Jeg datede en pige sidste år, som på rigtig mange måder symboliserede det, jeg selv gerne ville være: Én, der havde haft en mere helstøbt baggrund uden omfattende svigt.
Vi havde datet i et par måneder, men det endte med, at jeg trak mig, fordi jeg prøvede at spille en anden. Hun sagde til mig, at hun ikke rigtig kunne finde ud af, hvem jeg var. Jeg havde været så god til at afskærme hende fra min fortid, at hun ikke kunne fornemme, hvem jeg var.
Dér fandt jeg ud af, at jeg havde et problem. For jeg forsøgte jo bare ikke at skræmme hende væk på grund af min baggrund.
Jeg har haft et liv med mange skift. Der har været mange skoler, mange adresser og mange mennesker. Når jeg tænker tilbage på min barndom, var det som om, at jeg hele tiden skulle holde vejret. Jeg skulle hele tiden være klar til, at alting kunne ændre sig rigtig hurtigt – som for eksempel dengang, hvor jeg blev hentet i en taxa i skolen og fik at vide, at vi skulle flytte til Indien.
Når man er barn, har man ikke et refleksionsniveau, hvor man undrer sig over så mange skift. I stedet udviklede jeg en evne til at holde vejret hele tiden, så jeg kunne være klar til, at tingene igen ville ændre sig.
Jeg kom på børnehjem som 11-årig og boede på forskellige børnehjem, frem til jeg var 16. Da jeg var der, blev mit liv bedre. Jeg lærte at have faste rammer og rutiner.
Derefter flyttede jeg på kollegieværelse, og jeg fik en uddannelse. På det tidspunkt tror jeg ikke, jeg var god til at acceptere, at jeg havde mennesker omkring mig, som ønskede mig det godt. Det kan jeg se nu, hvor jeg er blevet ældre. Hvis du er vant til hele tiden at skulle koncentrere dig om at overleve, så er det, som om man lukker ned over for dem, der vil være ens ven. Så jeg var meget alene og følte mig sindssygt træt.
Jeg skulle klare så mange ting, da jeg var barn, at der ikke var plads til at være barn. Så det var jeg bare ikke. Faktisk tror jeg, at jeg er mere barn i dag, end jeg var dengang.
Jeg gemte dele af min historie væk over for andre, fordi jeg skammede mig rigtig meget. Jeg frygtede, jeg ville fremstå som en social taber, hvis de kendte min historie, og de ville se mig som et brændt barn, som var farlig at komme tæt på.
Jeg var bange for, at de tænkte, at jeg måtte have nogle skavanker, hvis jeg havde været udsat for sådan en opvækst. At de vil synes, jeg var unormal, og at jeg måske ville have nogle sindssyge reaktionsmønstre.
Da pigen, jeg datede, sagde, at hun ikke kunne finde ud af, hvem jeg var, var det, som om det gik op for mig, at jeg ikke selv vidste det. For uden min historie er jeg jo for fanden ikke mig selv. Jeg bliver nødt til at acceptere de dele af min fortid, jeg ikke er stolt over. Jeg kan ikke blive ved med at tale udenom, når andre spørger ind - bare for at fremstå normal.
Ikke engang mine tætteste venner kender til hele min historie, og når jeg har fortalt lidt af den, har det virket super mærkeligt, fordi jeg er gået i panik over, hvad de har tænkt. Jeg har følt mig blottet, holdt vejret for at vente på en reaktion, og jeg har måske endda skubbet dem væk, efter jeg har fortalt det til dem. Det føltes, som om jeg var en abe i et udstillingsbur.
Det har gjort mig ængstelig, når jeg har følt mig uden for normen, og jeg har indirekte sagt til mig selv, at jeg ikke var god nok. Særligt i de mere intime relationer har jeg tænkt, at jeg ikke skulle for tæt på, fordi jeg var bange for at ødelægge dem eller skade vores forhold.
Nu har jeg efterhånden fundet en ro i at sige til mig selv, at min historie er sådan, som den er. Det er ikke sådan, at jeg har accepteret den, men jeg kan mærke, at jeg er blevet bedre til at tale om den. Det hele er begyndt stille og roligt at passe sammen, og det er en fed følelse, som jeg håber vil fortsætte.
Jeg skal lære at acceptere min historie som et vilkår, men uden at give den for stor magt. Og jeg skal holde op med at tage ansvar for det, der er sket. For det var ikke min skyld, alt det jeg har været igennem.