Jeg kan huske, jeg som femårig var på Experimentarium med min søster og min mor. Nede på scenen ville ham, der var i fuld gang med at holde et foredrag, have et barn ned, som skulle klippe en stor sæbeboble over. Og som barn tænkte jeg bare: Det vil jeg gerne, så jeg rakte min hånd op, og jeg blev valgt.
Jeg kan huske min mor sagde: "Det kan du ikke. Det er for svært at se." Selvom mine forældre altid har gået meget op i, at jeg skulle leve lige så almindeligt som alle andre børn.
Lyt til de to afsnit med Mads her:
Jeg skulle så tæt på sæbeboblen, at jeg sprang den med næsen, men det lykkedes for mig at klippe sæbeboblen over – med lidt hjælp. Det var både første og sidste gang, min mor sagde til mig, at der var noget, jeg ikke kunne.
Jeg blev født tre måneder for tidligt. Det betød, at jeg blev blind på mit højre øje, og at jeg kun kan se fem procent på mit venstre øje. Som udgangspunkt kan jeg bruge hele venstre øje. Men hvis du deler dit synsfelt ind i fire dele, så er det den øverste del ind mod næsen, jeg ser bedst med, og det jeg for eksempel læser med.
Mit synshandicap har nok betydet, at jeg har mødt mere modstand end så mange andre, mens jeg voksede op. Men det har også givet mig en modstandsdygtighed, så jeg er blevet mere robust.
Det skyldes nok min natur, men også at mine forældre og lærere har skubbet på for at se muligheder i stedet for at lade sig begrænse af de ting, jeg ikke kunne.
Jeg har altid været lidt hidsig. Da jeg var helt lille, kunne jeg nærmest slå mit hoved ned i gulvet i frustration, hvis der var noget, der ikke lykkedes for mig, eller som ikke gik, som jeg ville. Det blev en force, da jeg begyndte at gå til idræt.
Jeg begyndte at være målmand til fodbold i skolen, hvor jeg kunne se bolden ved at fokusere på kontrasterne mellem den hvide bold og det grønne græs. Jeg havde hurtige reflekser, og så var jeg god til at parere og ikke bange for at gå ud mod bolden.
Når lysten til at gøre noget er større end frygten for at fejle eller slå sig, så kan man pludselig blive god til noget.
Da jeg var 12 år, begyndte jeg for første gang til goalball, som blev min store sportslige kærlighed, fordi jeg aldrig ville blive rigtig god til fodbold.
Det er et spil, hvor hver ende udgør målet, og hvor to hold både står og kaster sig, lidt ligesom en fodboldmålmand, på hver sin banehalvdel for enten at score mål i den modsatte banehalvdel eller blokere for at modstanderne scorer i ens holds banehalvdel.
Alle deltagere skal have maske på, så man ikke kan se, men kun kan høre den cirka et kilo tunge bold trille på banen, hvor man typisk har under et sekund til at reagere.
Mit mål var at komme med på landsholdet og til De Paralympiske Lege i Beijing i 2008 – og det kom jeg.
Det var en kæmpe sejr at få lov til at være med til De Paralympiske Lege. At spille foran cirka 4000 mennesker i Beijing viste, at alt det hårde arbejde betalte sig, og at det gav mening, at jeg var taget tidligt hjem fra stort set alle gymnasiefester.
I 2015 bliver jeg anfører for holdet, og jeg begyndte at læse journalistik, hvor jeg fik min drømmepraktikplads på Radio24syv. Det var lidt af et scoop for mig, og det hele kørte bare indtil en morgen, hvor jeg skulle af toget ved Vesterport Station i København.
Jeg havde været på aftenvagt om søndagen til klokken 23, og næste morgen skulle jeg til træning og stod op ved 6-tiden. Det var tre uger før EM i goalball, så jeg trænede ret meget. Da jeg stod af toget ved Vesterport og går langs perronen, følte jeg mig svimmel, ligesom når man rejser sig hurtigt op.
Det sidste, jeg kan huske, er, at jeg satte mig på hug. Så husker jeg ikke mere, før at jeg vågnede ved, at jeg lå nede ved sporet og kunne se nogle hjul køre, mens der kom en lyd fra hvinende bremser. Der føltes det som om, at min fod var ved at sprænge i luften.
På det tidspunkt vidste jeg nok godt, at toget havde kørt hen over min forreste del af foden, men det eneste, jeg tænkte, var at holde hovedet koldt og sørge for at jeg ikke forblødte.
Det lykkedes mig at komme op på perronen igen. Da jeg lå dér, kom der en DSB-mand og fortalte, at de havde ringet efter en ambulance. Og så tog han sin walkie-talkie og sagde: "Ja, han er hernede. Han er i live." Og så røg jeg på hospitalet, hvor de fjernede min forfod.
Da jeg vidste, at min fod var væk, var jeg også klar over, at jeg ikke længere kunne spille goalball på eliteniveau. Alligevel var jeg rimelig afklaret i situationen.
Jeg har set rigtig mange para-atleter, som har kunnet en masse ting alligevel. Tag for eksempel Daniel Wagner Jørgensen, der har fået amputeret sit ene ben til over knæet, men alligevel slog verdensrekorden i længdespring.
Jeg havde ikke den usikkerhed, som mange andre nok ville have i den situation. Det var nok også grunden til, at jeg var så utålmodig efter at vide, hvornår jeg ville kunne komme til at gå igen. Og særligt hvornår jeg ville kunne løbe igen.
For mig handler det om, hvad der gør mig glad. Og det gør mig glad at løbe og dyrke sport. Nu var min udfordring, at jeg ville dyrke noget sport, som jeg kunne, selvom jeg havde to handicap. Der var løb en mulighed, og jeg havde allerede løbetrænet siden jeg var 12 år, og jeg var god til det.
Da vi begyndte at finde ud af, hvilken protese jeg skulle have, var det allervigtigste for mig derfor, at det var en, jeg kunne løbe med. Men før jeg kunne få en protese, som passede til det, skulle jeg amputeres ved anklen.
Jeg nåede at få syv operationer, fordi der skete nogle komplikationer under helingen, og fordi mit ben skulle passe til løbeprotesen. Så nu når mit ene ben til lige under knæet. Alligevel fortryder jeg ikke, at jeg har fået amputeret mere af benet, end der egentlig var nødvendigt. For det har givet mig muligheden for at løbe. Og for mig er sporten det nødvendige – ikke hvor meget ben man har tilbage.
Det at prøve løbeprotesen for første gang var fedt. Den følelse får jeg igen, når jeg ser billedet af dengang, jeg for første gang havde protesen på.
For mig handler det om at fortsætte med at gøre det, der gør mig glad. Jeg er ikke blevet stoppet af det synshandicap, jeg fik, dengang jeg blev født. Selvom jeg har skullet tænke over, hvad jeg så kan dyrke af sport, så vil jeg ikke lade et andet handicap stoppe mig. Derfor er mit næste mål at begynde at klatre.
Nogle siger, at viljen er noget, man har eller ikke har. Det er ikke rigtigt. Vilje er noget, man kan træne sig til. Men det er enormt påvirket af, om man får god respons fra sine forældre og sine omgivelser, og selvfølgelig om man får succes, når man kaster sig ud i noget.