Det er faktisk en lidt tam fest. Der sker ikke ligefrem det store, og jeg får egentlig bare drukket nogle øl og et par drinks.

Men så får jeg øje på en pige, som også får øje på mig. Jeg er jo nødt til at gå hen for at hilse på hende. "Nikolaj", siger jeg. Og så skilles vi stort set ikke ad resten af aftenen.

Det bliver sent, da vi aftaler med hinanden, at vi skal følges ad på vej hjem fra festen. Vi kommer forbi en lille bred til Limfjorden. Her sætter vi os ned og sidder bare sammen. Vi er begge to i et mood, hvor ingen af os egentlig har lyst til at skilles, men vi vil heller ikke bare tage hjem sammen.

Jeg kan mærke, at jeg oprigtigt er glad for hende her, så jeg vil ikke bare hjem til hende med det samme. Det må godt gå langsomt, bare jeg er sammen med hende.

Selvom det er magisk, og hendes selskab er ulig noget andet, så må vi også bare erkende, at der kan være pisse koldt sådan en råkold søndag morgen. Så vi aftaler, at vi skal gå hvert til sit, men at vi skal holde kontakten. Det her føles bare rigtigt.

Dagen efter skriver vi sammen, som har vi kendt hinanden altid. Vi aftaler, at vi mødes igen, hvor vi tager ud på en date. En date tager den næste, og det blomstrer lige så stille. Vi kommer tættere og tættere på hinanden.

Men det føles også bare, som om at der er noget galt. Vi begynder pludselig at se mindre til hinanden. Jeg er forelsket i hende. Men er hun forelsket i mig?

Vi skal pludselig kun ses, når hun har tid eller lyst. Der bliver aldrig rigtig tid til mig.

På et tidspunkt får jeg nys om, at hun måske har en kæreste. Jeg kan ikke helt tro det, men samtidig nager det mig. Jeg konfronterer hende med det.

Hun forklarer mig, at det bare er et langdistanceforhold, og at de har en aftale, hvor de gerne må flirte og kysse med andre.

Jeg har det som at bliver splittet i to lige store dele. På den ene side kan jeg overhovedet ikke forstå det. Det giver mig lidt en out of body experience, hvor jeg kommer ud af kroppen og ikke kan forstå, at hun nærmest siger det lidt henkastet. Hvordan kan hun være så nonchelant?

Men den anden del af mig prøver at rationalisere det: Jeg kan ikke forstå det, men hvis det er det mest naturlige for hende, så kan det måske nok godt gå.

Jeg har det, som om at jeg står i en brændende bygning og kigger ud ad vinduet på en, der står og kigger ind og ikke kan se, at der er noget galt.

Hun begynder at glide længere væk fra mig. Som om, at hun prøver at ghoste mig, men ikke helt kan kappe båndet. Men det dræner mig. Jeg kan ikke forstå det. Jeg konfronterer hende, og hun siger, at hun ikke kan give mig det, som jeg ønsker.

På det her tidspunkt har vi set hinanden i to år. Hun skal være min, men det kan og vil hun ikke. Jeg er nødt til at gøre det forbi, selvom det piner mig.

I dag er det efterhånden fire år siden, vi mødte hinanden første gang. Jeg kan stadig bare ikke helt give slip. Jeg bor tæt på hende, så nogle gange kommer jeg forbi hendes opgang, hvor jeg tænker tilbage på vores øjeblikke sammen. Gid jeg kunne gå hen og ringe på. Hvis bare.

Hele den periode af mit liv var et mærkeligt tidspunkt, for når jeg kigger tilbage, så kan jeg slet ikke kende mig selv. For hvorfor ville jeg blive ved med at snakke med hende, tænke på hende og drømme om hende, når hun ikke kunne være sammen med mig? Jeg føler, at jeg har mistet mig selv i hele denne her oplevelse.

Nogle gange skriver hun stadig til mig for at høre, om jeg har lyst til at ses eller komme med i byen. Men jeg kan ikke. Jeg skal ikke. Hun har en styrke over mig, som ingen andre, men jeg er nødt til at stå fast. For min egen skyld.

Det har også sat sine spor, når jeg er på date med andre piger. Uanset hvad, så sammenligner jeg dem altid med hende. Det bliver ikke lige så intenst. De er bare ikke hende. Hun sidder højt oppe på en piedestal i mit hoved, som ingen andre kan nå. Ikke engang hende selv.

Men jeg er bevidst om, at jeg skal komme videre, og det har været en så stor hjælp for mig selv, at jeg er nødt til at glemme hende. Et usundt forhold til en person kan dræne så meget energi, så man er bare nødt til at bide det sure æble, gå igennem det og så forhåbentlig komme stærkere ud på den anden side.

Tilbage er der bare at sige, at jeg fremover ved, at jeg er nødt til at være hundrede procent sikker på, hvad en pige har lyst til, når jeg igen finder kærligheden. For man skal ikke prøve at kæmpe for nogen, som ikke selv vil det. Og så skal man også bare huske sig selv i det hele. En forelskelse kan kaste dig ud i tusind ting. Men vigtigst er trods alt dig selv.