Da jeg var 17, skrev jeg til Tværs-gruppen på Facebook. Jeg havde brug for råd til, hvordan man kan springe ud. Jeg havde det ikke ret godt, da jeg skrev det opslag. Jeg var deprimeret og var blevet syg af at gå rundt med min hemmelighed.

Jeg har vidst, at jeg var til mænd, siden jeg var 12 eller 13 år, men jeg havde virkelig svært ved at formulere det. For hvis jeg satte ord på det, så var jeg også nødt til at forholde mig til det.

Det var min frygt, der var den værste. Jeg frygtede, at andre ville udstøde mig, og det holdt mig tilbage. Det handlede meget om min familie - og rigtig meget min far, som jeg var bange for at sige det til. Han var og er stadig en stor kontrast til mig, og jeg forestillede mig, at det ville være svært for ham at acceptere.

Jeg frygtede, han ville blive ked af at have en søn med en anderledes seksualitet. På det tidspunkt havde vi ikke det bedste forhold, og jeg var bange for, at det at sige det, kun ville gøre det værre. Jeg holdt afstand til ham, og vi snakkede i det hele taget ikke meget sammen. I stedet skændtes vi rigtig meget. Jeg holdt mig væk for ikke at vise mine personlige sider, og at jeg var homo.

Selvom mine forældre kunne mærke det på mig og forsøgte at få mig til at være mere åben, så fortsatte jeg med at trække mig tilbage.

Da jeg skrev til Tværs, havde jeg fået job i Spanien og skulle til at flytte. På det tidspunkt vidste min søster godt, at jeg var homo. Hun pressede mig til at fortælle det til mine forældre, inden jeg tog af sted. Men det kunne jeg ikke. Derfor skrev jeg inde i Tværs-gruppen.

Der var flere, der skrev til mig, og de inspirerede mig til, hvordan jeg kunne gøre det. Og da DR3 ville lave et Tværs-program om mig, skubbede det mig virkelig. Da var der ingen vej tilbage - og det var netop det skub, jeg havde brug for.

Første gang, jeg nævnte det for mine forældre, var efter en gymnasiefest. Jeg havde fortalt om min rigtige personlighed til én fra klassen. Så blev der sagt nogle ting, jeg blev meget såret over. Derfor ringede jeg efter min mor, som hentede mig.

I bilen kunne jeg ikke holde tårerne tilbage, og jeg blev nødt til at fortælle hende det. Dagen efter snakkede jeg med min mor og far om det rigtig længe. Det var der, jeg fik det her dejlige knus af min far, som man kan se i dokumentaren. Det knus havde jeg savnet rigtig meget.

Det viste sig, at jeg ikke havde noget at frygte. Jeg troede, der var noget negativt omkring min seksualitet, men folk var egentlig ret ligeglade.

Siden er det gået vildt godt. Jeg er stadig i Spanien, hvor jeg arbejder. Jeg dater i ny og næ, og jeg opfører og klæder mig, som det passer mig.

Jeg hviler i min seksualitet nu, og det har gjort mit liv meget lettere. Den facade, som jeg før havde, er pillet ned. Nu kan jeg gå rundt og slappe af i stedet for at holde facaden oppe.

Der, hvor jeg har rykket mig mest, er nok min holdning til andres mening. Jeg er ret ligeglad med, hvad folk tænker. Tidligere har det fyldt ekstremt meget, hvad jeg gjorde og havde på - selv efter jeg sprang ud. Det har ikke bare været noget, der er sket over en nat. Det har taget meget lang tid, og jeg er stadig i processen, men det er blevet langt bedre end tidligere.

Mit råd til andre er at gøre det. Spring ud. Det er megasvært at gøre det, men det er også megasvært at holde det hemmeligt.

Hvis man ikke bliver accepteret på grund af en så lille ting som ens seksualitet, så fortjener de altså heller ikke at få ens kærlighed. Det er bedre at springe ud end at lade stå til. Det ødelægger én i længden.

Start med at stå ved det. Sig det højt til en ven eller veninde. Lær at formulere det, og når man kan det, så sig det til familien. Hvis det stadig er svært, så skriv et brev til dem, eller læs det højt for dem. Det gør det lidt nemmere at sige det, hvis man har skrevet det i forvejen.