Det første, jeg husker, fra jeg kom til Danmark for tre år siden, var luften.
Den var kold, men den var ren. Man kunne ikke mærke den giftige lugt af sprængte bomber.
Og så husker jeg, at her var fuldstændig roligt. Der var ingen bomber, så endelig følte jeg, at jeg kunne slappe af.
Jeg er fra Aleppo i Syrien, men kom til Danmark i november 2015. Min far flygtede hertil under krigen, og resten af min familie blev familiesammenført med min far 11 måneder efter, han kom.
Da jeg kom til Danmark, var der kun én mulighed for mig: Jeg ville skabe en ny fremtid.
Nøglen var at lære dansk, få en uddannelse og deltage i samfundsdebatten.
Derfor tog jeg på sprogskole, og otte måneder senere begyndte jeg i 10. klasse.
Nu er jeg snart færdig med min HF og har søgt ind på journaliststudiet, jura og offentlig administration efter sommerferien.
Jeg taler flydende dansk, er politisk aktiv, holder foredrag og skriver læserbreve i aviserne.
Jeg føler mig som en dansker og har opbygget hele mit liv her. Alligevel risikerer jeg snart at blive smidt tilbage til Syrien på grund af paradigmeskiftet i udlændingepolitikken.
Det gør mig usikker på min fremtid, for jeg ved aldrig, hvornår jeg risikerer at blive udvist.
Det kan ske to dage før, jeg får min HF-eksamen.
Det kan ske, mens jeg er i gang med at læse på universitetet, eller det kan ske på et senere tidspunkt.
Jeg føler, at alt mit arbejde vil være spildt, hvis jeg kun er en midlertidig borger i Danmark, og at jeg alligevel snart bliver smidt hjem.
Jeg frygter for den dag, jeg skal tilbage til Syrien. Jeg frygter, at jeg bliver anholdt og måske tortureret, fordi jeg flygtede fra Syrien.
Og så frygter jeg at blive dømt for landsforræderi, fordi jeg ikke har meldt mig til hæren, som man skal, når man fylder 18.
Hvis jeg kommer tilbage til Syrien igen, inden jeg bliver færdig med universitetet, skal jeg starte i 10. klasse igen, fordi Syrien kun accepterer universitetsuddannelser fra udlandet.
Jeg er en stolt syrer og stolt araber, men jeg er også en stolt dansker. Jeg føler, at min fremtid er i Danmark, og jeg føler mig mest knyttet til Danmark.
For mig er Syrien ikke længere mit hjem.
Der faldt så mange bomber i Aleppo fra oppositionens side, som har slået mere end ti af mine klassekammerater og to af mine fætre ihjel.
Mange danskere har svært ved at forstå, hvad krigsflygtninge har været udsat for. Du risikerer hele tiden selv at dø eller miste familiemedlemmer eller venner.
I starten var det forfærdeligt, men senere hen bliver det normalt. Man vænner sig til, at man dagligt får at vide, at 50 mennesker omkring én er døde, og det ender med næsten ikke at påvirke en.
Da jeg var 15, blev jeg anholdt fem gange af militæret. De troede, jeg var over 18, og at jeg derfor skulle have meldt mig til hæren. Men jeg havde ikke noget ID på mig, der kunne bevise, at jeg stadig var for ung.
En af gangene, hvor jeg blev anholdt, sad jeg på gulvet med et tørklæde for øjnene i to timer. Det føltes næsten som to år. Jeg kunne høre, at nogle råbte og skreg, fordi de blev tortureret. Jeg frygtede, det var min tur bagefter. Heldigvis valgte soldaterne at lade mig gå.
Der er nogle, der siger, at jeg burde tage tilbage for at genopbygge mit land. Men det er ikke mig, der har ødelagt det, og det er heller ikke mig, der skal genopbygge noget, som andre har ødelagt.
Jeg ved godt, at dem, der vil have os tilbage til Syrien, har velunderbygget dokumentation, der siger, at ikke-vestlige indvandrere er overrepræsenterede i kriminalstatistikkerne.
Men hvorfor skal jeg straffes for det, når jeg gør alt for at blive en del af Danmark, og når jeg føler, at Danmark er mit hjem?