Jeg har nok altid været den type, der har undermineret mig selv, siden jeg var barn.
Jeg synes, jeg ligner et monster. Jeg har en stor næse, store øjenbryn, stort ansigt og en for stor mave. Det gør det svært for mig at date andre fyre.
Hvis det skal blive bedre, skal jeg i hvert fald tabe mig. Jeg skal måske træne. Og personlighedsmæssigt skal jeg ikke lade min usikkerhed tage styringen. Jeg skal fake it till I make it og udvise selvsikkerhed.
Jeg har vidst, jeg var til mænd, siden jeg var 12 eller 13 år gammel. Jeg fik min første kæreste, da jeg gik i 3.g.
I de to forhold, jeg har været i, har jeg altid været utrolig usikker på mig selv – og det var også noget, der gik ud over mit andet forhold. Han gav mig et ultimatum, hvor jeg skulle lade være med at tale om, at jeg føler mig grim. Jeg kan jo godt forstå, at det er lidt nederen at lytte til, men jeg har bare svært ved at slippe den tanke.
Jeg har holdt en pause på datingappsene, men er tilbage på Grindr igen. Rigtig mange homoseksuelle søger sex dér, og jeg vil egentlig hellere noget seriøst. På Grindr kan tonen være ret hård, hvor ens udseende bliver kommenteret, og der ikke er fokus på det indeni. Det prikker lidt til min dårlige selvtillid.
Én skrev, at jeg skulle dræbe mig selv, fordi jeg var så grim, og at min mor burde have fået en abort. Det ramte mig ret hårdt.
Jeg er heller ikke god til at skrive til andre, fordi jeg er bange for at få et afslag. Så jeg tror, jeg begrænser mig for at beskytte mig selv. Og når jeg er ude i byen, så gør det mig endnu mere hæmmet, så jeg føler lidt, den bedste mulighed er appsene.
Jeg har nok også været god til at bekræfte mig selv i, at jeg ikke er særligt pæn – både ud fra svarene på datingappsene, men også når jeg ser to personer gå forbi mig på gaden, og jeg ser, de griner. Så er jeg ret hurtig til at konkludere, at det er mig, de griner af.
Mit lave selvværd stammer helt tilbage fra folkeskolen, hvor jeg blev mobbet. Det var ikke fysisk, men mere verbal mobning. Jeg følte, de andre grinte af mig på grund af mit udseende. Når jeg gik forbi dem, blev jeg bagtalt, og i lege blev jeg sprunget over.
Jeg havde desværre ikke nogen venner. Min tvillingesøster gik i samme klasse som mig, så hun var den eneste ven, jeg havde.
Dengang var jeg lidt af en menneskehader. Jeg følte, at hele verden var imod mig. Det har jeg taget med mig, så jeg er mistroisk over for mine venner og min familie, når de for eksempel siger, at jeg ser godt ud. Så tænker jeg, de lyver og bare gerne vil please mig.
Når man i så mange år har fået at vide, at man ikke er pæn, så er det svært at slippe. Og det er svært for mig at komme ud af det tanke-loop.
Den seneste måneds tid er det blevet bedre. Efter jeg var med i 'Tværs'-programmet, har jeg talt om det med mine veninder og min søster, og de snakke har fået mig til at indse, at det ikke altid er min fejl, hvis nogen ikke skriver tilbage.
Jeg er blevet bedre til at tænke, at hvis de skriver dumme ting, så er det deres problem og ikke mit. Så jeg er blevet bedre til at tænke, at det er de omstændigheder, de sidder i, der får dem til at skrive, som de gør, i stedet for at jeg vender det mod mig selv.
Jeg er nok også blevet bedre til at fokusere på de gode henvendelser, jeg får. Når jeg får en sød besked, så føler jeg mig bekræftet – og jeg er blevet bedre til at se det positive i det.
Jeg har altid været ret målrettet. Så jeg ser også min fremtid sammen med en mand og et eller flere børn, men jeg stiller ikke vildt frygtelige krav. Bare han er sød og respektfuld, og så må han gerne være feminist - det kan jeg godt lide.
Jeg frygter lidt, at jeg ender med at være alene, men frygten er mindre, end den har været. Jeg har mødt en del ældre homoseksuelle mænd, der stadig ikke har fået en kæreste, men de har det alligevel sjovt og godt. Så jeg tænker også, at der er håb, hvis det alligevel ikke lykkes at skabe en familie.