Sammenbruddet kom en vinternat i 1.g.
Jeg var til en privatfest, hvor jeg havde været flabet overfor de seje drenge. Flere af dem var irriteret på mig, så jeg ville have fred og smuttede ind i et soveværelse i huset for at lægge mig i sengen.
Da nogle af de andre fra festen fandt mig og ville have mig op af sengen, svarede jeg dem ikke. De fortjente ikke min opmærksomhed. Og da faren til hende, der holdt festen, kom hjem, stod han også og råbte ad mig ved sengen for at få mig til at smutte. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad.
Det var som om, min krop var på noget, selvom jeg kun havde drukket alkohol. Det var som om, at jeg endelig fik den opmærksomhed, jeg så længe havde ønsket. Jeg havde en følelse af, at jeg ikke skyldte nogen noget. Heller ikke den gamle sure nar, der stod ved sengen og råbte ad mig.
Efter et kvarter, hvor jeg havde nægtet at forlade sengen uden at reagere, løb jeg ud på gaden.
Jeg begyndte at kaste med sten. Jeg tog min trøje af og løb rundt og råbte. Jeg hoppede op ovenpå bilerne på vejen og råbte "fuck jer". Dem fra festen og forældrene til dem, der blev hentet, stod og kiggede. Nogle stod og rystede på hovedet. Andre forsøgte at få mig til at slappe af. Jeg ville have, de skulle løbe efter mig og forsøge at fange mig, mens jeg råbte forfærdelige ting til alle omkring mig.
Jeg ville bare give dem alle en kæmpe fuckfinger. Det føltes som en rus og en kæmpe befrielse.
De skulle se, hvor fucked up jeg var. De kunne se alt det, der var galt. Og de skulle fornemme alt det, jeg ikke kunne fortælle nogen om. At jeg følte mig udenfor, og jeg ikke vidste, hvem jeg selv var.
Jeg rendte måske rundt på den vej en times tid, inden ambulancen kom. Redderne tog jeg også pis på. Jeg hoppede ind i ambulancen og sparkede mod væggene, inden redderne fik fat i mig og spændte mig fast til en båre.
Det hele var så fedt. Nu kunne jeg være det monster, som jeg havde gået rundt og følt mig som.
Lige fra da jeg var lille, har jeg følt, at jeg har haft svært ved at passe ind. Jeg var en følsom dreng og blev hurtigt genert. Det med sport og at klatre højt i træer var ikke mig, fordi jeg ikke var god til det.
I børnehaven spillede andre drenge fodbold, mens jeg hellere ville sidde for mig selv og tegne eller snakke med de voksne pædagoger.
Jeg var optaget af at få bekræftelse – især af autoriteter. Jeg ville gerne imponere de voksne, når jeg kunne vise, at jeg vidste noget, som andre børn på min alder normalt ikke vidste. For når jeg blev anerkendt, blev der lagt mærke til mig, når nu jeg ikke var den, der kunne klatre højest op i træerne.
Sådan var det også i folkeskolen, indtil jeg fandt ud af, at jeg kunne få opmærksomhed ved at være klassens klovn. Dengang var jeg vel syv eller otte år. Hvis jeg gjorde mig dum og fjollet, så kunne andre grine af mig, og jeg fik den opmærksomhed, som jeg gerne ville.
Jeg er vokset op i en familie, hvor jeg føler, det var svært at tale om og håndtere følelser. Derfor holdt jeg mange følelser for mig selv. Min far er fra Tyrkiet, og han havde svært ved at tale dansk. Og jeg kan ikke tyrkisk, så selvom han er en sød og gavmild far, gjorde sprogbarrieren, at vi ikke kunne tale godt sammen.
Det har nok også været med til at gøre, at jeg meget gerne ville have opmærksomhed andre steder.
Hver gang jeg ville finde nye venner, forsøgte jeg at ændre mig for at passe ind. På et tidspunkt satte jeg mig for, at jeg ville være gode venner med en ny i klassen. Når jeg var sammen med ham og hans venner, brugte jeg så meget tid på at finde ud af, hvad de syntes var sjovt, og hvad de kunne lide. Og så kopierede jeg det.
Det kom naturligt for dem, for de havde jo gjort det i lang tid, men det var noget, jeg skulle skabe i mig selv. Det var jeg til gengæld god til, indtil jeg ikke kunne længere.
Da jeg gik 7. eller 8. klasse, var der en del kaos i min familie og i det hele taget omkring mig. Jeg orkede ikke rigtig at tage stilling til noget af det, og jeg burede mig inde på mit værelse. Der lavede jeg lidt en drømmeverden.
Jeg havde på det tidspunkt ikke supermange venner, og derfor forsvandt jeg ind i min lidt nørdede barndom igen. Jeg begyndte at se vildt mange film, og jeg blev helt inspireret af Lars von Triers film 'Melancholia', da jeg så den.
I filmen går verden under, og hovedpersonen nyder det bare, fordi resten af verden ikke forstår en skid. Jeg følte mig så meget som Lars von Trier. Den her misforståede kunstner, der var helt sin egen. En, der havde været igennem svære tider, og som nu var en stor, anerkendt kunstner.
Den opmærksomhed ville jeg også have. Jeg ville forvandle mit lave selvværd til noget, jeg overhovedet ikke var. Så kunne jeg bevise, at jeg kunne noget og bare sige "fuck jer" til alle andre.
Mit storhedsvanvid holdt bare ikke i længden.
Efter jeg fik talt med min mor om det, begyndte jeg at gå til psykolog. Det hjalp på sin vis og fjernede de slemme tanker.
I 1.g, hvor jeg endte med at havne i ambulancen, begyndte jeg at hænge ud med nogle af de ret vilde og festglade typer fra gymnasiet. Jeg blev typen, der sagde læreren imod og smuttede i Netto, da timen begyndte. Det gav mig igen en følelse af at passe ind, selvom jeg i virkeligheden ikke er sådan en person.
Efter sammenbruddet til festen kørte ambulancen mig til sygehuset. Der var jeg begyndt at indse, hvilken situation jeg var havnet i. Jeg ville vildt gerne indlægges, så jeg ikke behøvede at tale med min mor om det.
Ud på morgenen kom jeg hjem, og min mor var blevet enig med lægerne om, at jeg skulle starte i terapi og holde mig væk fra alkohol.
I dag er jeg glad for, at episoden er sket. At gå til psykolog har virkelig hjulpet mig meget. Det, jeg nok har fået mest ud af, er, hvordan jeg forholder mig til andre mennesker og relationerne til dem. Og så lærte hun mig, at man skal være 100 procent ærlig om ens følelser for dem, der er nære. Det kommer man længst med. For man snyder sig selv, hvis man hele tiden forsøger at være en anden.
Førhen skammede jeg mig over mine følelser. Jeg havde svært ved at tale med andre om det, jeg følte. Det gjorde bare, at jeg fik det værre. Og så begyndte jeg at opbygge fucked up historien om mig selv.
Jeg fik at vide af lægerne, at jeg har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse og borderline. Jeg tror egentlig mere, det var handlinger, der kom af mit lave selvværd, og at jeg bare hungrede efter opmærksomhed fra dem, der var tæt på mig.
I dag tør jeg tale om mine følelser, og jeg ved, jeg ikke behøver at være en anden for at få venner. Jeg skammer mig ikke længere over mine nørdede sider, og jeg er meget gladere, selvom der stadig er ting fra min fortid, jeg døjer med.
Angsten for at havne i et hul igen eller blive ensom er der stadig. Men jeg gør i dag det, jeg har lyst til. Når jeg gør det, får jeg det bedre. Og så er jeg blevet mere selvsikker og tror på det, jeg selv vil.
I dag har jeg en tæt vennegruppe og en kæreste. Det har jeg fået, fordi jeg ikke hele tiden ændrer mig bare for at få bekræftelse. For hvis jeg hele tiden går efter bekræftelse, ender det med, at jeg ikke er mig selv.
Du kan lytte til hele programmet med Mehmet her: