Han er uden tvivl det sjoveste menneske, jeg nogensinde har mødt.

Han er så sjov at være sammen med. Det var de ting, han sagde, og så var han bare dødcharmerende.

Jeg husker en eftermiddag, hvor han skulle stryge sin skjorte. Han vidste ikke, hvordan man gjorde det. Det var så vildt charmerende, da han stillede sig i bar overkrop i stuen med strygejernet i den ene hånd og mobilen med en Youtube-video i den anden. Så stod han der - skridt for skridt - og lærte at stryge. Det synes jeg bare var vildt cute.

Vores forhold var kaotisk. Det så jeg ikke før, men det ved jeg nu. Indtil for nylig huskede jeg tilbage på vores forhold som noget helt fantastisk, men det var også rigtig presset meget af tiden. Han var mit livs store kærlighed, og når der var problemer, så var det 100 procent min skyld – sådan følte jeg i hvert fald dengang.

Første gang vi mødtes var på efterskolen tilbage i 2008. Dengang var vi venner, men flirtede aldrig. Mange år senere begyndte vi at skrive sammen på Facebook. Vi var begge vilde med computerspillet League of Legends og begyndte at spille det sammen.

Han begyndte at charmere sig ind på mig, og lige før valentinsdag i 2015 blev vi kærester. Jeg havde det bedre sammen med ham, end de andre jeg tidligere havde været sammen med. Han var bare noget helt specielt.

Vi var meget on and off, og til sidst kolliderede det bare. Jeg følte, han ikke havde lyst til at være fysisk med mig til sidst, og det tog jeg på ingen måde pænt.

Jeg var stadig forelsket i ham, da vi slog op i 2017. Vi havde slået op 1.000 gange før, men det endte altid med, at vi blev kærester igen. Det gjorde vi ikke denne gang. På baren, hvor han afviste, at vi nogensinde ville finde sammen igen, forsøgte jeg at overbevise ham om, at vi ikke var færdige. Men han ville stoppe. Siden har vi ikke set hinanden.

Jeg troede, det var fucking løgn. Den første uge hadede jeg ham, men hurtigt efter tænkte jeg "fuck ham, jeg kommer videre".

Jeg begyndte at date igen, og det gik godt. Han forsvandt lige så langsomt fra mine tanker, indtil en ny fyr, jeg havde datet, en aften spurgte mig, om vi skulle være kærester.

Næste morgen, da jeg vågnede, kunne jeg ikke have været mere ligeglad med min nye kæreste.

Sorgen over tabet af min eks kom for fuld udblæsning: Jeg havde følelsen af, at jeg var sammen med den helt forkerte, og at jeg hørte til hos min eks. Jeg troede, jeg var klar til at få en ny kæreste, men det var jeg ikke. Så det gik ikke med den nye fyr.

Siden gik det bare nedad bakke. Hver gang jeg har forsøgt at date, har jeg sammenlignet mine dates med min eks. Jeg er altid endt med, at jeg igen sørger over mit og min eks’ forhold, og det har været umuligt for mig at forelske mig i en anden.

Kærestesorgen har været virkelig slem. Der har været dage, hvor jeg har været fuld af adrenalin hele dagen. Jeg har været så ked af det, at jeg flere gange har overvejet selvmord. Jeg havde en så dyb følelse af, at jeg sad fast og aldrig ville komme videre. At sorgen aldrig ville stoppe.

Jeg kunne græde, til at der ikke var mere væske i min krop.

Min selvrespekt var så godt som ikke-eksisterende til sidst. Jeg skrev sms’er til ham flere gange bare for at lette noget af trykket, jeg gik med. Jeg vidste godt, at han ikke ville svare, jeg havde bare brug for at fortælle ham, at jeg savnede ham. Jeg drømte om ham, lå vågen bagefter og var fuldstændig smadret om dagen.

I de seneste uger har jeg fået det meget bedre. Jeg ser tingene mere klart nu, og jeg har fået et andet syn på, hvad der skete.

Jeg har fået talt ud om det i stedet for at gemme på det, og jeg har givet mig selv plads til at græde ud – og jeg har virkelig taget nogle tudeture. Jeg har aldrig talt så meget om min kærestesorg, som jeg gjorde, mens Tværs-programmet blev optaget. Det er det, der virkelig har hjulpet mig.

Jeg har kun talt lidt med mine venner om min kærestesorg. Jeg har ikke haft overskud til at tale for meget om det. Måske har jeg forsøgt at holde fast i fantasien om, at alt var okay over for mine venner. Og så ved jeg, at der ikke er noget mere kedeligt, end når man som ven skal sidde over for én, der tuder over, at ens eks er skredet. Særligt, hvis det snart er to år siden. Man er jo lidt en party pooper, hvis man sidder til en fest og tuder over sin eks.

Jeg har ignoreret, hvor skidt jeg egentlig havde det. Men nu bærer jeg over med mig selv og siger: Okay, sådan kan det også gå, når man forelsker sig.

Jeg er ikke forelsket i min eks længere. I stedet for at give mig selv skylden for bruddet, er jeg begyndt at indse, at det bare ikke gik mellem os. Jeg er begyndt at give mig selv credit for, hvem jeg er, og hvad jeg har gjort godt. Den følelse er mærkelig at have, efter jeg i så lang tid har bebrejdet mig selv.

Selvom det snart er to år siden, min eks og jeg gik fra hinanden, har jeg ikke fundet nogen ny. Jeg tror, jeg er blevet mere kræsen med mit mandfolk. Jeg ville være glad for at finde en ny. Jeg tror i hvert fald, at jeg er klar til at komme i et nyt forhold igen, hvis jeg finder en, der er god imod mig.

Jeg har lært rigtig meget af årene med min eks og perioden efter bruddet.

Jeg har lært, at man ikke altid skal følge råd fra andre, fordi de ikke selv kommer til at tage konsekvenserne af det råd, de kommer med. Jeg ved, at jeg skal give mig selv plads til at græde ud og snakke om det, og være okay med at gøre det. Også selvom det som ven kan være irriterende at høre om. Det følger altså med i pakken, hvis man er en god ven.

Jeg har lært at holde op med at skyde skylden på mig selv. Når én person i et forhold ikke vil mere, så er det sådan, det er. Og det er ikke nogens skyld.

Jeg ved, at hvis jeg skal være i et forhold, skal det være et, der giver mening for mig at være i.