Jeg begyndte som camgirl, da jeg var fyldt 18 – lige efter jeg havde været på sexmesse med en veninde. Jeg synes, det var vildt spændende. For kunne man virkelig tjene penge på det? Og var der virkelig nogen, der gad at se på en, mens man legede med sig selv foran et kamera? Så det skulle jeg bare hjem for at prøve.
Første gang jeg loggede på, ville jeg være anonym. Jeg var splittet i begyndelsen, for skulle jeg vise mit ansigt? Kunne jeg bære en maske, og skulle jeg vise mine tatoveringer?
Det endte med, at jeg satte min computer på sengekanten, mens jeg selv sad på gulvet. Jeg prøvede at skjule mit ansigt, men efter fem minutter fandt jeg ud af, at det var umuligt at holde mit ansigt skjult.
Der var en masse, som skrev til mig, og det føltes lidt klodset, fordi det er noget helt andet end bare at onanere for sig selv. Men da jeg fandt ud af, at jeg sad med 60 brugere inde i min chat, kunne jeg slet ikke forstå det. Jeg havde kæmpe optur på, og det var faktisk en af de fedeste følelser, jeg har haft i mit liv.
Siden har jeg virkelig været på cam mange gange, men jeg gør det meget i perioder. Sidste gang var for fem dage siden. Der tjente jeg 300-400 kroner for ti minutter, men det har aldrig været for pengenes skyld. Jeg har jo et job ved siden af.
Jeg gør det kun, når jeg har lyst, og jeg tvinger aldrig mig selv til at gøre det. Heller ikke til at gøre noget ved mig selv, som jeg ikke har lyst til, fordi en bruger beder mig om det. Jeg gør kun det, jeg selv kunne finde på at gøre i mit eget soveværelse.
Det bedste, jeg har oplevet ved at være camgirl, er fællesskabet. Jeg har fået mange venner og veninder derinde, og jeg har aldrig mødt nogen mennesker, der har været så frisindet som dem. De har ikke travlt med at dømme andre for, hvad de gør og siger.
Jeg føler, jeg er en del af noget større ved at være i det fællesskab. Vi arbejder for at sige, at det er okay, det vi laver, og at det ikke er nogen gråzone. For der er jo nærmest flere exitprogrammer til det her, end der er folk, der siger, at det er sejt, det vi gør.
Det værste, jeg har oplevet, var klart, da det kom ud, at jeg var camgirl. Jeg havde valgt ikke at sige det til min familie, fordi jeg var bange for, om de ville acceptere det. Det er jo ikke ligefrem det mest almindelige job at have. Der gik ikke lang tid, før folk sendte billeder til mine brødre. Da fik jeg verdens største chok og tænkte bare fuck. Fuck, fuck, fuck, fuck! For så vidste min familie det.
Jeg hader, når jeg føler, jeg ikke selv har kontrol over ting. Det har altid været et problem for mig, når jeg føler, jeg mister kontrollen. Jeg føler mig magtesløs og ked af det, når andre har kontrollen over mig.
Jeg kan huske, at min mobil hele tiden bimlede. Mine venner skrev, at nu kom det ud, at jeg var camgirl. Jeg blev helt panisk, fordi jeg har hørt så mange skrækhistorier, om hvordan ens familie reagerer. Jeg var så panisk, at jeg lod mig indlægge på psykiatrisk.
Heldigvis var jeg kun indlagt i tre dage, hvor jeg fik talt med min familie. De accepterede det, selvom det aldrig er nemt, når ens forældres lille pige begynder at arbejde i sexbranchen. De bad mig om at passe på mig selv og spurgte, om jeg var okay med at gøre det. Det var jeg, og det er jeg stadig.
Det gode ved det er, at jeg ikke har en kontrakt. Der er ingen, der ejer mig. Hvis jeg vil stoppe i dag, så kan jeg gøre det.
Jeg har flere gange holdt pauser, men jeg kommer altid til at savne det igen. Jeg savner fællesskabet, og jeg bliver mere positiv og får generelt mere livsglæde, fordi jeg brænder for det, jeg laver.
Det deler virkelig folk, at jeg er camgirl. Det er sådan cirka 50/50. Mange siger, det er supersejt, og andre synes, det er klamt og kalder mig en luder. Jeg er ret god til at skubbe de negative reaktioner væk – for et eller andet sted synes jeg, det er ret sejt at blive kaldt luder. De er nogle stærke kvinder.
Nogle gange kan jeg selvfølgelig godt blive i tvivl, om det er det rigtige, jeg gør. Men det er mest, fordi jeg overtænker. Jeg har truffet det her valg, fordi jeg godt kan lide det. Hvis jeg bliver i tvivl, er det fordi, jeg lader mig påvirke af andre. Og så føler jeg mig som en rigtig nederen kvinde eller en taber, fordi jeg lader mig undertrykke.
Jeg har lyst til det her, og jeg vil være stærk.
Jeg synes, man skal tænke sig virkelig godt om, hvis man overvejer at blive camgirl. Det at være camgirl er ikke for alle. Og man bliver genkendt, selvom man forsøger at være anonym. Så fortæl familien om det, inden det ender som et stort spektakel, som det gjorde for mig.
Dem, der siger, at det at være camgirl fører til prostitution og er kvindeundertrykkende, bliver jeg nødt til at sige noget grimt til: De skal lukke røven.
Jeg sælger ikke min krop. Der er ingen, der rører ved mig eller er intime med mig. Det er ikke, fordi jeg har noget imod prostitution, og jeg har også virkelig seje veninder, der er prostituerede, men jeg har selv mine egne principper. Og de principper bliver ikke anderledes, fordi jeg bliver tilbudt et højt beløb.
Det at være camgirl har ikke ændret mig som person, men det har givet mig et helt andet syn på kvinder. Der er mange derude, som snakker om, at pornoverdenen kun er tynde blondiner med store bryster. Men blandt camgirls er vi så forskellige. Nogle vejer 100 kilo, men har lige så mange kunder som os andre. Vi er perfekte alle sammen på hver vores måde.
Jeg har altid haft den holdning, at jeg skal prøve alt. Jeg er ikke bange for at kaste mig ud i noget, der kan virke skræmmende for andre.
Jeg er flere gange blevet dømt af andre for ting, jeg har gjort i mit liv. Men jeg ender altid med at tænke: Kom an med noget nyt. For lige meget hvad fuck jeg gør, så er der altid nogen, der vil elske eller hade det.
Sofiaa har ikke lyst til at få sit rigtige navn med i artiklen og bruger sit dæknavn. Redaktionen er bekendt med Sofiaas rigtige navn.