Første gang jeg for alvor gik ind i klimakampen var sidste år, da jeg deltog i klimastrejken på Christiansborg Slotsplads. Dengang var jeg bevidst om klimakrisen, men jeg forholdt mig ikke så meget til det. Det var en ting, der sådan lå i baghovedet på mig.

Da jeg mødte op foran Christiansborg, fik jeg en helt særlig følelse i kroppen. Vi var mange unge, der tog fælles ansvar og kiggede hinanden i øjnene, mens vi stod der. Jeg fik en oplevelse af, at vi tog det ansvar, som voksne og verdens ledere ikke tog – og jeg fik fornemmelsen af at have mistet troen på, at voksne er superhelte, som løser alle problemer.

Det var en vild oplevelse for mig at turde finde den frygt for fremtidens klima frem og sammen med de andre være handlingsorienterede. Derfor valgte jeg at blive en del af klimakampen.

Dengang gik jeg i 7. klasse, og klimastrejken foran Christiansborg var arrangeret af nogle 3.g-drenge. Så jeg skulle tage mod til mig, da jeg gik op til dem. Der blev jeg inviteret med til Fridays for Futures møder, og der fik jeg ansvaret som deres pressekontakt, selvom jeg kun var 13 år på det tidspunkt.

Dengang var jeg så meget on fire, at jeg ikke tænkte så meget over det. Men da pressen begyndte at ringe, og jeg pludselig skulle være live i radioen, tænkte jeg: Hvad er det lige, jeg har rodet mig ud i?

Det er virkelig ekstremt fedt at være en del af Fridays for Future. Folk helt ned til 10 og 11 år laver de vildeste ting og besvarer mails og laver aktioner. Man har virkelig følelsen af at være en del af et fællesskab af unge, der vil præge samfundsdebatten. Og jeg har lært rigtig meget om klimaet ved at være med. Men det har også omkostninger.

I forbindelse med Black Friday sidste år deltog jeg i 'Debatten' på DR2. Her debatterede jeg med Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance, hvor jeg sagde, at en hel generation ikke tør drømme, fordi vi måske ikke har nogen fremtid.

Klippet blev efterfølgende lagt op på 'Debatten's Facebookside, og det fik hurtigt vildt mange kommentarer. Jeg var meget overrasket over de kommentarer, der kom. Jeg følte, at mange af dem var personligt nedsættende om mig.

Nogle skrev, at jeg var for ung og ikke fortjente en stemme, at mine øjenbryn var mærkelige, eller at jeg havde en irriterende stemme. Andre skrev, at det præcis var derfor, at kvinder ikke skulle bestemme, fordi kvinder er alt for hysteriske.

Det kom bag på mig, at der var så mange i 2019, der havde sådan nogle holdninger, og at min optræden kunne give så meget hate.

Reaktionerne fik mig til at komme i tvivl. Måske var jeg for ung til at blande mig i voksenting, og måske var jeg for hysterisk og skulle have været mere fattet. Men kommentarerne gjorde mig også ret ked af det, fordi de var så personlige.

Samtidig blev jeg også vred. Det er jo min generation, der kommer til at mærke klimaforandringerne rigtig meget, så selvfølgelig fortjener min generation også en stemme i debatten. Man kan ikke bare affeje min generation i den debat.

Jeg er en del af et større internationalt netværk i Fridays for Future, hvor der også er medlemmer i Sydamerika. Dernede frygter aktivisterne for deres liv, og de risikerer ikke at kunne komme ind på den uddannelse, de gerne vil, fordi de laver aktivisme. Så det fik mig til at føle mig ekstremt privilegeret, når jeg "kun" oplever hate på sociale medier.

Det rammer selvfølgelig én, når man får negative kommentarer. Men for mig har det også været en bekræftelse af, at jeg gør noget rigtigt. For når der sidder en masse boomers derude og hater og synes, jeg er for radikal, så har jeg måske ramt noget. Og mange forholdt sig i det mindste til, hvad jeg sagde, i stedet for bare at affeje mig på grund af min alder eller mit køn.

Kommentarerne fik mig til at se, hvordan det er at være kvinde i den offentlige debat, og det fik mig til at forbinde det med at være klimaaktivist med feminisme og ulighedsproblemerne mellem blandt andet køn og racer.

Jeg har også oplevet andre ulemper ved det at være ung klimaaktivist. Nogle gange, når jeg ser andre unge, kan jeg godt blive lidt misundelig på, at mange af dem kan have den ubekymrede ungdom med fester.

Nogle gange tænker jeg lidt, at jeg har fået stjålet min ungdom, men jeg føler bare ikke rigtig, jeg kan gå tilbage til det liv igen, fordi jeg nu har åbnet øjnene for klimakrisen og den situation, verden står i. Desuden er der andre aktivister, der risikerer meget mere for denne kamp, så jeg burde ikke klage.

Når verdens ledere ikke tager ansvar, så bliver ungdommen nødt til at gøre det.

Som klimaaktiv bliver man også tit mødt af, at man enten er en helgen, eller at man er en hykler. Hvis man lever klimavenligt, bliver man set som én, der forsøger at spille god. Og hvis man samtidig tager en flyvetur på ferie, så mener nogle, at man er en hykler.

I forhold til venskaber har det også haft omkostninger. Før coronakrisen gik jeg i skole til kl. 15 og lavede aktivisme om aftenen, så i dagligdagen har jeg ikke meget tid til mine venner. Så der er en del venner, jeg ikke har set i det seneste halve års tid, fordi jeg ikke har haft tid.

Derfor tænker jeg også ofte: Fuck det, nu gider jeg ikke mere. Men der er nogle fremtidige generationer, der er afhængige af, hvad vi gør nu. Og der er millioner, der lider på grund af en klimakrise, som vi i de rige lande har skabt. Det ansvar kan jeg ikke skubbe fra mig. Jeg føler, jeg har et ansvar, og derfor fortsætter jeg.