som helst. Så da min søster kommer forbi, får hun mig overtalt til, at vi skal bage en æblekage. Vi får bagt kagen færdig, men vi gider ikke rigtig at spise den, for vi lavede den mest for hyggens skyld.

- Så vi stiller den på bordet i fælleskøkkenet, og jeg går så i seng. Om eftermiddagen kan jeg så pludselig høre, at der udenfor min dør bliver talt om, at jeg burde bage endnu en æblekage.

- Så stak jeg hovedet ud ad døren, og der stod Jens. Jeg fortalte ham, at jeg kun ville lave den, hvis han hjalp mig med den. Så fik vi bagt en æblekage. Et par dage efter en til. Og vi begyndte at bruge vores tid sammen. Vi gik ture, snakkede, så film og var der i det hele taget bare for hinanden. Det gav en ro indeni at være sammen med et menneske, der forstod én.

For både Jens og Anna var det befriende endelig at være fri for tristheden, og den skam de begge følte over at være indlagt. Der var pludselig et frirum, hvor alle følelser kunne komme ud, og hvor man ikke havde brug for at gemme dem.

Jens: - Bispebjerg var det første sted, hvor det pludselig var okay, at man var ked af det. Der måtte man godt have det, som man havde det. For man kunne sidde i rundkreds og græde det meste af dagen. Selvfølgelig er det måske et overdrevent billede på tingene, men der var plads til, at man kunne græde, og det er jo totalt helende. Man møder hinanden med en fuldstændig forståelse, fordi man stort set er det samme sted.

Anna: - Ja, for man får lov til at være der, hvor man er. Den afdeling, hvor vi var indlagt, var jo også noget helt andet, end hvad folk forestiller sig, når man siger psykiatrisk afdeling. Folk forestiller sig gummiceller og helt gakkelak mennesker, som render forvildede rundt, men det er jo bare et afsnit på et hospital, hvor folks hoveder er gået i stykker i større eller mindre grad. I den afdeling, vi var på, som jo var behandling for depression og angst, gik folk bare rundt og var kede af det. Det var lidt som et plejehjem for folk, der var triste. Der var puslespil, der var saftevand, man kunne komme og se en film i fællesstuen og gå en tur. Så på den måde var det bare et fredeligt sted, og det var jo overhovedet ikke farligt.

Selvom der var plads til at græde, var der også plads til at grine. Anna og Jens kunne sammen grine, ikke af hinanden, men af omstændighederne. For det var vigtigt at kunne sidde sammen og grine lidt af det hele.

Jens: - Der var tidspunkter, hvor man kunne sidde og insistere på at være verdens mest nederen person og dårligste menneske. Problemet var bare, at vi gjorde det begge to, og så bliver det jo helt åndssvagt. Det var ret sjovt. Vores fælles humor gjorde meget for, at vi kunne holde ud at være i det, selv når det var allertungest.

Anna: - Det var også bare lidt tragikomisk til tider. Vi var nødt til at grine af det hele, fordi vi jo også græd så meget.

Jens: - Anna fandt også på en god beskrivelse af, hvordan det er at have en depression.

Anna: - Ja, depression er en skør blanding af ekstremt mindreværd og galoperende storhedsvanvid.

Jens: - Og den er bare så god, fordi det sætter det totalt på spidsen. Du er så syg med det her, at du virkelig graver dig selv ned. Men samtidig er omdrejningspunktet i dit liv, hvor nederen du selv er, og hvordan alle andre synes fuldstændig det samme. Men når man så finder ud af, hvordan en depression kan påvirke en, og hvordan symptomerne er, så kan man bare se, at man passer fuldstændig ned i alle kasser. Lige som alle de andre. Og det var virkeligt en de gode ting ved at være indlagt. At vi kunne spejle os i hinanden og på den måde blive bedre til at rumme os selv.

I alt var både Jens og Anna indskrevet i seks uger, men forskudt af hinanden. I løbet af de seks uger havde de fundet et stærkt og ærligt venskab. Et venskab, der også fortsatte, efter de blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling.

Efter udskrivelsen var Jens og Anna uadskillelige. I et halvt år sov de sammen, spiste sammen og gik ture sammen. De var sammen konstant. Men bare som venner. Lige indtil Anna en dag droppede bomben i deres venskab.

Anna: - Jeg fortalte jo Jens, at jeg var ked af det, men jeg var blevet forelsket i ham, hvor Jens så svarer, at han ikke er forelsket i mig. Så sad vi jo der og vidste ikke, hvad fanden vi skulle gøre.

Jens: - Jeg ville ikke være kærester med Anna, for hvad nu, hvis det gik i stykker? Skulle vi så miste hinanden for altid, som det jo tit sker, når man går fra en kæreste? Vi var så tætte, og jeg kunne ikke holde tanken ud om, at vi ikke længere skulle være sammen hele tiden.

- Jeg havde oplevet tab i mit liv – mine forældre bliver skilt, da jeg var barn, min mor døde, og tanken om en dag at skulle miste Anna var forfærdelig. Så jeg syntes ikke, at noget skulle ændre sig, når vi havde det så godt.

Anna: - Efter det siger jeg til Jens, at jeg ikke tror, at jeg kan se ham i et stykke tid, for det var svært. Og så gik Jens hjem efter det. Det var forfærdeligt.

Jens: - Så var vi jo bare kede af det hver for sig. Vi var væk fra hinanden i en uge.

Anna: - Efter den uge ringer jeg til Jens og siger, at jeg faktisk ikke var forelsket i ham alligevel. Jeg fortalte ham, at jeg var betaget mere betaget af ham end forelsket. Jens bliver virkelig glad og siger: "Ej super! Helt sikkert! Skal vi ses?". Jeg savnede ham simpelthen så meget, at der ikke var andet at gøre, selvom jeg jo godt selv var klar over, at det ikke passede. Så forsøger vi ligesom at vende tilbage til, hvordan det var før. Men nu var det sagt, og så var der ikke nogen vej tilbage.

- Vi brugte meget tid på at lade som ingenting, og det gjorde for første gang vores forhold en anelse akavet. Det kunne ikke holde, og det gjorde det heller ikke. Den 20. maj spillede FCK guldkamp i Parken og efter at have fejret mesterskabet, endte aftenen på en bænk i forårsnatten. Her blev vi enige om at tage en taxa hjem sammen, og derfra var vi kærester. I september 2018 blev vi gift, og i november 2019 fik vi vores lille dreng.

- Det, der for os begge er noget af det værste, vi har oplevet, endte med at give os det allerbedste vi har. Nemlig hinanden.

I dag sidder de sammen i deres hjem på Nørrebro. Deres dreng leger på gulvet, og katten ligger og hygger ovre i hjørnet, mens der står en nybagt æblekage på bordet. Jens og Anna mødte hinanden i en af deres sorteste og sværeste perioder i deres liv. Men sammen, og med hjælp fra den psykiatriske afdeling, kom de ud af det igen. For det skal nok gå, uanset hvor skidt man har det. Et budskab, som Anna også føler, at andre skal høre.

Anna: -På et tidspunkt sagde jeg til en sygeplejerske, at jeg synes, det hele er så håbløst ud. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skal blive ved med at kæmpe for noget, der var fuldstændig håbløst. Men så sagde hun: "Du kan ikke selv bære håbet, for det kan du ikke der, hvor du er. Men så skal du vide, at jeg bærer håbet for dig". Og det er virkelig en af de ting, som jeg tog med mig. For selvom man synes, at alt er håbløst, så er der nogen, som bærer håbet for dig. For sådan er det altid. Det kræver bare, at folk ved, at man har brug for at blive båret. Så derfor er man nødt til at række ud.

- Det er rigtig svært, når man har det så dårligt og føler, at man skal skjule det og gemme det, og at man skal bære sin byrde selv. Men jeg tror, at alle vil opdage, at hvis man rækker ud, så bliver man grebet af dem, der er omkring en. De smider ikke en væk. Det er den tanke man har; at folk trækker sig væk, når de ved, hvor dårligt man har det. Men det, der rent faktisk sker er, at folk kommer tættere på. For det bliver godt igen. Man bliver rask igen. Også selvom det ikke føles sådan.