Det er egentlig bare en kedelig tirsdag aften. Jeg sidder og stener lidt på min telefon. Jeg hopper også lige en tur ind på Tinder. Jeg er normalt ikke så meget til det her med dating, men jeg prøver nu alligevel.
Pludselig dukker der en fyr op med let krøllet hår og briller. Min første tanke er, at han normalt ikke er min type, men han fanger alligevel min opmærksomhed. Jeg kan ikke helt sætte en finger på det, men der er noget over ham. Jeg får swipet til højre, og der går ikke lang tid, før jeg matcher med ham.
Vi begynder at skrive til hinanden, og pludselig er det konstant - døgnet rundt. Det er, som om at han forstår mig på en eller anden måde, som jeg ikke har prøvet før.
Jeg skriver meget med ham. Rigtig meget. Tiden flyver bare afsted. Det bliver ved i to måneder. To måneder, hvor vi ikke møder hinanden, men bare skriver uafbrudt.
Jeg har lyst til at møde ham. Men jeg går også med en frygt for, at det ikke vil være det samme, hvis vi mødte hinanden i virkeligheden. Frygten for, at den connection der er, pludselig forsvandt, hvis vi mødte hinanden.
Så de to måneder er nok en form for tilløb til, at vi endelig skal mødes i virkeligheden.
Men det skal ændre sig. For vi skal jo mødes på et eller andet tidspunkt. Så til en kulturnat skal det være øjeblikket, hvor jeg møder ham. Så må det briste eller bære.
Mange bekymringer går igen igennem mit hoved. Hvad nu hvis han ikke finder mig attraktiv? Hvis han ikke synes om mig, eller han ikke synes, jeg er sjov?
Jeg ser ham i menneskemængden, og al min tvivl og frygt forsvinder som dug for solen. Vi klikker bare, og det er endnu bedre, end hvad det var på skrift.
Sammen går vi København tyndt. Til sidst følger jeg ham over til Hovedbanegården, fordi han skal med et tog til Jylland. Han tager toget 05:12. Vi har været sammen i otte timer. Det virker bare, som om at vi har kendt hinanden i en evighed.
Efter vi har sagt farvel, står jeg tilbage med en kæmpe lykke, ja nærmest en eufori. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har været så glad. Selvom jeg knap nok kan holde øjnene åbne længere, har jeg bare ikke lyst til, at daten skal slutte. Er det en forelskelse, der måske ligger og lurer? Jeg ved det ikke. Ét er i hvert fald sikkert: jeg skal hjem i seng.
I tiden efter det er vi bare sammen konstant, og det udvikler sig lige så stille. Efter et par måneder skal vi på Roskilde Festival. Vi skal besøge hans venner, og jeg kan se over skulderen, at han skriver til dem, at han tager sin kæreste med.
Jeg vil bare sådan ønske, at det kan blive ved sådan her for evigt. Bare ham og mig. Men det kan det ikke.
For han skal til Aalborg for at studere. Uden mig. Vi vidste det egentlig godt begge to, men vi kunne ikke rigtig snakke om det.
Vi får heller ikke snakket om, hvorvidt det skal fortsætte. På det her tidspunkt har vi set hinanden i otte måneder.
Efter noget tid kommer han til København for at besøge nogle venner. Jeg mødes med ham, men jeg kan mærke fra starten, at det ikke er det samme mere. Vi kysser ikke, vi holder ikke i hånd. På en gåtur ved Planetariet tager han endelig teten. Han begynder at forklare, at distancen er for stor, og at det ikke kan gå. Han føler, at det er for besværligt. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.
Uroligheden skyller hen over min krop. Hvis han ikke er villig til at kæmpe for det, er det så kampen værd for mig? Jeg kan ikke selv bære det på mine skuldre. Jeg følger ham hen til bussen, hvor vi siger farvel. Jeg tager hjem til en veninde og bryder sammen.
Det, jeg troede kunne bære, er bristet.
I tiden efter kunne jeg ikke snakke med mine venner. Jeg kunne ikke overskue at se dem. Jeg havde bare lyst til at snakke med ham. Jeg droppede også ud af mit teologistudie. Jeg kunne simpelthen ikke overskue noget.
Ham, der var perfekt for mig, har jeg mistet, fordi Jylland tog ham fra mig. Efter nogle måneder prøver jeg at begynde at date igen. Men jeg bliver ved med at sammenligne dem med ham. Men det er kun ham, der skal kysse mig og røre mig. Og der er ikke nogen, der kan måle sig med ham.
Selvom vi ikke kan være kærester, holder vi stadig kontakten. Vi skriver lidt frem og tilbage. På et tidspunkt, et års tid efter han flyttede til Jylland, spørger han ind til, om jeg har mødt nogen. Jeg forklarer ham det, som det er. Jeg har forsøgt at date, men det er aldrig blevet til mere.
Så spørger jeg ham, om han ser nogen eller har datet. Og så sender han en knytnæve i maven på mig gennem telefonen. Han har mødt en anden. Og nu var de flyttet sammen.
Den besked tikkede ind i min indbakke for lidt over et år siden. Jeg har været meget ked af det, men jeg har også vendt det til noget positivt. For jeg har været nødt til at acceptere, at selvom det føltes som om, at det var meant to be - så er der nok en grund til, at man ikke skal være sammen.
I den efterfølgende tid har jeg også snakket rigtig meget med mine venner og veninder om det. Det har også bare været rigtig vigtigt, og er nok mit bedste råd til andre i samme situation. Du skal ikke gå og holde det inde. Du er nødt til at bearbejde dine følelser og få snakket om det. For så kan du bedst komme videre i livet.
Noget tid efter startede jeg på pædagogstudiet. Det gjorde bare, at jeg fik noget i mit liv, der igen gav mening. Jeg har ikke længere brug for at kæmpe for ham og bevise, at vi bare skal være kærester. Mit håb om, at vi kan være sammen, er væk.
Så det har givet mig en form for afslutning, og jeg var nødt til at se i øjnene, at jeg nu skulle lukke den dør for at træde igennem den næste. Så at få afsluttet dette her kapitel i mit liv har været en kæmpe stor forløsning for, at jeg nu kan komme videre.
Jeg holder af ham den dag i dag, og han er en rigtig god ven. Men han skal aldrig være min kæreste. Det har jeg også accepteret.